Når det gælder Ewalds personlige udvikling, standser den med omvendelsen, men det betyder som sagt ikke en svækkelse af hans kunstneriske kraft. Tværtimod kan han nu i sin lyrik formulere summen af sin livserfaring i billeder af en hidtil ukendt anskuelighed, klarhed og dybde, sådan som det sker i hans største digt, „Til Sielen. En Ode“, måske skrevet allerede i 1777. Ganske vist er det med få vigtige undtagelser billeder, som kan genkendes fra hans tidligere produktion, men her kombineret på tværs af tidligere sammenhænge og indsat i en kompositorisk helhed, der giver dem hver deres plads i en samlet livsforklaring. Herved overskrides det personlige udgangspunkt og grundlag. Digtet bliver myte, på én gang myten om Johannes Ewald og en myte om menneskesjælen.

Denne grundkarakter bliver allerede synlig ved, at digtet ikke rummer noget jeg, kun et du, nemlig sjælen, der digtet igennem tiltales af – ja hvem? Stemmen afslører sig aldrig, men taler med uanfægtet autoritet og myndighed. Den stiller ganske vist spørgsmål til sjælen, men forventer ikke svar. Svarene kender den og overlader det til sjælen selv at indse dem. Men det er ikke en slags forhørsdommer, der taler. Det er en snart undrende, snart sorgfuld, snart lidenskabelig, snart insisterende, snart vred, snart hånlig, snart kærlig, men først og fremmest vidende stemme med evne til at overskue fortid og fremtid, hvor sjælen, fortvivlet kæmpende, er fanget i sin nutid.

Hvem tilhører denne stemme? I forbindelse med Ewalds omvendelse blev der peget på nødvendigheden af et andet jeg som formidler mellem himmel og jord. Var hans jeg før identisk med hans sjæl, er der nu oprettet et skel. Den stemme, der taler, er ét med hans nye identitet som den, Kristus har taget bolig i, en identitet, der ved ikke at bero på ham selv er adskilt fra hans sjæl. Den er en åndelig eller overindividuel instans, der muliggør etableringen af det højere synspunkt, sjælen tiltales fra. Hele digtets mening er imidlertid at få de to til at smelte sammen. I begyndelsen er adskillelsen næsten total, stemmen let spottende, men også sorgfuld:

Siig, du nedfaldne, spæde, afmægtigeBroder af Engle! Siig, hvi udspreder du Fierløse Vinger? – Ak, forgieves Flagrer du op mod din første Bolig!

Det er ikke, som man kunne tro, sjælen i dens barnlige begyndelse, vi møder her, men sjælen i dens nutidige, jordiske tilstand. Med den berømte efterfølgende sammenligning, allerede foregrebet i billedet af sjælen, er den stadig som den forvovne ørneunge, der efter at være klatret op på redens kant er faldet ned og vågnet „i kolde Skygger“:

Paa Myrens Fodstie, føler den krybendeSin tabte Høihed, føler sig Ørn endnu, Og higer, som dens ædle Brødre, Efter din Straale, du Dagens Hersker!

Som den da drømmer Kræfter, og hoppendeOfte udstrekker skaldede Vingebeen Forgieves, til den ømme Moder Bærer den selv til sin høie Rede.

Billedet af de skaldede vingeben er set, et på en gang komisk og rørende billede af ørneungens forgæves anstrengelser. Som ungen her bringes tilbage af sin mor, således, siger stemmen i de følgende strofer, er det kun Gud, der kan føre sjælen til sit udspring og hjem.

Med de første syv strofer er hele sjælens historie fortalt, men i en rent beskrivende sammenligning, blottet for forklaring. Undtagelsen er ordet „forvoven“ om ørneungen, et ord, der skærpes til „trodsig“ om menneskesjælen i 7. strofes sidste linje. Det fortælles her, at sjælen trodsig forlod himlen for at udspejde mørket. Det er dette ord, som udbygges i den følgende fremstilling, der fortæller hele sjælens udviklingshistorie. Først er den en gnist af den fuldkomne, og dens oprindelige rene flamme vokser, „da Kierlighed / Opfyldte den med Kraft, og gav den / Evner og Drift, at velsigne Verdner“. Den føler sig stor og sin skaber værdig. Men stemmens afstand til sjælen er stadig stor.

Brat skiftes herefter (i 12. strofe) til nutiden, for vi kender allerede årsagen til faldet, og der følger nu over de næste ti strofer en helt anderledes indgående skildring af sjælens nuværende situation og forgæves kamp. Det, der ikke lader den i ro, er erindringen om dens tidligere tilstand. „Lys var din Bolig! Ak, du erindrer det!“ I sin trods og stolthed tror sjælen imidlertid selv at kunne tilbageerobre det tabte:

Blussende ved det Leer, som du kryber i,Væmmed ved Vrimlets frekke Fortrolighed, Opsvinger du dig, vild, utretted, Høit, som en springende Hval mod Solen.

Det sidste billede er med rette beundret. Foreningen af kraft og tyngde i hvalens (dvs. delfinens) spring op af vandet mod et højere element, lysets, luftens, lader med fortættet styrke billede og tanke falde sammen. Men samtidig frigør billedet sig fra tanken, får selvstændigt liv ved at lade hvalen hænge i springet ved strofens afslutning – som et spring mod selve umuligheden. Vi, men ikke sjælen selv, føler dens „Tunghed“.

Stemmen må derfor forstærke sin lidenskabelige tiltale, for at sjælen kan nå til indsigt, og gennem en forfærdende og afslørende udstilling af dens nutid begynder afstanden mellem stemmen og sjælen at skrumpe ind. Allerede i „Ak, du erindrer det“, ligger et fortroligt, men uudtalt „som jeg“. Og i takt med at vreden tiltager, mindskes afstanden stadig mere – hvert ord bygger på dyrekøbt erfaring – indtil der kun er en tynd hinde tilbage.

Men da fjerner stemmen sig igen ved at genoptage første strofes motiv: „Arme Nedfaldne, vaagn af din stolte Drøm!“ Sjælen skal overgive sig til Gud, som da vil „ynkes over den døende / Gnist af sin Aand, som ulmer paa Nattens Bred“. Stemmen vender sig herfra og i resten af digtet mod sjælens fremtid, men dette viser sig at være ét med, at den optager sjælen i sin egen nutid:

Da skal du henrykt see det, at Lysets AandDalende spreder kierlige Vinger ud, Og zitrende, veemodig, smelted Føle hans Vink, og hans Glæders Aande.Svulmende af hans voxende Straalers IldSkal da din Lovsang stræbe, at møde ham! Og undrende skal de Ufaldne [englene] Høre den Helliges Priis fra Dybet!

Den fornyede adskillelse fra sjælen er altså blot forberedelsen til at møde den Gud, som er kærlighed. Derved fuldbyrder digtet selv den proces, det skildrer. Suverænt, som Guds stedfortræder, kan stemmen selv foregribe sjælens frelse, ligesom englene paradoksalt skal høre Hans pris fra dybet, fra de faldne. Faldet er forudsætningen for lovsangen, eller som det kort efter hedder – med klar hentydning til digteren Ewald – „din Sang og din høie Harpe“.

Man har talt om Ewalds digterreligion som forskellig fra hans kristendom, men „Til Sielen“ viser frem for alt, at hans kristendom er uløseligt forbundet med hans digterreligion.

I „Til Sielen“ opløftes Ewald i levende live til algodheds trone. Digtet handler ikke om hans Kristuserfaring – den er forudsat – men om forholdet mellem fald og frelse, generobringen af det tabte paradis. Men der forestår Ewald endnu et møde med Kristus, i hans sidste digt, dikteret ikke få timer, som overleveringen siger, men få dage før hans død 17. marts 1781. Det lyder i sin helhed:

Udrust dig, Helt fra Golgatha! Løft højt dit røde Skiold;Thi Synd og Skræk – du seer det ja Angriber mig med Vold.Udstræk dit Glavind i din Harm Mod dem, som trodse dig!Nedstyrt dem med en vældig Arm Fra Lyset – og fra mig,Da skal jeg, sikker ved din Haand, Ei frygte Døden meer,Men offre dig min frelste Aand Paa dens nedbrudte Leer.

Det er først og fremmest det gennemført ukunstlede, enkelheden, der gør dette digt helt enestående. Det handler om dødsangst, men man mærker det næsten ikke. Der er ingen skælven, kun et par tankestreger forråder den bagvedliggende følelse. Versene står med deres udelukkende trykstærke udgange som mejslet. Digtet er så at sige stærkere end angsten, og ud af det stråler billedet af helten fra Golgatha, den største af alle Ewalds mange helte. Billedet, der viser tilbage til Kristus-skikkelsen fra Adam og Ewa, tilhører helt 1700-tallet og er utænkeligt i det følgende århundrede, det samme gælder den selvfølelse, hvormed digteren Johannes Ewald omfatter sit forhold til Kristus. Han beder ikke, han byder.

I 1855, men altså heller ikke før, blev digtet optaget i salmebogen, hvor det står mærkelig isoleret med dets udtryk for en personlig forvisning af næsten ufattelig styrke.

Digtet blev sunget ved Ewalds begravelse, der fandt sted den 23. marts fra Trinitatis Kirke, hvor Schønheyder var præst. Det fortælles, at følget, der bestod af folk fra alle stænder, skal have været så talrigt, at da de første betrådte kirkegården bag Rundetaarn, nåede de sidste hen til det hus i Skindergade, hvor han levede sine sidste år.

Den foregående fremstilling af Ewalds personlige udvikling gennem 1770'erne har fulgt opbruddet fra klassicismens og den klassiske oplysnings positioner og tilblivelsen af en individualistisk åndsform, mærkbar på tværs af faser og genrer i forfatterskabet, helt frem til hans sidste digt. Undtagelsen er Fiskerne, der som Ewalds vigtigste ideologiske markering peger frem mod nationalromantikken og i virkeligheden også mod folkekomedien. Men trods hans stærke engagement i stykket må det som bestillingsarbejde betragtes på linje med lejlighedsdigtningen.

Selv om der er tale om et opbrud fra klassicismen, udvikler den in dividualistiske åndsform sig alligevel i vidt omfang inden for det klassicistiske paradigme. Heri ligger imidlertid ingen modsigelse. Tværtimod viser det klassicistiske paradigmes formstrenghed sig at være ideel til at rumme den nye subjektivisme og følelsesdigtning, som Ewald repræsenterer. Det problem, der hele tiden skal løses, er nemlig ikke at give følelsen udtryk, men at bringe den på form. Ligesom formen uden følelsen er tom, kan følelsen uden formen ikke komme til udtryk. Som sagt: Man bør være nogenledes kold for at kunne skildre sin ild.

I den henseende kan en sammenligning med Mozart igen være oplysende. Selv på de mest hjertegribende steder i hans musik er der tale om kølige overvejelser. Som Ewald var han en slider, der finstemte tingene ned til mindste detalje. Hvor dybe, stærke eller disharmoniske følelser, han end giver udtryk i sin musik, bevæger han sig aldrig ud over rokokoens eller wienerklassicismens paradigme. Til gengæld udnytter og udvider han ligesom Ewald paradigmet til dets maksimale bæreevne.

Ligheden mellem disse kunstnere – der yderligere kan suppleres med Bellman – rækker videre. Ligesom de ikke har bragt sig uden for rokokoens eller klassicismens domæne, om end helt omfunktioneret den, har de heller ikke bragt sig uden for oplysningen. Nok uden for rationalismens fornuftstro, men ikke oplysningen som humanitetsfordring og frigørelsesprojekt. Begge dele gennemtrænger som et vandmærke deres værk, men vel at mærke igen i en subjektiv fortolkning, præget af deres position uden for såvel det borgerskab, de tilhører, som det aristokrati, de som kunstnere er knyttet til. Det enestående ved dem er, at de midt i deres rolle som tjenere for en enevældig og aristokratisk kultur udtrykker de værdier, som er i færd med at underminere den. Derfor repræsenterer de på én gang noget fuldstændig nyt og afslutningen på den epoke, der får sit dødsstød med Den Franske Revolution.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Fald og frelse i mytisk fortolkning - Til Sielen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig