Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Urfaust, religionen og det litterære opbrud

Oprindelig forfatter KnMi

Det berømteste af disse fragmenter er de dele af Faust, som Goethe skrev mellem 1770 og 1775, senere kendt som Urfaust. Der er her ikke blot tale om en helt igennem antiklassicistisk tekst, men også om en tekst, der rummer hele den oplysningsskepsis og individualisme, der gør sig gældende i 1700-tallets sidste del.

I Goethes Faustskikkelse reflekteres skepticismen over for oplysningsprojektet mangedobbelt, dels som en tvivl om, hvorvidt det overhovedet er muligt at opnå viden, dels som en tvivl om dens værd. Kun ét står ham fra begyndelsen klart, nemlig nødvendigheden af at overskride det oplyste subjekts grænser. Deraf pagten med Mefistofeles. Det er ad lignende uortodokse veje, det bredere opbrud i tysk litteratur efter 1750 bevæger sig. Det samlende er en åbning over for et religiøst univers, men i en helt igennem personlig fortolkning. Det gælder hos den pietistisk opdragede Klopstock, der betragter sig selv som stående i et direkte inspirationsforhold til Gud, og det gælder frem for alt hos Johann Georg Hamann (1730-88), der i sit opgør med oplysningens fornuftdyrkelse udfolder en teori om sproget, hvor det poetiske sprog ses som Guds sprog og menneskehedens ursprog. Menneskets adgang til sproget er ikke blot udtryk for dets guddommelige oprindelse, men også for dets guddommelige skaberevne, en tanke, der videreføres i den tyske Sturm und Drang-bevægelses genikult og geniæstetik. Både i Urfaust og hos Hamann lyder et krav til oplysningen om at oplyse sig selv.

Endnu en central inspirationskilde for den nye tyske digtning er den engelske præst og forfatter Edward Young (1683-1765), der med sit dødsdigt Klage eller Natte-Tanker om Liv, Død og Udødelighed (1742-45, da. 1783) i ni bøger eller sange (10.000 blankvers) skildrer den omskiftelige tilværelse og formaner den vantro til at vende sig mod Gud. Digtets enorme succes beroede dels på dets lidenskabelige afvisning af ateisme og fornuftreligion, dels på dets på én gang meditative og følelsesmættede skildringer af natten, de stærke retoriske udtryk for Weltschmerz, der senere genfindes i Novalis' Hymner til natten (1800, da. 1998). Samtidig føjes hos Young natur, originalitet og geni sammen i en civilisationskritik, der kan minde om Rousseaus. Civilisationen ødelægger det særprægede i os, Guds tanke med os, og gør os til kopier. Det er derfor ikke mærkeligt, at Young i sin poetik vender sig fra klassicismen. Hvad det som digter gælder om, er ikke at efterligne, men at skabe ud fra sig selv. Natte-Tanker har også sat sine spor hos Ewald. Senere får Young bl.a. betydning for både Grundtvig og Kierkegaard.

Annonce

Det fælles for Hamann, Klopstock og Young er altså koblingen mellem religiøs tro og digtning. Dermed knyttes den religiøse dimension uløseligt til den individualisme, som både kommer til udtryk i genidyrkelsen og i Youngs originalitetsfordring.

I 1795 skriver Schiller i Om naiv og sentimental digtning (da. 1952): „De [naturens genstande] er, hvad vi var; de er, hvad vi igen skal blive. Vi var natur som de, og vor kultur skal føre os tilbage til naturen ad fornuftens og frihedens vej“. I sit næsten halsbrækkende forsøg på at spænde over dybe modsætninger viser citatet på én gang, hvor vanskeligt det er at sætte den sidste halvdel af 1700-tallet på formel, og at perioden alligevel hænger sammen. De fleste af de skikkelser, der er omtalt i det foregående, kan således rummes i det. Der er Locke og Rousseaus naturretsforestillinger, der er Kants asociale socialitet, der er Voltaires dyrkelse af fornuft og frihed, og der er Hamann og Youngs oprindeligheds-kult. De veje, der senere skal skilles, er her stadig del af den samme bevægelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Michelsen: Urfaust, religionen og det litterære opbrud i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476575