Den tyske kreds i København

Den 4. januar 1761 lettede et dansk flådefartøj anker fra Københavns red. Om bord var en række videnskabsmænd, to danskere, kartografen Carsten Niebuhr og filologen C.F. von Haven, den svenske naturforsker Peder Forsskål foruden læge og oppasser. Rejsen gjaldt det sydlige Arabien, nærmere bestemt Yemen, som romerne kaldte Arabia felix eller det lykkelige Arabien, hvor ekspeditionen skulle foretage en række undersøgelser.

Carsten Niebuhr og filologen C.F. von Haven, den svenske naturforsker Peder Forsskål foruden læge og oppasser. Rejsen gjaldt det sydlige Arabien, nærmere bestemt Yemen, som romerne kaldte Arabia felix eller det lykkelige Arabien, hvor ekspeditionen skulle foretage en række undersøgelser.

Ekspeditionen var en af de første rent videnskabeligt begrundede forskningsrejser. Initiativtager var en tysk orientalist og bibelvidenskabelig ekspert, J.H. Michaelis, og den drivende kraft den danske udenrigsminister J.H.E. Bernstorff, der stammede fra en nordtysk adelsslægt. Bernstorff var imidlertid ikke blot videnskabens, men også kulturlivets og litteraturens grå eminence efter 1750, nemlig som den initiativrige formidler af forbindelser mellem franske, tyske og danske kulturpersonligheder og forfattere. Fra Paris, hvor han opholdt sig som gesandt i 1740'erne, medbragte han bekendtskabet med Montesquieu og Voltaire og fortroligheden med salonkulturen, som han bl.a. havde lært at kende hos Ludvig 15.s fremskridtsvenlige elskerinde, madame Pompadour.

I sin nye residens i Frederiksstaden i København søgte han at leve op til de parisiske forbilleder og inviterede i den forbindelse i 1751 den unge tyske digter Friedrich Gottlob Klopstock (1724-1803) til København, for at han kunne færdiggøre sit store epos Messias. Året efter blev schweizeren Paul-Henri Mallet (1730-1807), igen på initiativ af Bernstorff, kaldet til et professorat for at studere nordisk historie. Endnu en vigtig skikkelse i den kreds af forfattere og intellektuelle med hovedsagelig tysk baggrund, der efterhånden dannede sig, var Heinrich Wilhelm Gerstenberg (1737-1823), der i 1765 flyttede til København og her udgav en række skrifter om nordisk litteratur og sprog.

J.S. Sneedorff og matematikeren og filosoffen Tyge Rothe (1731-95), var det nordiske og germanske i centrum i en samtidig afstandtagen fra klassicismens dyrkelse af det græsk-romerske. Den nordiske mytologi og digtning, som Mallet giver prøver på i sin Monuments de la mythologie et de la poésie de Celtes et particuliérement des anciens Scandinaves (Hovedværker i kelternes og især de gamle skandinavers mytologi og digtning) fra 1756, begejstrede også Gerstenberg, der igen kom til at øve indflydelse på Klopstock og udviklingen af Sturm und Drang-bevægelsen i Tyskland.

En yderligere impuls var kredsens kendskab til englænderen Thomas Percys indsamling og udgivelse af engelske ballader, en udgivelse, der i øvrigt var inspireret af Mallet. Hertil kom skotten James Macphersons oversættelse af gæliske kvad, der angiveligt skulle være digtet af den blinde barde Ossian og stamme fra ca. 200-tallet. Selv om ægtheden af de sidste fra begyndelsen blev anfægtet, bl.a. af Gerstenberg, bredte kendskabet til Ossian-digtningen sig som en steppebrand i 1760'erne, fordi der her var mulighed for at knytte an til en nordeuropæisk homerisk oldtid, uberørt af den klassiske arv. I virkeligheden var kvadene digtet af Macpherson selv på grundlag af gæliske fragmenter. Med deres dystre, tungsindige stemninger, vilde, tågede bjerglandskaber og ophøjede patos i skildringen af heltedød, troskab og tragisk kærlighed åbnede de for det følelsesvæld, som skulle strømme århundredet ud.

Det vigtigste umiddelbare resultat af denne vekselvirkning mellem København, Tyskland og England blev Klopstocks såkaldte barde-digtning, frem for alt i dramaet Hermanns Schlacht (1769), der med stærke patriotiske sympatier skildrer germanernes kamp mod romerne. Ikke desto mindre er stykket næsten blottet for konfliktstof og handling. Alt er i stedet investeret i skildringen af heltens følelsesliv og i stemnings-skabende lyriske korpartier. Lige så handlingsfattig er Gerstenbergs tragedie Ugolino (1768), der imidlertid til gengæld er så nær- og yderliggående i sin udpensling af heltens lidelser, at den gode smags førstemand i Tyskland, G.E. Lessing, måtte protestere. For Gerstenberg var det imidlertid afgørende, at publikum ikke fik serveret lidelser som retorisk underholdning, men blev tvunget til selv at lide med stykkets personer, der langsomt går en pinefuld sultedød i møde.

I dette frodige miljø, som havde forbindelser til Sorø-oplysningen, og som også enkelte danske forfattere og videnskabsmænd fik berøring med, bl.a. Med sin psykologiske realisme knytter Ugolino som det første af tidens tyske dramaer an til den begejstring for Shakespeare, som for alvor bryder igennem med Sturm und Drang. J.E. Schlegel, professor ved Sorø Akademi, havde i 1740'erne peget på Shakespeare og banet vej for hans anerkendelse i Tyskland, der blev fulgt op af C.M. Wielands oversættelser til tysk, men det var først nu, i forlængelse af interessen for den nordisk-germanske oldtid og Ossian, at Shakespeare, der stort set havde været glemt i 150 år, fik sin renæssance.

Også den danske helstat får således en rolle at spille i det begyndende fælleseuropæiske opbrud fra den franske klassicisme, ikke mindst i kraft af Bernstorffs indsats. På hans landsted nord for København, som han får bygget i årene 1759-65, det nuværende Bernstorff Slot, står der: Honesto inter labores otio sacrum (Helliget hæderlig velfortjent hvile ind mellem arbejdet). Det skulle ikke komme til at gå i opfyldelse. Efter at den fremsynede minister først havde haft held til at holde Danmark uden for Den Preussiske Syvårskrig og derefter i 1767 – som en ouverture til de senere landboreformer – havde iværksat udskiftningen af jorden mellem godsets fæstebønder, blev han i 1770 afskediget af Struensee. Dermed gik miljøet i opløsning, og såvel Bernstorff som Klopstock forlod landet. Få år efter mister Det Ridderlige Akademi i Sorø sin betydning. En glansperiode for den dansk-tyske oplysning var forbi og blev afløst af en turbulent periode med Bernstorffs to modpoler som hovedpersoner, i første omgang fantasten Struensee og i næste dennes stærke modstander, den reaktionære Ove Høegh-Guldberg, der drejede oplysningsprojektet i national retning.