En overgangstid

Perioden 1770-1800 er del af en kompleks og modsigelsesfyldt overgangstid. Den har af samme grund i tidens løb fået mange betegnelser, blandt de mest standhaftige præ- eller førromantik, der i sig selv udtrykker præget af overgangstid. Udtrykket er imidlertid uheldigt ved ensidigt at anlægge 1800-tallets synsvinkel og ved at udelukke betydningsfulde forfattere fra perioden. Andre betegnelser har hver deres europæiske rod. Det gælder sentimentalisme, inspireret af engelsk litteratur, germansk eller nordisk renæssance, inspireret af tysk litteratur, og endelig senklassicisme, inspireret af fransk litteratur. I det følgende vil en helt femte betegnelse, der efterhånden også har en solid tradition bag sig, individualismens tid, blive foretrukket. Det er nemlig frem for alt individualismen, der samler de forskellige tendenser i europæisk og dansk litteratur i perioden.

Når perioden traditionelt er blevet betragtet som en forberedelse til romantikken, som præromantik, er årsagen i høj grad et snævert litterært perspektiv, som ikke var periodens eget, men blev skabt i romantikken. Det er således romantikken, vi skylder billedet af oplysningstiden som en ret indskrænket og kedsommelig periode, præget af fornuftsæstetik, fornuftsmoral og en forenklet psykologi, kort sagt som en tidsalder uden sans for kunstens frihed, naturens og geniets storhed, religionens mysterier, moralens imperativer og menneskesjælens dybder. Man gjorde dog en undtagelse, når det gjaldt Ewald med det varme hjerte og den visionære indbildningskraft, og han kom derfor til at repræsentere bruddet, præromantikken, der med tiden også kom til at omfatte Baggesen og enkelte andre.

Årsagen til det samlede, lidet attraktive billede er ikke kun, at en senere periode har det med at fortegne den forrige for at kunne fremhæve sin egen egenart, men også den førnævnte snævert litterære synsvinkel. Man overså derved, at Ewald og Baggesen i høj grad var forbundet med de øvrige bestræbelser i 1700-tallet, og at deres præromantiske træk måske nok så meget var bestemt af strømninger inden for oplysningen.

Det er her, begrebet individualisme – og dermed et idéhistorisk perspektiv – bliver betydningsfuldt. Anlægger man et sådant, træder nemlig et ganske andet billede frem. Det bliver da indlysende, at sidste halvdel af 1700-tallet betegner det store gennembrud i den europæiske udvikling, det modernes fødselstime, den tidsalder, hvor moderne ideer om civilisation, menneskerettigheder, tolerance, humanitet og individets frihed udbredes, hvor et religiøst verdensbillede erstattes af et verdsligt, og hvor et stadigt stærkere pres på enevælde og politisk ufrihed sætter ind – en udvikling, der kulminerer med Den Franske Revolution. Samtidig kan et idehistorisk perspektiv bidrage til at vise, at rationalisme og oplysning ikke er det samme. En del af miseren ved det litterære billede er netop identifikationen af de to størrelser. Men oplysning udelukker ikke personlige religiøse holdninger, følelsesdyrkelse eller en dyb skepsis over for fornuftstroen, alt det, der normalt forbindes med præromantik.

I dag er det det idéhistoriske billede, billedet af den komplekse eller 'brogede' oplysning, der dominerer, og det har ikke blot medført en stigende interesse for 1700-tallet, men også et ændret syn på tidens danske litteratur. Især siden 1980'erne har fornyet forskning i oplysningstiden påvist 'moderne' træk hos de hjemlige forfattere fra Holberg til Ewald og Baggesen, en forskning, der tillige har inddraget religiøse bevægelser, ikke mindst pietismen, som en del af oplysningsprojektet.

Begrebet individualisme kan dække forskellige holdninger og synspunkter, men de bygger alle på samme grundlag: at menneskets væsen ikke er udtømt med dets samfundsmæssige rolle, men netop beror på dets frihed og selvstændighed. I en kunstnerisk og litterær sammenhæng betegner det en tilsvarende frihed og selvstændighed i forhold til givne poetikker og regelsystemer. Men individualismen opstår naturligvis ikke af den blå luft. Dens forudsætninger knytter sig især til den moderne naturretstænkning.