Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Trykkefrihed - P.F. Suhm

Oprindelig forfatter KnMi

I tiden frem til Guldberg-styrets fald i 1784 er det kun undtagelsesvis, at digterne direkte blander sig i politik eller den offentlige debat. Det er derfor heller ikke dem, der fylder de 45 bind, som trykkefrihedslitteraturen fra Struensee-perioden omfatter, men hundredvis af flyveskrifter og pamfletter fra mere eller mindre velmeriterede borgere foruden ren smudslitteratur. I det oprindelige reskript af 14. september 1770 tillades „en uindskrænket Frihed for Bogtrykkerierne“, total frihed for den forhåndscensur, ethvert skrift indtil da var blevet underkastet, og borgerne opfordres til uden frygt for indgreb at skrive, hvad deres samvittighed og overbevisning tilsiger dem, herunder at angribe embedsmisbrug og afsløre fordomme. I begyndelsen sker der ikke så meget, men da man først er kommet sig af forbløffelsen over, hvad der officielt fremtræder som kongens gestus, går der hul på bylden i en strøm af indlæg, der især retter sig mod de aristokratiske ministres fejlgreb, tyskeriet og hoffets vellevned.

I takt med, at man bliver bekendt med forholdet mellem Struensee og dronningen, og problemerne med at gennemføre reformplanerne tårner sig op, dukker dog også mere nærgående og personlige angreb op. I det oprindelige reskript havde Struensee ikke taget anonyme angreb i ed, og det indskærpes derfor i et nyt af 7. oktober 1771, at „alle Injurier, Pasqviller [smædeskrifter] og oprøriske Skrivter“ fortsat kan retsforfølges, og at alle skrifter derfor skal forsynes med bogtrykkerens eller forfatterens navn. Det lagde en dæmper på skrivelysten, indtil den atter blomstrer op efter Struensees fald, hvor skadefryden får frit løb.

 Efter henrettelsen af J.F. Struensee og hans nærmeste medarbejder Enevold Brandt blev de parterede lig lagt på hjul og stejle. Med den hurtigt gennemførte proces og henrettelsen på Østre Fælled statuerede de nye magthavere et eksempel til skræk og advarsel for Struensees eventuelt ligesindede. Samtidigt stik.

Efter henrettelsen af J.F. Struensee og hans nærmeste medarbejder Enevold Brandt blev de parterede lig lagt på hjul og stejle. Med den hurtigt gennemførte proces og henrettelsen på Østre Fælled statuerede de nye magthavere et eksempel til skræk og advarsel for Struensees eventuelt ligesindede. Samtidigt stik.

Selv om den københavnske befolkning som helhed bifaldt de hårde domme, var Caroline Mathildes ydmygende landsforvisning til et kloster i den nordtyske by Celle og den brutale henrettelse af Struensee og dennes medvider, Enevold Brandt, hos mange med til at vende stemningen. I den genopblussede debat blev også det nye styre skydeskive, og det varede derfor ikke længe, før trykkefriheden atter blev begrænset. Det skete i form af et reskript af 20. oktober 1773, hvor det forbydes aviser og ugeblade at „indføre noget, som enten angaaer Staten og Regieringen, almindelige Foranstaltninger, eller andre Strids-Skrifter, især hvor Personer derved angribes, ei heller Byerygter, eller andre opdigtede Fortællinger, som indeholde meget fornærmeligt, eller uanstændigt“. Censuren blev ikke genindført, men til gengæld var der ret snævre rammer for debatten, som man dog var klog nok til ikke helt at lukke af for. Fraværet af censur holdt sig frem til periodens slutning.

Annonce

Samlet viste det sig altså vanskeligt igen at få lukket det hul, Struensee havde åbnet for. Og uanset kvaliteten af trykkefrihedsskrifterne var der hermed skabt rum for en offentlig mening, der rakte langt ud over den akademiske tidsskriftlitteratur, man hidtil havde kendt. Borgerne var selv ved at blive deltagere i diskussionen om samfundets indretning, og det var svært at hindre dem i det, selv om man gjorde, hvad man kunne.

En af dem, der varmest havde hyldet indførelsen af „Skrivefriheden“ i 1770, var den ovenfor nævnte historiker og digter Peter Frederik Suhm (1728-98), forfatteren af Euphron og en af periodens største personligheder. Dagen efter kuppet mod Struensee udsendte han et åbent brev Til Kongen, der nok i stærke vendinger fordømte Struensee, som Suhm ikke havde mindste sympati for, men samtidig myndigt og meget direkte indskærpede kongen hans ansvar: „En forfærdelig Magt, Enevolds-Magt! Jo større Magt, jo større Pligter. Sæt selv Skranker for denne Magt, ved at erkjende Gud over Dig, ved at tilsee Dit Folks Beste, ved at udvælge værdige Mænd (…), ved ej at dømme og afsætte Nogen uden efter Lovene, ved at ophøie mest Dine egne Undersaatter“.

Med kongens egne undersåtter menes danskerne, og var Suhm – skønt selv af adelig afstamning – besjælet af de borgerlige ideer om frihed og lighed, var han det i lige så høj grad af det nationale. Derfor fortsætter brevet: „Lad os igjen i Dine Befalinger høre vort eget kjære Sprog“ – Struensees kabinetsordrer var affattet på tysk – „Du er jo Dansk, og jeg veed at Du kan Dansk.“

 Historikeren og forfatteren P.F. Suhm. Suhm sidder i slåbrok ved arbejdsbordet i åbentstående kravetøj og uden paryk. En arbejdende intellektuel fanget under sit virke. Maleri udført 1798 af Jens Juel.

Historikeren og forfatteren P.F. Suhm. Suhm sidder i slåbrok ved arbejdsbordet i åbentstående kravetøj og uden paryk. En arbejdende intellektuel fanget under sit virke. Maleri udført 1798 af Jens Juel.

Brevet vakte international opsigt, og opildnet af situationen afleverede Suhm samtidig et „Udkast til en ny Regjeringsform“ til Guldberg, som han ikke blot delte sin danskhed med, men også havde et venskabeligt forhold til. Med inspiration fra den engelske forfatning foreslår Suhm her en styreform med kongen og et bredt sammensat parlament som de afgørende magtfaktorer, begge med vetoret over for regeringen (statsrådet), altså et slags indskrænket monarkisk styre. Udkastet blev naturligvis prompte afvist af Guldberg – „vant til Slaveri“, som Suhm bittert skriver i sin dagbog.

I litterær sammenhæng er Suhm først og fremmest kendt for sine nordiske fortællinger. Det var i den tyske kreds i København og hos schweizeren Paul-Henri Mallet, at interessen for den nordiske fortid først var kommet til udtryk, men Suhm var allerede i 1760'erne i færd med at samle materiale til en skildring heraf. I 1770 udsendte han et bind om de nordiske folks ældste oprindelse og året efter et om Odin, som skulle blive en bibel for Oehlenschläger og Grundtvig. De to bind var kun en spæd begyndelse på et kæmpeværk om Danmarks historie, som han arbejdede på resten af sit liv, og hvoraf de sidste bind først udkom længe efter hans død. Han var stærkt knyttet til Norge, hvor han havde boet i 14 år, og kærligheden til Norge og den frie norske bonde, odelsbonden, var en vigtig del af baggrunden for hans politiske engagement, som den var det for hans engagement i den nordiske oldtid. I hans digtning, som består af idyller og fortællinger, søgte han tilbage til den fællesnordiske tid, hvor danske og nordmænd var skud på samme stamme.

Suhm er ligesom Ewald en hovedskikkelse i den såkaldte nordiske renæssance, men lige så radikal han kan virke politisk set, lige så antikverede fremstår hans fortællinger, der alle er bygget på Saxo. Han forbliver her så at sige det sted, som Ewald forlader efter Rolf Krage, nemlig i et univers af entydigt dydige og selvopofrende helte og heltinder. Til de vigtigste af fortællingerne hører Sigrid eller Kierlighed Tapperheds Belønning (1772) og Signe og Habor eller Kierlighed stærkere end Døden (1777), altså historien om Hagbard og Signe. Begge blev udgivet af Det Smagende Selskab.

Fortællingernes primære sigte ligger i det nationale og moralske, fremhævelsen af danskes og nordmænds dyder. I overensstemmelse hermed bruges Saxo til at pege på den heroiske fortids fribårne mænd og kvinder. Det med tiden stadig hyppigere valg af tragiske motiver peger samtidig på Suhms skuffelse over den manglende genklang for hans ideer i den politiske verden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Michelsen: Trykkefrihed - P.F. Suhm i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476592