Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det politiske opbrud

Oprindelig forfatter KnMi

Det opbrud, Ewalds digtning betegner, modsvares af et tilsvarende opbrud i den politiske virkelighed, den blev til i. I hvert fald er det få perioder i Danmarkshistorien, der byder på mere omvæltende begivenheder end 1770'erne. I det lille format gennemspilles begivenheder, som siden omfattede hele Europa: revolutionen i Frankrig og den nationale vækkelse, udløst af Napoleonskrigene. Ligesom revolutionen blev foregrebet i Struensees korte regeringstid, blev den nationale vækkelse foregrebet med det efterfølgende Guldberg-styre. Danmark kan virkelig siges at være på forkant her. Som den første enevældige stat afskaffer Danmark censuren og indfører fuld trykkefrihed, og som den første stat overhovedet indfører Danmark indfødsret og statsborgerskab. I samme tiår formuleres tillige det, der er blevet kaldt verdens første menneskerettighedserklæring. Det sker i den fremtrædende historiker og digter P.F. Suhms statsroman Euphron (1774), der blandt sine 42 regeringsregler ikke blot hævder de borgerlige frihedsrettigheder, herunder religionsfrihed, men også fuld lighed mellem stænderne.

De to hovedpersoner, Johann Friedrich Struensee og Ove Høegh-Guldberg, har begge en borgerlig baggrund og repræsenterer da også begge det opstigende borgerskab og dets ideer, Struensee ideerne om frihed og lighed, Guldberg ideen om det nationale. Fælles for dem er endvidere, at de begge søger at sætte det aristokratisk dominerede statsråd ud af spillet og blive kongens nærmeste rådgiver. Den afgørende forskel er, at de i denne magtposition samtidig står som repræsentanter for en velkendt konflikt indenfor det borgerlige politiske spektrum. Struensee kan ses som kosmopolitten og individualisten, der med sine reformer vil omskabe staten i sin utopis billede, Høegh-Guldberg som traditionalisten, der vil fastholde en tabt orden ved at etablere en ny på nationale præmisser: Gud, konge og fædreland.

 J.W. Haffner Aftenselskab (i kongens galleri, appartementsalen) 1781. I baggrunden er den kongelige familie samlet omkring spillebordet. Forrest bukker en gehejmeråd for kronprins Frederik, til venstre står den ordensprydede Ove Høegh-Guldberg, der endnu et par år kan glæde sig over sin næsten uindskrænkede magt, inden han i 1784 fældes af A.P. Bernstorff og kronprinsen.

J.W. Haffner Aftenselskab (i kongens galleri, appartementsalen) 1781. I baggrunden er den kongelige familie samlet omkring spillebordet. Forrest bukker en gehejmeråd for kronprins Frederik, til venstre står den ordensprydede Ove Høegh-Guldberg, der endnu et par år kan glæde sig over sin næsten uindskrænkede magt, inden han i 1784 fældes af A.P. Bernstorff og kronprinsen.

Begge er de imidlertid også bundet af at operere på grundlag af en enevældig styreform, og deraf følger de dybe modsigelser, der kommer til at præge begge projekter. Struensee vil indføre friheden og ligheden ad diktatorisk vej, Guldberg vil intet vide af den frihed og lighed, som hans ideer om det nationale indebærer. I sidste ende bringes de derfor begge til fald.

Annonce

De helt særlige forhold, som gjorde sig gældende i Danmark i Struensee- og Guldberg-perioden, skyldtes naturligvis i vidt omfang, at Danmark blev regeret af en sindssyg konge, men hertil kommer, at borgerskabet nu udgjorde en så vigtig opinion, at man så vidt muligt søgte at imødekomme dets ønsker. Her blev forholdet mellem dansk og tysk af afgørende betydning.

Der er almindelig enighed om, at nationalfølelsen udvikles meget tidligt i Danmark, tidligere end i det øvrige Europa. Baggrunden herfor er det danske sprogs svage stilling i helstaten. Selv om Danmark var helstatens basis og magtcentrum, og den enevældige konge havde slesvig-holstenere, nordmænd og islændinge som sine undersåtter, var sproget i administrationen, ved hoffet og i hæren tysk. Utilfredsheden hermed havde allerede vist sig i 1740'erne og blev voldsomt forstærket under Struensees regimente. Der er derfor god logik i, at den, der afløste ham i magtens gemakker, havde danskhed og det danske sprog som sin hjertesag.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Michelsen: Det politiske opbrud i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476591