Wessel havde en bror, der var en kendt matematiker. At han også selv havde en rem af huden, viser versfortællingerne, der alle har karakter af en slags nulsumsspil. Nået til vejs ende med en fortælling er facit nul. Nok kan der være sket betydelige omposteringer undervejs, men balancen i numerisk eller økonomisk forstand er genoprettet. Pointen ved Wessels særlige form for bogholderi er imidlertid, at denne balance hver gang er af komisk, parodisk eller absurd art. I Smeden og Bageren har vi arketypen på en sådan fortælling. Den vrede smed har slået sin fjende ihjel. Man liv for liv bør bøde, og eftersom byen kun har én smed, men to bagere, dømmer den velvise dommer den ene bager til døden. Lovens bogstav er opfyldt, balancen genoprettet, men på absurde vilkår.

Tager vi fortællingerne én for én, vil vi hver gang se den samme logik i funktion. For at tage en af de mindre kendte, Toujours Perdrix, så hører vi her om en baron, der efter mange suk bliver gift med en underskøn blondine. Det hindrer ham dog ikke i at efterstræbe hendes terne, som efter gode ord og især betaling til sidst giver efter for hans bønner om et kys. Baronen er henrykt: „„Ah, Lise,“ sagde han (thi Pigen hedte saa) / „Meer end min Frues Mund, Din sød at kysse paa, / Jeg finder““. Det overrasker imidlertid ikke pigen, der ord til andet har hørt den samme replik fra tjeneren Peer. Den ægteskabelige balance er genoprettet!

I samme fortælling hedder det om baronens frieri, at han ikke blot fik blondinens hånd, men hjertet med, hvortil fortællerjeget føjer: „som hænder ikke gierne / Hos os moderne“. Som det fremgår, kan hjertet da også ligge på et lille sted. På samme måde er det en moderne bevidsthed, der overalt gør sig gældende i fortællingerne.

Fortællingerne blev trykt i det blad, Wessel udsendte 1784-85, Votre Serviteur, Otiosis (Deres tjener, for lediggængere). De bedste er imidlertid skrevet længe før, bl.a. Smeden og Bageren og Gaffelen, som begge rummer samtlige de træk, der karakteriserer dem alle, den slentrende, uforpligtende fortællestil, det selvkommenterende, jegfortællerens digressioner, det påtaget belærende. Gaffelens første fire linjer lyder: „Jeg synger om, dog nei; jeg ligefrem fortæller, / Saa ganske ligefrem gaaer jeg just ikke heller, / Et Svinke-Ærinde jeg giver mig iblandt, / Og er det ikke smukt, saa er det ganske sandt“. Er vi ikke blevet klogere på historien af det, er vi dog blevet klogere på Wessels stil. Linjerne ikke blot ligner, men er en programerklæring, der indbefatter samtlige førnævnte træk og underhånden tillige, at det slet ikke kommer an på historien, men måden, den serveres på. Meget klogere bliver vi da heller ikke af fortsættelsen:

Engang, men det er skeet for længe længe siden,Og var jeg den Gang til, saa var jeg ganske liden,Engang Mercurius og Jupiter faldt paa,For en Forandrings Skyld og Tanker at forslaae,At foretage sig en Lysttour ned til Jorden,Hvor Majestæterne fandt alting saa i Orden,At Jupiter tilsidst brød ud i disse Ord:„Hr. Pope har sagt sandt: det er den bedste Jord.“Han sagde vistnok meer, men til den største SkadeFor Læseren, for mig, for Jordens Overflade,Er denne liden Stump deraf kun bleven giemt,Og det fornemeste [vigtigste] var maaskee, hvad man har glemt.

Det er så Wessels måde at håndtere teodicéproblemet på. Om det var Pope eller Jupiter, der sagde mere, lader han stå hen, for kan det ikke være temmelig ligegyldigt, når enhver alligevel ved, at samme erklæring nok ikke helt står til troende? Den gamle orden var kun tilsyneladende, og det er netop dette forhold, fortællingerne demonstrerer med deres metapoetiske spil med klassicismens former og moraler. Deraf også historiernes karakter af groteske nulsumsspil. På overfladen balance, orden, i grunden det glade vanvid, almindelig grådighed og naragtighed.

Endnu stærkere i erindringen om Wessel står dog nok de helt korte epigrammer og andre rimerier. Ved hans død skrev Jens Baggesen følgende smukke epigram: „Graad smelted hen i Smil, naar Wessels Lune bød, / Og Glædens Smil forsvandt i Taarer ved hans Død“. Sammenlignet med Wessels egne af slagsen virker epigrammet imidlertid konventionelt og sentimentalt. Tag fx dette under skuespilleren Gert Londemanns portræt:

Man græder, thi han er ei meer.Man husker, hvad han var og leer.

Samme træfsikre, pointerede mesterskab finder man i et improviseret småvers som dette, der samtidig antyder Wessels nihilistiske livsfilosofi:

At Smørrebrød er ikke Mad,Og Kierlighed er ikke Had,Det er for Tiden hvad jeg veedOm Smørrebrød og Kierlighed.

Mange har søgt efter en dybere baggrund for Wessels særlige talent og fundet den i et melankolsk anlæg eller et rent hjertes møde med en bedragerisk verden. Frem for at kaste sig ud i mere eller mindre holdbare gisninger om ting, som det sparsomme biografiske materiale og han selv tier med, kan man imidlertid også nøjes med se hans liv og forfatterskab som et konsekvent udtryk for hans tidligt valgte udenforstående position, en position, som paradoksalt nok er muliggjort af etableringen af den litterære institution. Det er netop ved at leve inden for dennes rammer og på dens betingelser, at han i sin kunst kan hengive sig til legen med sproget for legens egen skyld. Der går herfra en lige linje til hans uborgerlige eksistensform og nihilistiske komik.

Når Wessel endelig bevægede sig uden for den litterære institution, var det mest hen på det nærmeste værtshus. Det eneste arbejde, han fik, var som oversætter af franske stykker til Det Kongelige Teater. Det søgte han så at leve af, senere suppleret af indtægterne fra hans ugeblad. Gift blev han også på et sent tidspunkt (1780), uden at det dog har sat sig andet end et par anekdotiske spor, som ikke tyder på nogen større ægteskabelig lykke. Drikkeriet har næppe virket ansporende. „Han syntes fød til Bagateller, / Og noget stort han blev ei heller“, lyder en af hans gravskrifter over sig selv. Og det er jo sandt, bortset fra at han netop i bagatellen blev den uovergåede mester.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Versfortællingernes nulsums-spil.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig