Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rokokokulturens finale - Claus Fasting

Oprindelig forfatter KnMi

Hovedparten af de forfattere, der dengang udgjorde kernen i Det Norske Selskab, er i dag glemt. Set i romantikkens spejl repræsenterer de en digtning, hvor kopiering og imitation af forbilleder var vigtigere end selvstændig skaben. Set med nutidens øjne giver de imidlertid indblik i en overgangstid, hvor de gamle mønstre lang fra har udspillet deres rolle, men samtidig er underlagt nye vilkår, der tømmer mønstrene for indhold. Hos Tullin var der endnu en kosmologisk, guddommelig orden, en skabningens kæde, men Det Norske Selskabs forfattere, der gerne motivisk og teknisk følger ham, deler typisk den nye tidsalders skepsis og er uden forankring i en metafysisk eller religiøs orden. Deres vægt på udvikling af sproget og smagen er et synspunkt, de deler med Sneedorff, men dette synspunkt er ikke på samme måde som hos ham indfældet i en samfundsmæssig vision. Og nok er Holberg deres beundrede forbillede, især hans satirer og komedier, men de befinder sig samtidig milevidt fra den moralsk-kritiske sammenhæng, hans forfatterskab voksede frem af.

Det Norske Selskab tilhører dermed primært rokokoens kultur. Om rokokoen og Norge skriver den norske historiker Carl Schnitler i 1909:

Rokokoen er allevegne en udpræget adelens og rigdommens kultur. Det 18. århundrede er rokokoens århundrede. Det er vidne til l'ancien régimes sidste sanseløse trækninger. Også hos os er det 18. århundredes kultur båret af en rig eksklusiv overklasse, af et handelspatriciat. Vor rokokokultur er en handelskultur. Den hviler på tømmer og fisk og skibe og er bundet til kysten. Den er mindre national, mere afhængig af udlandet end måske nogen anden norsk kulturperiode. – Men den kan også eje en forfinet og enerveret stemning. Også den følte stundom det gamle privilegerede samfunds begær efter at tømme glædens bæger til sidste dråbe, før alvoren satte ind.

 Titelblad til Det Norske Selskabs Poetiske Samlinger (1793). Mange digte cirkulerede i afskrifter uden at blive trykt.

Titelblad til Det Norske Selskabs Poetiske Samlinger (1793). Mange digte cirkulerede i afskrifter uden at blive trykt.

Signalementet giver en mulig forklaring på, at netop Det Norske Selskabs medlemmer kommer til at føle en særlig tiltrækning ved rokokoen i dens aristokratiske former, der er præget af elegance, lethed, ironi og et stænk af frivolitet. I hvert fald finder man alle disse elementer i Det Norske Selskabs skrifter, uden at medlemmerne dog i mere social forstand følte sig forbundet med aristokratiet. Modstanden mod det tyske sprogs fortrinsstilling var lige så fremherskende her som hos danskerne.

Annonce

Det var især de små genrer, man dyrkede, epigrammet, impromptuet, anekdoten, versfortællingen, ofte med et parodierende eller satirisk sigte. Det jeg, der optræder, er et upersonligt kommunikerende jeg, der formidler noget til andre, men ikke bekymrer sig om sig selv. Karakteristisk er Fastings svar på Ewalds „Da jeg var syg“ i moddigtet „Da jeg var frisk“ (1771), hvor han opfordrer den lidende digter til at overlade den slags følelser til sværmere og kvækere og i stedet se at få sig et godt måltid og gå i operaen: „Syng med Philet, og alle Gratier / Skal synge bort den Gift som raser i din Barm.“ I lighed med rokokoens komponister, der rask væk stjal musikalske motiver fra hinanden, oplevede man ikke imitation som et problem, men opfordrede til det. Ifølge Fasting bør sprogene på samme måde optage elementer fra hinanden: „Sprogenes Ret er den samme som Erobreres; de berige sig med fremmed Bytte; og det er altid Digteren, som aabner Veyen“.

 I 1788 rejste maleren Erik Pauelsen med støtte af kronprins Frederik (6.) til Norge og kom hjem med hen ved 100 akvareller og tegninger af tvillingerigets natur. Blandt dem skiller olieskitsen af Sarpfossen sig markant ud som en studie i den vilde, sublime natur. Hermed sluttede Pauelsen sig til dyrkelsen af den sublime natur, som optog europæiske malere og en række af Det Norske Selskabs medlemmer i 1700-tallets sidste årtier.

I 1788 rejste maleren Erik Pauelsen med støtte af kronprins Frederik (6.) til Norge og kom hjem med hen ved 100 akvareller og tegninger af tvillingerigets natur. Blandt dem skiller olieskitsen af Sarpfossen sig markant ud som en studie i den vilde, sublime natur. Hermed sluttede Pauelsen sig til dyrkelsen af den sublime natur, som optog europæiske malere og en række af Det Norske Selskabs medlemmer i 1700-tallets sidste årtier.

Livssynet er optimistisk, båret af en glæde over at kunne se frem til et godt embede og over at kunne tage for sig af de retter, tilværelsen tilbyder, herunder „en lækker smule Kiød“, som det uærbødigt hedder om hunkønnet i Det Norske Selskabs Vers-Protocol (udg. 1937). Om ægteskabet har Selskabet derfor heller ikke høje tanker. Her gør Johan Vibe sig sine: „Lyksalig (…) den blandt alle dødelige, / Som nyder Elskovs Lyst og leer ad Ægtestand, / Som uden Ægtestand tør sove hos sin Pige, / Og drikke, naar han vil, og elske, naar han kan“.

Både hos Fasting og andre af Selskabets medlemmer hørtes dog også andre toner, men deres forsøg i den mere følsomme eller alvorlige stil falder ret så ubehjælpsomme og modsigelsesfulde ud. Det gælder bl.a. de 'naturmalende' digte, som fremkaldtes af en prisopgave fra Det Smagende Selskab. Claus Frimann og Thomas Rosing de Stockfleth påtager sig her i store aleksandrinerdigte at skildre 'skræksomme' motiver, henholdsvis fjeldet Hornelen og vandfaldet Sarpen i Norge, men i begge tilfælde er de ude af stand til at give en sublim naturoplevelse andet end helt konventionelle udtryk. Til gengæld glæder de sig over civilisationens evne til at skabe tryghed og udnytte naturens ressourcer. Naturens underkuelse er for dem helt i naturens orden. Hos Frimann udkastes til sidst et fremtidsperspektiv, hvor Hornelen nærmest forvandles til et smørhul: „Qvæg svømme giennem Græs i nedre fede Dal!“

 Johan Herman Wessel. Kobberstik af Marie Jeanne Clemens efter en nu ukendt tegning af Jens Juel fra 1784. Stikket med Baggesens mindevers sidder over for titelbladet i første bind af Wessels Samtlige Skrivter (1787).

Johan Herman Wessel. Kobberstik af Marie Jeanne Clemens efter en nu ukendt tegning af Jens Juel fra 1784. Stikket med Baggesens mindevers sidder over for titelbladet i første bind af Wessels Samtlige Skrivter (1787).

Hvor Det Norske Selskab har sin styrke, er i de mange muntre indslag i versprotokollen. Det er på mange måder hofkulturens og rokokoens sans for ceremoniel og ritualiseret tidsfordriv, for det graciøse og kunstlede, der her gentager sig i den litterære verden. Som hoffet har sine menuetter med faste trin, har litteraterne deres poetiske lege på opgivne rim. Samtidig er denne digtning imidlertid en slags dans på afgrunden, for selv om den for det meste er ren spøg og underholdning, rummer den også en anelse om at tilhøre en afsluttet epoke. I et fingeret brev lader Fasting en velhavende herre skrive: „Siig mig altsaa et Middel til at undgaae Kiedsommelighed, min Herre; Alting er evig det selvsamme. Jeg læser, tænker, kommer og gaaer, jeg legger mig, og staaer op, spiser, drikker og sover til samme Klokkeslet; Lykkelig, om jeg aldrig vaagnede meere“.

Det er som at høre Kierkegaards æstetiker, og holdningen hos flere af Selskabets medlemmer ligger da heller ikke fjernt derfra. Man bliver derved opmærksom på, at der også ligger et moment af noget villet i den programmatiske opposition til den Klopstock-Ewald'ske linje. Som Wessel siger det: „Hvem der har Uret eller Ret, / Jeg veed ei, vil ei vide det“. (kursiv indsat). Nogle af dem er da heller ikke i stand til at skjule deres beundring for Ewald, fx Fasting, Edvard Storm og Peter Harboe Frimann, bror til Claus. Den sidstes få digte, nogle af de bedste i Selskabets tre bind Poetiske Samlinger (1775, 1783 og 1793), gennemspiller et elegisk-romantisk register, der ellers er Selskabet fremmed, præget som de er af en uforløst længsel mod et tabt paradis som her i „Tanker ved en Flod“:


Hvor stille flød min Barndoms Dage
Ey bort i Tidens Ocean!
Hvo giver mig den Ro tilbage
Som da paa intet stødte an?
(…)

Ved hvert Minut jeg mig forvilder
Langt fra det Eden, hvor jeg gik;
Hvo stanser mig, hvo kan mig redde
Fra Hvirvlen, som mig er bereed?
(…)

Afstanden til Fastings fingerede brevskriver er enorm, men følelsen af fortabthed den samme.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Michelsen: Rokokokulturens finale - Claus Fasting i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 17. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476601