Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Parodien som absurd farce - Kierlighed uden Strømper

Oprindelig forfatter KnMi

Da Wessel debuterede med Kierlighed uden Strømper, var han totalt ukendt og allerede 30 år. Hans liv indtil da lader sig trække op i få, hurtige streger. Efter opvæksten nær Christiania i et landsogn, hvor faderen var præst, blev han i 1761 dimitteret fra Christiania Latinskole og kom til København for at aflægge sin studentereksamen. Han tog også datidens filosofikum, betingelsen for et universitetsstudium, men synes ikke at have påbegyndt noget studium. I stedet tilegnede han sig en omfattende viden om europæisk litteratur og gode sprogkundskaber, især i fransk og engelsk. Samtidig ernærede han sig ved privatundervisning. Udgivelsen af Kierlighed uden Strømper i september 1772 virkede derfor som en bombe og det i mere end én forstand.

På titelbladet stod „Et Sørge-Spil i fem Optog“, men ikke forfatterens navn, der først kom med i 3. udgave fra 1776. Udeladelsen af forfatternavn var ganske almindeligt i forbindelse med parodier, der var meget udbredte i Frankrig og England. Af og til blev de i reglen meget korte parodier spillet efter forlægget som såkaldte efterstykker. I 1730 skriver den franske tragedieforfatter La Motte:

Så snart en tragedie har gjort lykke, tænker straks en eller anden humoristisk forfatter på at parodiere den, og han sætter sig det ærefulde mål at sænke en handling, der lige har virket storslået og patetisk, så langt ned som vel muligt. Fremgangsmåden er ganske simpel. Den består i at bevare handlingen og gangen i skuespillet og blot forandre personernes stand. (…) Derefter tager man vers fra skuespillet og blander dem hist og her med komiske udtryk og latterlige omstændigheder, der bliver endnu latterligere ved at sættes i kontrast til det alvorlige og det rørende.

Denne karakteristik dækker fuldstændig Kierlighed uden Strømper, og Wessel betræder altså en velbanet vej – og alligevel ikke, for han afviger fra normen på mindst to afgørende punkter. For det første er stykket lige så langt som en normal tragedie. For det andet er det ikke en parodi på et bestemt stykke, men snarere på tragediegenren som sådan.

Annonce

Anledningen til en sådan parodi gav sig af sig selv. 1772 var året, hvor hele fem tragedier var blevet indleveret til Det Kongelige Teater, deriblandt to norske, Claus Fastings Hermione (skrevet 1771), som blev forkastet, og Nordahl Bruns Zarine, som blev antaget. Også teatrets direktør, Niels Krog Bredal, der i 1771 havde udskrevet konkurrencen om en „Original-Tragedie“, var nordmand og havde samme år været gennem bataljen efter Rosenstand-Goiskes nedgøring af hans syngestykke Tronfølgen i Sidon. Der er næppe tvivl om, at Wessel med stykket ville „erte“ sine landsmænd med en parodi på deres temmelig middelmådige bestræbelser i det tragiske fag. Der er påvist mindst tyve hentydninger til Zarine og et lignende antal til Hermione. Gennem de indlagte parodiske arier er der hib til Bredal.

 Scene fra Kierlighed uden Strømper med Grete, Johan von Ehrenpreis (hendes forlovede) og Mads (hendes ulykkelige elsker). Stik efter tegning af Erik Pauelsen i Wessels Samtlige Skrivter (1787).

Scene fra Kierlighed uden Strømper med Grete, Johan von Ehrenpreis (hendes forlovede) og Mads (hendes ulykkelige elsker). Stik efter tegning af Erik Pauelsen i Wessels Samtlige Skrivter (1787).

Det ældgamle og stadig tilbagevendende spørgsmål er så, om Kierlighed uden Strømper desuden er et angreb på den klassicistiske tragedie i almindelighed eller blot, i stil med de vanlige tragedieparodier, en indirekte kærlighedserklæring. Begge synspunkter har stadig fortalere, hvor de fleste dog hylder det sidste. For dem er det utænkeligt, at Wessel, der beundrede den klassicistiske tragedie, skulle have haft til hensigt at gøre den til grin. De støtter sig bl.a. til, at ingen i samtiden opfattede stykket på den måde. Dette synspunkt er imidlertid fuldt foreneligt med, at parodien er rettet mod en genre og spillestil, der af historiske grunde var i opløsning, og samtidig et drilleri mod hans tragedie-begejstrede landsmænd.

Vigtigere end Wessels mere eller mindre begrænsede hensigter er dog stykket selv. Som det fremgår af dets levedygtighed gennem i hvert fald 200 år, rækker dets betydning(er) langt ud over dem. Var det en bombe under tragedien som genre, var det det ikke mindre under den borgerlige selvforståelse, patriotismen. Ingen interesserer sig for det almene vel i dette stykke, men alle er optaget af sig selv og deres materielle interesser. Dermed undermineres samtidig den moralske intention bag den holbergske og for så vidt også den biehlske komedie. Mens der i disse komedieformer altid optræder en person, der repræsenterer den moralske instans, er denne totalt fraværende i Kierlighed uden Strømper. Snarest er stykket en absurd farce, hvis fem personer er fanget i et mekanisk system af regler.

Personlisten fortæller os, hvem de er: Johan von Ehrenpreis, en skræddersvend, hans forlovede, Grete, Mette (hendes fortrolige), Mads (Gretes ulykkelige elsker), og Jesper (hans fortrolige), alle sammen ganske jævne mennesker, som de kunne forefindes i datidens København. Dette er stykkets første niveau. Ikke desto mindre finder vi dem alle døde ved stykkets slutning, alle ofre for egen hånd. Ingen af dem spiller nemlig sig selv, men en tragediefigur. Dette er stykkets andet niveau. At de spiller en rolle, er de imidlertid udmærket klar over. Hvis de ikke fuldt ud opfylder rollens fordringer, bliver de gjort opmærksom på det af en af de andre og forsøger så igen efter bedste evne. Dette er stykkets tredje niveau. Hvorfor de gør det, ved de til gengæld ikke, hvilket peger på det fjerde niveau, forfatteren, der i udadlelige aleksandrinere lader spillet mellem de forskellige niveauer udfolde sig så burlesk som muligt.

Man kunne nu tro, at det første niveau var et 'virkeligt' niveau, men hvornår har man hørt om en skræddersvend, der hedder Johan von Ehrenpreis, hvis det ikke var for en teaterskrædder ved navn Johan Nordahl Brun, der havde modtaget en ærespris for Zarine, eller om en pige, der „aldrig bliver gift, hvis det i dag ei skeer“, hvis det ikke var for et stykke, som – sammen med de øvrige klassicistiske krav – skulle respektere kravet om tidens enhed? Også personerne på dette niveau er roller, tydeligt markeret af den epilog, der blev tilføjet i stykkets anden udgave. Her dukker Merkur op og gør alle personerne levende igen, hvorefter de optræder som de skuespillere, de jo i grunden hele tiden har været. Først her er et virkeligt niveau, men altså teatrets, spillets virkelighed, der i selve stykket lader aktuelt og alment blandes i en blændende vittig cocktail, hvor snart borgerlige, snart aristokratiske, snart komediens, snart tragediens, snart syngestykkets, snart operaens konventioner ryger i luften under publikums latter. Jo galere, jo bedre, som epilogens refræn lyder, et refræn, som til sidst overlades publikum af den skuespiller, der spiller Jesper:

Om de, som ei vort Spøg bifalde,
Os Daare-Kiste gale kalde,
Og Author [forfatteren] gal for alle fem,
Tilskuer, tør vi vel formode,
Du legge vil et Ord tilgode
For alle sex og svare dem:
jo galere etc.

Samme Jesper, der ved en opførelse skal være spillet af Wessel selv, er i øvrigt den, der er tættest på realiteterne og dermed på at indse absurditeten i foretagendet. Da de andre har stukket sig, er hans afgangsreplik: „Hvi skulle Mette døe? Jeg ei Aarsagen veed; / Men naar de alle døe, saa maa jeg og af sted“.

Selve handlingen er den bekendte, at Johan og Grete skal giftes her og nu, men Johan har ingen strømper og må stjæle dem i rivalen Mads' kiste. Tyveriet bliver opdaget af Jesper, og fanden er løs. Dyd og elskov er i håbløs konflikt, og de må alle dø, hvilket nærmest sker i distraktion under indtagelse af et forsvarligt fad ærter. Længere er den ikke, men undervejs formår Wessel at levere på én gang indforstået akademisk underholdning og umiddelbar folkelig komik af højeste karat.

Med denne dundersucces havde Wessel allerede kulmineret, og hans senere anstrengte forsøg i komediegenren, Lykken bedre end Forstanden (1776) og Anno7603 (udg. 1786), når det ikke til strømpeskafterne. Med sin altomfattende parodi havde han ikke bare trukket tæppet væk under den klassicistiske tragedie, men også under sine egne muligheder som dramatiker. Det var andre veje, han måtte gå, og han fandt dem primært i versfortællingen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Michelsen: Parodien som absurd farce - Kierlighed uden Strømper i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 14. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476603