Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Individualisme og nihilisme - Johan Herman Wessel

Oprindelig forfatter KnMi

Når Det Norske Selskab fik så stor betydning i samtiden, skyldes det én og kun én person, Johan Herman Wessel (1742-85). Det var ham, der drejede dets virksomhed bort fra det patriotiske, og det var ham, der var sjælen og det inspirerende midtpunkt i foretagendet. Han er blevet set som Ewalds antagonist, men også som allieret med ham – sådan så Oehlenschläger ham – og begge dele er rigtigt. Det, der adskiller dem, er Wessels nihilisme, hans konsekvens af den sene oplysnings radikale skepsis. Det, der sammenføjer dem, er den tilgrundliggende individualisme. Som Ewald står Wessel med sin konsekvent uborgerlige, bohemeagtige livsførelse uden for det samfund, han lever i. Wessel skulle ingenting, „gad“ ikke – i modsætning til andre medlemmer af Det Norske Selskab, der også havde travlt med at passe deres karriere. Det er fra denne både ugidelige og frisatte position, at hans lille forfatterskab henter sin betydning og komiske vitalitet.

I modsætning til Ewalds er Wessels individualisme ikke knyttet til et jeg, der føler eller udtrykker sig selv, men det betyder ikke, at jeget ikke er grundlag for hans digtning. Det knytter sig blot til en udenforstående position. Set herfra forvandler alt det givne sig til en absurd verden, en verden af spil, hvor jeget repræsenteres af bevidstheden om disse spil. Alle deltager i dem, også han selv, men han kan samtidig trække tæppet væk under dem og derved afsløre deres sande karakter. Bag dem er der ingenting eller noget uhyre trivielt, i hvert fald ikke noget, der repræsenterer et værdigrundlag. Værdierne tilhører spillene, ikke virkeligheden, der er flad som en pandekage. Heraf hans nihilisme, men en venlig nihilisme, drilagtig og vittig, aldrig bitter eller sarkastisk. Trods sin rene negativitet har han derfor været elsket og citeret som kun få andre.

Det er imidlertid vigtigt at huske, at Ewald ikke var ubekendt med den udenforstående position, Wessel indtager. Han bruger den fx i De Fremmede, hvis numre frem til „Frankhuysens Historie“ med deres absurde humor og kinesiske æskesystem af fortællere i mange henseender kan sammenlignes med det spil for spillets egen skyld, som Wessel udfolder. Den opposition, der var til Ewald, byggede på de udgivne værker og digte, men kunne af gode grunde ikke inddrage de utrykte ting, som ville have givet et mere nuanceret og lystigt billede af, hvad der foregik i den 'serafiske' digters værksted.

Annonce

Den samme alsidighed er fraværende i Wessels digtning, hvis klare begrænsning er dens bundethed til klassicismens og rokokoens genrer og til franske forbilleder. Ud over den berømte parodi omfatter forfatterskabet kun to mislykkede komedier, en række muntre og lunerige versfortællinger, epigrammer og småvers samt nogle få 'alvorlige' digte, fremkaldt af Det Norske Selskabs prisopgaver, bl.a. det store digt Søvnen (udg. 1775), der rummer en uventet religiøs tematik. Som når det gælder andre digte om nøjsomhed og den sande lyksalighed, er der dog her mere tale om en indrømmelse til de konventionelle rammer, tidens prisopgaver satte for den digteriske udfoldelse, end et dybere personligt anliggende.

Så lidt som Det Norske Selskabs andre forfattere havde Wessel sans for den nye romanlitteratur, hvor måske ellers en Laurence Sternes ironiske spil kunne have bidraget til en større frodighed. Som underlagt en slags gentagelsestvang varierer han igen og igen de samme motiver og litterære mønstre. Der har derfor også lydt anklager mod ham for en stigende tendens til at stivne i grimasse. Men begrænsningen er også hans styrke, for netop gennem denne stærkt regelbundne digtning kan han udfolde sit komiske geni og gennemføre sit i sidste instans underminerende projekt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Michelsen: Individualisme og nihilisme - Johan Herman Wessel i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476602