Frem til 1814 var Norge del af det danske rige, dobbeltmonarkiet som det også kaldtes. Man havde fælles konge, fælles administration og fælles skriftsprog. I Norge kalder man i forlængelse heraf 1700-talslittera-tur skrevet af nordmænd for fælleslitteraturen, mens den i dansk litterær tradition med rette eller urette henregnes til dansk litteratur, fordi den er skrevet på dansk og altovervejende i et dansk miljø.

Som det gjaldt for Holberg og Tullin, gik nordmænds vej til højere embeder over København. Der var i 1770 fortsat ikke noget universitet i Christiania, i datiden en lille by på ca. 8000 indbyggere, og det betød, at København årligt modtog et større kontingent af cremen af Norges ungdom, der prægede kvarteret omkring universitetet. Nordmændene nød en ikke ringe popularitet. Det fortælles fx, at det en overgang i 1770'erne ligefrem var på mode i København at fornorske sin udtale. Nogle blev boende i årevis eller resten af deres liv, andre vendte tilbage for at beklæde embeder som præster eller dommere i Norge.

Efter 1770 fik dette miljø gennem Det Norske Selskab en særlig fremtrædende plads i Københavns litterære liv. Selskabet blev stiftet i 1772 og var ikke blot det første, men i mange år det største og langt det mest produktive af de litterære selskaber. Anledningen var opførelsen af Johan Nordahl Bruns Zarine (1772), der skabte en stærk selvbevidsthed i det norske miljø, yderligere forstærket af Wessels Kierlighed uden Strømper, hvis succesrige opførelse på Det Kongelige Teater året efter for alvor slog den norske førerstilling i byens litterære liv fast. Det stiftende møde fandt sted hos vinhandler Juel i Læderstræde, og i 1774 etablerede selskabet sig med egne lokaler i Sværtegade bag Kongens Nytorv. I sin storhedstid, som omfatter perioden mellem 1772 og 1784, talte det ca. 250 medlemmer, heraf også danskere, bl.a. Charlotta Dorothea Biehl. Til de vigtigste navne ud over Wessel hører Niels Krog Bredal, Johan Nordahl Brun, Claus Fasting, brødrene Claus og Peter Harboe Frimann, Thomas Rosing de Stockfleth og Johan Vibe.

I Selskabet forenedes forskellige interesser, rent litterære, men i tidens ånd også mere patriotiske. Som talerør for de sidste optrådte især Nordahl Brun. I 1772, året for opførelsen af „Original-Tragedien“ Zarine, skrev han også Norges første nationalsang, „For Norge, Kiæmpers Fødeland“, og tragedien Einer Tambeskielver, der blev nægtet opførelse på grund af sin angiveligt blindt nationalistiske tendens. En sådan kan dog være svær at få øje på, for selv om stykkets kong Harald Haarderaade sætter en ære i at bekrige danskerne, sættes han samtidig på plads af Einer Tambeskielver, der er træt af krig og helt i oplysningens ånd drømmer om en fremtid, hvor folket kan leve i fred og frihed. Det, der virkede provokerende i Danmark, var da også snarere personernes stadige påkaldelse af det stolte, frie Norge, men stykket anfægter på intet tidspunkt direkte eller indirekte enevoldsmagten – så lidt som Nordahl Brun selv gjorde det. Hans letfængelige frihedsbegejstring var mere retorisk end revolutionær.

Ligesom Zarine kan Einer Tambeskielver ses som et habilt epigonarbejde i traditionen fra Voltaire. „Originaltragedier“ i egentlig forstand havde Nordahl Brun ikke skabt, men gav såvel med sangen som med det patriotiske dramas frihedsidealer et første digterisk udtryk for de følelser og ideer, der skulle blive grundlæggende for Eidsvollforfatningen i 1814.

Nordahl Brun vendte allerede tilbage til Norge i 1772, og den patriotisme, der i øvrigt kommer til udtryk hos Det Norske Selskabs digtere, er gennemgående helt uden politiske overtoner. Målsætningen i Selskabet er primært af æstetisk art og dets orientering international i overensstemmelse med de forbilleder, der lå til grund for dets tilblivelse, dels La Pléiade, „Syvstjernen“, en kreds af franske renæssancedigtere, som i 1550 dannede deres egen skole, dels Det Franske Akademi, den teoretiske bastion for den franske klassicisme i 1600-tallet. Som tidligere nævnt var det også her, man fandt sine smagsidealer. „Vos exemplaria Graeca“ (studér de græske forbilleder) stod der på den ring, man kunne vinde ved at deltage i selskabets prisopgaver, og blandt de nyere forfattere var det især Voltaire, man dyrkede, mindre for hans politiske synspunkter end for hans klarhed og elegante stil.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Det Norske Selskab og Johan Herman Wessel.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig