Christian den 7.s elskerinde, Støvlet-Cathrine (egl. Anne Cathrine Benthagen, 1745-1805), i rollen som lykkens gudinde, Fortuna. Satirisk stik efter tegning af Johannes Wiedewelt.

.

Diskussionerne begyndte nu også at foregå under mere formaliserede former. Tidsskriftlitteraturen bredte sig eksplosivt – i perioden 1770-1800 startedes over 100 nye tidsskrifter – og mødestederne i værtshuse og kaffehuse udvikledes til selskaber og klubber. I tiden mellem 1772 og 1820 opstod mere end 30 klubber og en lang række dramatiske og musikalske selskaber, der for de flestes vedkommende var en slags græsrodsbevægelser. Det gælder bl.a. de tidligste og kendteste, Det Norske Selskab og Det Danske Litteraturselskab, der senere blev opsuget i Drejers Klub, med Ewalds ven Werner Abrahamson som den drivende kraft. I modsætning til de statsligt funderede som Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse (Det Smagende Selskab) blev de oprettet på nogle velrenommerede borgeres initiativ og finansierede selv deres aktiviteter, som for de nævntes vedkommende bl.a. bestod i udsættelse af prisopgaver og udgivelsesvirksomhed.

Først og sidst opfyldte klubberne eller selskaberne imidlertid et selskabeligt formål. Man mødtes, samledes om punchebollen, diskuterede og sang de viser, der blev skrevet til alle de anledninger, som opstod af aktiviteterne, af sig selv eller ingenting. En politisk opposition var der ikke tale om før efter Den Franske Revolutions udbrud. Indtil da hyldede man i lige grad den enevældige kongemagt som hinanden, kvinden og den ædle drue.

Derimod repræsenterede klubberne forskellige smagsidealer. I Det Danske Litteraturselskab var man svoren tilhænger af Klopstock og Ewald, mens man i Det Norske Selskab dyrkede den franske klassicisme. Som et af selskabets medlemmer udtrykte sig: „Aldrig skal vor Forfængelighed saa vidt forstige sig, at vi skulde falde paa at opklække i vort Skiød Seraphiske Digtere“. Dets program var: „For Klarhed og Sundhed – mod Skabagtighed og Sortsnakkeri“.

En stadig motor for den digteriske produktion var de utallige festlige begivenheder og fødselsdage i kongehuset, hvortil også selskabernes medlemmer flittigt bidrog. En anden var prisopgaverne, og endelig forsøgte man at opmuntre til udvikling af bestemte genrer (jf. om tragedien nedenfor) eller udfyldning af huller i klassicismens righoldige genrekatalog. Burde vi på dansk ikke også have en tibulsk elegi eller ovidsk heroide? Ved siden af det underholdende, selskabelige moment var aktiviteten i de litterære selskaber på den måde med til at fastholde digtningen i dens repræsentative funktion.

Den centrale kulturinstitution var i Danmark som i det øvrige Europa teatret. At få udgivet en bog var intet imod at få et stykke opført. Det var der flere grunde til, bl.a. at teatret var en relativt demokratisk institution. Her mødtes aristokrati og borgerskab, og her fik man uden mellemled serveret publikums dom. Teatret var også det sted, hvor nye strømninger typisk kom til udtryk eller fik størst effekt, og det var her, der kunne opstå kampe mellem tilhængere og modstandere, når nye stilidealer udfordrede de gamle. Uanset hvem der havde ledelsen af teatret, tilhørte det publikum i den forstand, at et stykke, der ikke faldt i dets smag, straks blev taget af plakaten. Et omfattende repertoire sikrede, at man hurtigt kunne veksle mellem forskellige forestillinger.

En særlig rolle spillede de europæiske hofteatre, der alene betjente fyrsterne og hofferne, men de mistede deres betydning efter 1750, og det er derfor nærmest en anakronisme, at den teaterglade Christian 7. i 1767 indretter et hofteater i en af staldene på Christiansborg. Den hertil knyttede franske teatertrup rejste allerede i 1773, og tilbage var en italiensk operatrup, indtil teatret blev definitivt lukket i 1778.

Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv var siden sin indvielse i 1748 først og fremmest tænkt som borgerskabets teater og dermed som komediehus, men snart blev huset også den centrale teaterinstitution for aristokratiet. Det hænger bl.a. sammen med, at den italienske opera fra 1750'erne af økonomiske grunde ofte henlagdes til skuespilhuset, hvor der også blev budt på rokokoens hyrde- og syngespil, der nød stor popularitet i både parterre, borgerskabets faste plads, og aristokratiets loger. Tragedierne lå det tungere med. Nogen dansk fandtes endnu ikke, og de udenlandske, dvs. de franske, blev praktisk taget ikke spillet. Kun Voltaires Zaire (1732, da. 1757) opnåede mange opførelser og blev mindre ved sit tema end sit konfliktmønster forbillede for de første danske tragedier.

I stykket havde Voltaire omplantet den klassicistiske tragedie til oplysningens århundrede og skabt et moderne drama om religiøs tolerance med en indbygget familiekonflikt. Handlingen udspiller sig i Jerusalem på korstogenes tid. Efter en tid med kristent herredømme beherskes byen af muslimerne og deres ædle sultan Orosman. Han forelsker sig i den kristne pige Zaire, som gengælder hans kærlighed og i en stor monolog afviser sine trosfællers rædsel ved tanken om hendes overgang til islam. Hun forklarer dem, at det kun er opdragelsen, der skaber forskellene mellem religionerne. Det viser sig så, at en frigiven kristen slave er hendes far, og denne formår med sin indtrængende appel at få hende til at vakle. Under et hemmeligt møde med sin bror overraskes hun af Orosman, der tror, broderen er hendes elsker, og dræber hende. Efter at have fået forklaret sagens rette sammenhæng dræber han sig selv. Med sin selvopofrende død demonstrerer Orosman virkningsfuldt, at det er ham og ikke de kristne, der lever op til det kristne kærlighedsbud.

Senere i århundredet skulle G.E. Lessing tage det samme tema op i idédramaet Nathan den Vise (1779, da. 1799), der ligeledes foregår i korstogstiden, men i en anden, mindre retorisk form og med den rige jødiske købmand Nathan som den centrale figur. Den klassicistiske tragedie har da udspillet sin rolle, og hos Lessing får den tilsvarende konflikt en lykkelig udgang.

Mens Holberg og Molière i begyndelsen helt havde domineret repertoiret på Kongens Nytorv, dukkede efterhånden nye navne op, bl.a. franskmanden Marivaux, rokokoens mester i smidig intrige- og forviklingskunst, og italieneren Carlo Goldonis (1707-93) commedia dell'arte-inspirerede komedier med En tjener og to herrer (forfattet 1747-53, opført 1761) som den kendteste. Over for den førstes overvejende kyniske menneskebillede og den andens mere folkelige løjer stod stykker af de nu ukendte Philippe Destouches (1680-1754) og Pierre-Claude Nivelle de La Chaussée (1692-1754), der begge får betydning ved at dreje den klassiske komedie i både moralsk og rørende retning. Begge står som repræsentanter for den såkaldt følsomme komedie, der betoner de familiære værdier. Især Destouches får herhjemme betydning som den direkte inspiration for Charlotta Dorothea Biehls følsomme komedier fra 1760'erne og fremefter.

Også hvad teatret angår, danner året 1770 skel. I dette år kommer teatret på Kongens Nytorv, der ellers i 1750 var blevet overdraget til bystyret, under kongelig ledelse som „Den Kongelige Danske Skueplads“. Fra 1772 finansieres det også af kongen. I 1770 blev der desuden udnævnt en ny direktør, nordmanden Niels Krog Bredal, der tidligere havde haft succes med sine syngespil. I en henvendelse til offentligheden i Adresseavisen i 1771 lagde han ikke skjul på det mest følelige behov, nemlig „at see den første danske Original-Tragedie“, og han udlovede i samme forbindelse en hel aftens entreindtægt til den, der ville påtage sig opgaven.

Følgen var ikke mindre end fem tragedier eller sørgespil, hvortil kunne være lagt en sjette, hvis ikke Ewalds Rolf Krage, der allerede var udkommet 1770, havde fået en så ublid medfart af kritikken og Det Smagende Selskab, at en scenisk opførelse aldrig kom på tale. Blandt de fem udmærkede sig især to, begge af nordmænd. Den ene var Johan Nordahl Bruns Zarine (1772), der ikke blot i titlen lå tæt på Voltaires Zaire, mens den anden var en parodi på de andre og genren i det hele taget, nemlig Johan Herman Wessels Kierlighed uden Strømper, der blev opført i 1773 og betød et dødsstød til planerne om en dansk tragedieproduktion. Helt frem til Oehlenschläger var det stort set kun Ewald, der med Balders Død vovede at trodse latteren, inden den havde lagt sig. Man vendte i stedet tilbage til komedier, såvel i den følsomme som holbergske stil, dog også enkelte i den mere melodramatiske af Knud Lyne Rahbek og T.C. Bruun, alle sammen stykker, der kun undtagelsesvis overlevede mere end nogle få opførelser. Inden for syngespillet var det igen Ewald, der triumferede – med Fiskerne.

I Tyskland, hvor fornyelsen af dramaet finder sted, sker den da også langsomt og under stærke fødselsveer. Både Klopstock og Gerstenberg ofrer handlingen på følelsens alter, Goethes „Urfaust“ ender som fragment, og hans gennembrud som dramatiker, Götz von Berlichingen (1771), der foregår under 1500-tallets bondeoprør, er en ret kaotisk sammenstilling af løst forbundne scener med den individualistisk opfattede renæssanceridder Götz som hovedfigur. Alt dette vidner om Sturm und Drangs problemer med at bryde med det klassicistiske skema (de tre enheder), hvortil kom problemerne med det klassicistiske dramas indbyggede standsbevidsthed. En borgerlig tragedie var ifølge det klassicistiske skema en modsigelse, fordi de følelseskonflikter og æresbegreber, som tragedien byggede på, tilhørte aristokratiet. Et afgørende mål for det nye tyske teater, der ville ud over klassicismen, var derfor at skabe en borgerlig tragedie eller 'Trauerspiel' (sørgespil).

Det første forsøg skyldes Gotthold Ephraim Lessing (1729-81), hvis Miss Sara Simpson (1755, da. 1770) er en gruopvækkende, men også dybt sentimental historie, hvis dydige heltinde først bliver offer for en mands forførelse og dernæst hans tidligere elskerindes trusler og sluttelige drab på hende. Stykket var dermed egnet til at vække et borgerligt publikums medlidenhed, og netop dét drejede det sig om ifølge Lessing, den førende tyske litteraturteoretiker. Han angreb den franske klassicisme ved dens rod, Aristoteles' poetik, og hævdede, at klassicismens teoretikere havde misforstået Aristoteles, og at Shakespeare var mere i overensstemmelse med ham end de. Det var ikke tidens og stedets, men alene handlingens enhed, det kom an på, samt stykkets evne til at aktivere og opdrage publikums følelsesliv.

Betragtningerne stod at læse i hans Hamburgische Dramaturgie (1767-69). Kort efter skrev han sit dramatiske hovedværk, Emilia Galotti (1772, da. 1777), der med sine på én gang socialt og psykologisk bestemte konflikter blev forbillede for senere sørgespil af Schiller. Lessing fik først og fremmest betydning i Danmark ved sine dramaturgiske analyser, der bl.a. sigtede mod en større realisme i handling og scenegang og mod at udvikle en mere nuanceret og naturlig spillestil hos skuespillerne. I 1771 fremkalder hans danske discipel, den kun 19-årige Peder Rosenstand-Goiske en mindre revolution ved en sønderlemmende kritik af direktør Bredals syngestykke Tronfølgen i Sidon i dennes nystartede tidsskrift Den dramatiske Journal. Bredal svarede med en enakter, der udstillede kritikeren som en hovmodig nar, men da den blev opført, opstod vilde scener i parterret, hvor studenterne med deres medbragte piber peb stykket ud, mens Bredals parti, der bl.a. bestod af tyske officerer, søgte at overdøve dem med brølende bifald og taktfaste klapsalver. Da studenterne blev ved, smed de bevæbnede officerer dem til sidst ud.

Det var i den anledning, at Ewald, der ikke selv var til stede, skrev den mest vellykkede af sine i alt tre komedier, enakteren De brutale Klappere (1771), hvor studenten Erast (alias Rosenstand-Goiske) under slagordet „Theatret er vor Bye – Parterret er dets Vægter“ forsvarer sig selv og sine kammeraters ret til at pibe over for en flok tyske 'klaphanser', der, uanset hvad de bliver budt, tager autoriteternes parti.

Rosenstand-Goiske fortsatte uanfægtet sine angreb endnu et par sæsoner, hvor han dog mindre rettede søgelyset mod repertoiret end mod skuespillernes gestik og mimik, som han gjorde til genstand for indgående kritik med henblik på at højne standarden inden for den ellers foragtede skuespilkunst. Hans betydning lå her og ikke i ideer om nye teaterformer. I den henseende var han med sin kærlighed til komedien, især Holberg og Molières, endnu klassicismens vægter.

Med Ewald som eneste undtagelse stod klassicismens drama derfor fortsat stærkt i Danmark i den periode, hvor der især i Tyskland gås nye veje. Til dette billede bidrager ikke mindst de norskfødte forfattere Nordahl Brun og Wessel. En slags mellemstilling indtager Charlotta Dorothea Biehls følsomme komedier. Selv om de ikke som Lessings sørgespil betegner et nybrud, men snarere en ændring i klassicismens smagsideal, rummer de dog på samme måde som disse en idé om en ny borgerlig identitet bygget på indre moralske værdier.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Litterater, litterære selskaber og teatret.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig