En umoralsk komedie - Den Listige Optrækkerske

Blandt Biehls i alt syv komedier er Den listige Optrækkerske (1765) den morsomste og dens kvindelige hovedperson, Lucretia, den interessanteste. Det er også det mest kontroversielle og 'umoralske' af hendes dramaer og sikkert derfor også det eneste, der i nyere tid er blevet genopført og genudgivet. Der er ingen tvivl om, at der har stået blæst om stykket i samtiden. Det afspejles i en enakter, Biehl skrev efter opførelsen, men aldrig fik opført, Tvistigheden eller Critiqve over Den listige Optrækkerske (1766), hvor hun lader sit talerør, Ariste, forsvare såvel stykket som dets forfatter.

Hovedpersonens navn antyder en forbindelse til Holbergs Den Vægelsindede, men de to kvindefigurer har intet med hinanden at gøre, bortset fra at de begge kan kaldes selverhvervende. Biehls Lucretia er dog hverken enke eller modehandlerske, men en ung kvinde, der bor for sig selv med sin tjenestepige Pernille og lever af at trække penge og gaver ud af de mange mænd, som bejler til hende, og som hun på skift stiller håbet om sin hånd i udsigt. Over for Pernille giver hun dog klart til kende, at hun ikke kunne drømme om at gifte sig med nogen af dem. En af dem er den velhavende og naive Leander, hvis ven Leonard søger at redde ham ud af Lucretias klør, hvilket til sidst lykkes ved Pernilles hjælp. Lucretia bliver i den forbindelse ikke blot afsløret og formanet, men får frastjålet alt, hvad hun selv uretmæssigt har tilegnet sig, og står ved stykkets slutning på bar bund. Trods den moralsk korrekte finale er der dog til allersidst lidt slinger i valsen. Efter at alle er gået, er det nemlig Lucretia, der får det sidste ord:

Mine Elskeres Forliis smerter mig ikke, siden jeg allerede havde faaet saa meget af Dem, at jeg ikke kunde vente mig meget meere; men min Velfærds Forliis er et haart Stød. (…) men saa længe der er unge Mandfolk til, vil der aldrig fattes mig og mine Liige paa Leylighed til at giøre Lykke.

Noget tyder således på, at komedien kan fortsætte, og det var ikke mindst dette forhold, som jo indebærer, at 'omvendelsen' udebliver, der skabte bekymrede panderynker og direkte anklager for umoral. I enakteren besvarer Ariste dette kritikpunkt med, at „de Bebreydelser og den Forhaanelse, hun [Lucretia] udstaaer, maae efter ald Riimelighed meere forbittre end bevæge hende,“ og ved at henvise til Molière, hos hvem det ligeledes gælder om at „vedligeholde Caracteeren til det sidste“. Man kan her tænke på den frække Célimène i Misantropen, som – uden sammenligning i øvrigt – kan have været et muligt forbillede for optrækkersken.

Under alle omstændigheder er det mest forbavsende ved enakteren den ihærdighed, hvormed Biehl ikke blot punkt for punkt og med stor indsigt analyserer sit eget stykke, men også forsvarer Lucretia mod anklager for løsagtighed og koketteri, fx hvor Ariste siger: „Hun vil ikke opoffre sin Friehed, sin Villie og sine Tilbøyeligheder, og der for vil hun ikke træde ind i en Stand, hvor hun veed, at hendes Pligter udkræver dette Offer“. Frihed, vilje og tilbøjeligheder – tre gode grunde til at Lucretia for Biehl er en hjertesag. I stedet vendes det anklagende blik mod de forfængelige mænd, som den begavede Lucretia ved sin smiger og påtagede dyd kan manipulere med efter forgodtbefindende. Hvis de er ofre, har de selv gjort sig til det.

Hvor konflikten i forhold til genren i Den forelskede Ven er mere skjult, er den i Den listige Optrækkerske åbenlys. Som den lastefulde Lucretia bærer dydens maske, bærer den dydige Biehl Lucretias maske, ikke fordi hun anser hende for et mønster til efterfølgelse, men fordi hun kan bruge hende til at gennemhulle hykleriet hos begge køn. Ligesom de forargede mænd selv er ude om det, undrer Ariste sig over, at „det er vederstygeligt hos en Optrækkerske, som holdes tilladeligt hos mange Koner, og at det er uanstændigt at viise det som en Last paa Theatret, der noget nær øves med god Fremgang i mange Huuse“, nemlig af de koner, der skrupelløst udnytter deres mænds svage sider. Ikke uden grund er det blevet sagt, at Biehls stykker vakte diskussion som Ibsens og forargelse som Edvard Brandes'. Flere af dem har mere karakter af problemdramaer end egentlige komedier.