Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den egensindige moralist - Charlotta Dorothea Biehl

Oprindelig forfatter KnMi

Et sted i sin selvbiografi, Mit ubetydelige Levnetsløb (1787), der er formet som ét langt brev til vennen Johan Bülow, skriver Charlotta Dorothea Biehl (1731-88) med dyb fortrydelse: „Det var min Skiebne i Verden aldrig at kunde følge min egen Tilbøyelighed, men stedse rette mig efter andres …“. Fortrydelsen er så meget dybere, som hun netop har asocialitetens lov indskrevet i sit hjerte:

Sandheden forbinder mig at tilstaae, at der fra mit Fiortende til mit Syttende Aar, neppe var et meere heftigt og empfindtligt Creatur end jeg var. Jeg kunde Bringes i Harnisk over ingen Ting; de Personer, som jeg ikke kunde Lide, trættede jeg Bestandig imod, endog naar Retten var aabenbare imod mig, og ihvor falsk min antagne Satz [sætning] end var, saa forsvarede jeg den dog med den yderste Haardnakkenhed, og Lod mig aldrig overtyde. De vil sige, at dette Billede ikke er meget indtagende, og jeg følede det selv saa godt, at jeg ofte: naar Fornuften fik sit Herredømme igien, havde kiøbt de Tiimer tilbage med mit Blod; for at faae det sagde usagt, men uagtet mine selv giorde Bebreydelser, spillede Temperamentet Mester.

Biehl begrænser selvkarakteristikken til tre-fire år, men læser man hele selvbiografien, dækker den i virkeligheden hele hendes liv. Der er i hvert fald intet, der synes at ændre eller svække den. Det ville også være underligt, for hun ved jo meget godt, at det er i denne jegvilje, hendes egentlige ressourcer ligger gemt. Med slet skjult fryd beretter hun om de mange gange, hvor hun har nægtet at bøje sig for overmagten, hvad enten den repræsenteres af faderen, en teaterdirektør, militæretaten, Guldberg, eller hvem hun nu kommer i clinch med. At hun er kvinde, forstærker kun denne oprørstrang, ikke fordi hun fører nogen kamp på kønnets vegne, men fordi denne omstændighed bidrager til at bekræfte hendes enestående position i den mandsverden, som alene interesserer hende, og som hun med stadig større selvbevidsthed formår at hævde sig i.

Det mærkelige er, at hendes 'officielle' forfatterskab, der i hovedsagen består af komedier og moralske fortællinger, synes at udtrykke det stik modsatte. Her er det ikke „egen Tilbøyelighed“, det kommer an på, men i klassicismens ånd dyd, fornuft og mådehold. Den jegvilje, der triumferer i selvbiografien, synes her helt fraværende. Til gengæld slår den igennem i de ting, som ikke – i hvert fald ikke direkte – er skrevet for offentligheden, og som stammer fra hendes sidste år. Ud over selvbiografien drejer det sig om en række samtidshistoriske breve, der ligeledes er stilet til Johan Bülow. Brevene viser sig nemlig at rumme en langt større psykologisk og moralsk spændvidde, end man umiddelbart kunne forvente i lyset af det fiktive forfatterskab.

Annonce

 En læsende Charlotta Dorothea Biehl, miniature malet af Cornelius Høyer ca. 1775. Biehl var den første kvinde i Danmark, der var i stand til at leve af sit forfatterskab. Miniaturemaleriet måler 5,4 cm i diameter.

En læsende Charlotta Dorothea Biehl, miniature malet af Cornelius Høyer ca. 1775. Biehl var den første kvinde i Danmark, der var i stand til at leve af sit forfatterskab. Miniaturemaleriet måler 5,4 cm i diameter.

En del af forklaringen er, at Biehls indsats på fiktionens område i høj grad er en oversættelsesindsats, både i konkret og overført forstand. Ligesom hun begynder med at oversætte stykker af sin „Favorit Autor“ Destouches, bruger hun ham som mønster for sine egne „følsomme“ komedier. På samme måde er Samuel Richardsons romaner og Jean-Frangois Marmontels Contes moraux (Moralske fortællinger) fra 1761 vigtige forlæg for hendes fortællinger (og til dels også for komedierne). Hvor hun i den historisk-biografiske del frit kan udtrykke sin „egen Tilbøyelighed“, er denne med andre ord i den fiktive del underlagt overtagne litterære mønstre. Det interessante er så, at det er den alligevel ikke helt. Mere eller mindre skjult er der en konflikt mellem de litterære former, hun betjener sig af, og en mere egensindig holdning.

Biehl er født og opvokset i København, hvor hun boede hele sit liv. Som københavner med K og via sin familiebaggrund – bedstefaderen var slotsfoged ved Københavns Slot (det første Christiansborg) og faderen slotsforvalter ved Charlottenborg – havde hun tidligt forbindelse med såvel det højere borgerskab som aristokratiet og hoffet.

Det viser sig hurtigt, at hun ikke ligner andre piger. Allerede som ganske lille bliver læsningen en slags besættelse for hende. De lykkelige år med bedstefaderen, der forsyner hende med bøger, tager imidlertid en brat ende ved hans død:

Neppe havde min Bedstefader været to Maaneder død, før end min Fader giorde mig det til den grueligste Brøde at Læse, og forsikkrede, at dersom han fandt mig med en Bog i Haanden skulde han pidske mig saaledes, at man skulde vende mig i et Lagen.

I sidste ende må faderen dog strække våben, bl.a. fordi de ældre venner af huset, der er oprørte over hans behandling, forsyner hende med nye bøger, når faderen har konfiskeret dem, hun har fået fingre i.

Forholdet til de to første mænd i hendes liv skulle siden gentage sig. Hun får sine nære mandlige venner og sine indædt hadede mandlige fjender. Gift bliver hun derimod ikke. Ganske vist har hun i begyndelsen nok af bejlere, men det er tydeligt, at hun ikke vil giftes med nogen af dem, selv ikke med ham, hun øjensynligt elsker. I hvert fald sørger hun omhyggeligt for at opstille så mange forhindringer, at ægteskab bliver en umulighed. Da faderen kalder hendes standhaftighed „Egensindighed, fordømte Capricer [luner] og Daare Kiste Stræger“, får han ren besked:

Bragte man mig endog med Vold og Magt for Brude Skammelen, saa skulde et overlydt Ney vel hindre Præsten fra at vie mig, og vovede han det skulde hans Kiols Forliis være ham uliige vissere, end den han havde bunden mig til skulde være paa mig.

I stedet bliver hun den lærde jomfru Biehl, kyndig i sprog – ud over tysk tilegner hun sig såvel fransk som italiensk og siden hen også spansk – og kyndig i de dramaer og hofintriger, der så at sige udspiller sig lige uden for døren, og som hun gennem sin forbindelse med en række af samtidens betydningsfulde embedsmænd og hoffolk får et førstehåndskendskab til. Det er også nogle af dem, der får hende i gang med at oversætte og selv skrive for teatret, hvor man efter Holberg havde måttet klare sig med importerede stykker, og i 1763 debuterer hun på Det Kongelige Teater med komedien Den kiærlige Mand, der straks blev en strålende succes.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Michelsen: Den egensindige moralist - Charlotta Dorothea Biehl i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 13. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476596