Troens bryllupsfest

Mens kristendommen for ortodoksien begynder med troen og ender med retfærdiggørelsen, er retfærdiggørelsen i Troens rare Klenodies komposition blot midtvejsstationen, efter hvilken der følger fem nye på troens eventyrvej frem mod dens kroning i himlen. „Troens Midler“ gør rede for den rettesnor, der er givet os i Guds ord og bøn og sakramenter. „Troens Frugt“ beskriver de fordringer til introspektion og tålmodighed, det stiller at vende verden ryggen og lægge sit liv i Guds hånd. „Troens Kamp og Seyer“ udmaler den modstandskraft, der skal mobiliseres i prøvelsens stund. Disse tre stadier, der kræver „Bestandighed og Fremvæxt i Troen“, ligger på vejens tornebestrøede del. I kontrast hertil afdækker værkets to sidste dele de glæder, som sjælen vil nyde ved dens åndelige bryllup med Jesus.

Det bibelske fundament for sidstnævnte tema er Paulus' kommentar i Efeserbrevet (5, 31-32) til skabelsesberetningens (og vielsesritualets) ord om, at en mand skal „forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød“. „Dette rummer en stor hemmelighed“, siger Paulus forsigtigt, inden han løfter sløret og antyder sin forståelse: „ – jeg sigter til Kristus og kirken“. Hermed sammenknyttes kristendommens og køns- og sjælelivets intimeste hemmeligheder. Og hermed er rollefordelingen også givet med Kristus som manden og kirken som kvinden. Til at udtrykke dette mysterium har en kristen tradition hentet situationer og udtryk i Salomons Højsangs lidenskabelige elskovs-lyrik, hvor to elskende i vekselsang lovpriser hinandens skønhed og henrevet udtrykker deres erotiske betagelse: „Jeg er Sarons rose, dalenes lilje. / Som en lilje midt iblandt torne er min veninde blandt piger. / Som et æbletræ blandt skovens træer er min ven blandt unge mænd“. (Højsangen 2, 1-3). Brorson anslår temaet i introduktionssalmen „Fryd dig du Christi brud“ fra andet hæfte 1733, hvor det også forekommer i sin fulde orientalske glød i oversættelsen af mystikeren Angelus Sile-sius' „Dig min søde / Skat at møde / Med mit kys og favne-tag, / Og at skue / Dig min Drue, / Er min længsel nat og dag“ (TrK. 20). I julesalmen „Den yndigste rose er funden“ (TrK. 10) bruges det som symbol for sublimering: „De giftige lyster hand døder, / og korset saa liflig forsøder“. Mens temaet således sporadisk dukker frem samlingen igennem, finder det i afsnittet om„Troens Herlighed“ et voksested, hvor det springer i blomst. Her findes udtryk for en lidenskabelig længsel efter at hengive sig, der både kæmper med sig selv og er parat til at sprænge alle bånd:

Vend dig bort, dit øyes luehar min siel i lue sat,Vil du hiertet reent udsue,Hold dog lidet op, min skat!Vend dig, vend dig, din gestaltHar mig saaret over alt.Vil du hiertet slet borttage,Saa behold det alle dage. (TrK. 237)

Denne dels 22 salmer er – på nær én – oversættelser. Det er i disse, som er hentet fra tyske pietistiske digtere (de fleste plukket i Schraders Tøndersalmebog), at de erotiske metaforer flammer. Den ene original fra Brorsons hånd lyder mere som en fornuftig ægtepagt: „Hand vilde brudens tarv / Besørge alle dage, / Hun skulde med ham arv / I alle himle tage“. (TrK. 240)

På disse stadier i den fromhedspsykologiske progression viger belærende retorik for den dialogiske forms intime tone. Dialogen dukker først op i „Troens Frugt“ og fortsætter i „Troens Kamp og Seyer“ og „Troens Herlighed“. I de første tilfælde kaldes parret „Siælen“ og „Jesus“, i det sidste – i afsnittet „Om den Aandelige Foreening med JEsu“ – „Bruden“ og „Brudgommen“. På vejen frem skifter tonen fra elevens spørgsmål til en katekiserende lærer (TrK. 180) over den høviske henvendelse fra en konge til en fyrstedatter (TrK. 237) til det kælent intime kæresteri:

Meer end himmel-sødeMilde Jesse riis,See mit hierte blødeEfter dig, min priis,See! hvordan mig driverKierlighedens iverFra mig selv til dig,Til dig, mit paradiis.

Udtrykket „Milde Jesse riis“ balancerer mellem familiært kælenavn og typologisk allusion til Jesus. Jesse er Davids far Isai, af hvis stub Jesus ifølge Esajas (11,1) som et ris skal gro frem. Erotisk attrå og frelseslæng-sel løber her i ét. Jo nærmere mødet med Jesus kommer, jo mere vokser brudens længsel efter at hengive sig: „Brudgom! milde hierte!/ Hist er alting sødt, / Her er idel smerte, / Alting koldt og dødt. / Er det da ey billigt, / At mit sind er villigt / Snart at gaae herfra, / Som er af sorg forstødt?“ Selv om sjælen her stadig befinder sig i timelighedens kulde, har Brorson med sine salmer gjort grænsen til evigheden transparent, så den med Paulus' ord fra Korintherbrevet (I, 13, 12) ikke kun ser i et spejl og gåde, men ansigt til ansigt.