Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Troens Grund

Oprindelig forfatter BjSa

Udtrykket „Troens Grund“ (der betyder det grundlag, troen hviler på) falder i to dele, der fremstiller henholdsvis en ydre og en indre erfa-ringsvej til tro. Første halvdel skildrer – i traditionen fra Arrebo – den skabte verden som et sanseligt gudsbevis, der dog hos Brorson ikke taler til intellektet, men til hjertet. Optaktssalmen „O GUd! hvad est du meer end skiøn“ (TrK. 71) anslår erkendelsesformens tema: „Man seer din skabning daglig paa, / Dog seer man, som man ikke saa, / Og gaaer i andre tanker“. Sansernes vækkelse går derfor forud for troens. Denne indsigt udfoldes i Brorsons måske mest elskede salme, „Op! al den ting, som GUd har giort“ (TrK. 77), der fra en undrende iagttagelse af den konkrete natur løfter sindet i en sublim bevægelse opad mod indblik i det højeste. Efter en optakt, der opildner den troende til lovsang, forsøger salmen at give et begreb om Guds storhed. Ikke gennem symbolske billeder, der dækker deres genstand, men gennem en billedrække, der i sin fortsatte progression alligevel må erkende sig utilstrækkelig til at gribe det ubegribelige.

Hvad skal jeg sige, naar jeg seer,
At alle skove vrimle,
De mange fugle-spring, der skeer
Op under herrens himle?

Hvad skal jeg sige, naar jeg gaar
Blant blomsterne i enge,
Naar fugle-sangen sammen slaaer
Som tusind harpe-strenge?

Hvad skal jeg sige, naar mit sind
I havets dybe grunde
Kun dog saa lit kand kige ind,
Og seer saa mange munde?

 Der er fra Brorsons samtid overleveret to portrætter af digteren, som hans familie ikke fandt vellignende. Dette portræt med det blide smil og det åbne barneblik, malet af Johan Hörner i 1756, lever imidlertid op til eftertidens opfattelse af digteren.

Der er fra Brorsons samtid overleveret to portrætter af digteren, som hans familie ikke fandt vellignende. Dette portræt med det blide smil og det åbne barneblik, malet af Johan Hörner i 1756, lever imidlertid op til eftertidens opfattelse af digteren.

Det apostrofiske crescendo „Hvad skal jeg sige, naar…“, der afbrydes med „mine ord / Vil ikke meget sige“ for at glide over i lovsang, illustrerer retorisk kristen traditions fortsatte skælven mellem billeddannelse og billedforkastelse.

Andet afsnit af „Troens Grund“ forklarer salighedens orden, hvis stadier er „Igienfødelsen“, „Omvendelsen“, „Troens Egenskab“ og „Ret-færdiggiørelsen“ – i en rækkefølge, det er vigtigt at fastholde og forstå.

Annonce

Hvor lutheranismen som grunddogme forkynder retfærdiggørelse ved tro, taler pietismen om genfødsel. I dette begreb finder den troendes nye liv sin forklaring. Genfødslen er ikke en beslutning, individet tager, men en „Guds gerning i menneskets hjerte“, som radikalt omdanner natur og liv. Den mirakuløse forvandling beskrives i mestersalmen „Guds igienfødde, nye, levende siele!“, der gennemgår omvendelsens kvalfulde faser. Efter den obligate lovprisende optakt, der takker Gud for, at han „Lod os ved aanden i ordet fornemme / Frelserens levende-giørende stemme“, gennemgås genfødslens præliminære stadier af sjælelig uro og syndserkendelse frem til selve den smertefulde fødselsproces. Her skildres mennesket, kastet ud i følelsesstorme, hvor det orien-teringsløst forveksler kærlighedens hede og forløsningens smerte, mens digtets forkynder med suverænt overblik ser polariteten i barselstuens intime psykosomatiske billeder i perspektivet fra det frelseshi-storiske drama om dom og forløsning.

Syntes end sielen at smage Guds vrede,
Jamrede saare i fødselens nød,
Det var i sandhed Guds kierligheds hede,
Den som os haver til himlene fød.
Maatte jo hiertet sin jammer dog kiende,
Førend hun vilde til korset sig vende.

Saae man end Sinai mægtig at lyne,
Buldre og tordne af domme-dags skye,
Golgatha blev dog omsider til syne,
Saligheds morgen begyndte at grye,
Da brød hun ud, som af fødselens smerte,
Det af Gud skabte nye levende hierte. (TrK. 107)

Genfødslen vækker „hiertet op ved Guddoms kraft / Til livet, som vi før har haft“, hvilket ikke blot vil sige, at den skænker os troens frelses-vished, men at vi intet mindre end genvinder den natur, vi fik ved skabelsen i Guds billede. Hermed forlenes sjælen med et „himmelsind“, Brorsons ord for det klarsyn, Adam havde før syndefaldet. Det er mod denne nye skabelse, sjælen higer i afsnittets optaktssalme: „O! lad dit billede dog snart / Ved aandens kraft oprinde, / At vi dit eget sind og art / Forklaret i os finde, / Lad sielen renses meer og meer, / Til hun sig fuld-forklaret seer / I evig dig at skue“ (TrK. 105). Og det er denne indsigt, Troens rare Klenodie fører sjælen frem til gennem en erindringspro-ces, der i platonisk forstand (Det Nye Testamente taler om anamnesis, ihukommelse) reaktiverer vor oprindelige natur. Værkets mål og metode synes at kollidere med kirkens erklæring om, at mennesket på en gang er retfærdiggjort og synder, men i Brorsons optik omskabes mennesket ved genfødslen så radikalt, at der ikke kan skelnes mellem troen og dens frugter.

Denne forståelsesform varsler et nyt livs- og menneskesyn i europæisk digtning. Selv om Brorson digter inden for rammer, der almindeligvis opfattes som sekterisk snævre, er det her, kilderne springer til den senere følsomme digtnings menneskesyn. Forvandlingen toner frem i to analoge bevægelser. Som ortodoksiens begreb om arvesynden viger for pietismens gudbilledlighed, afløses den klassisk-satiriske digtnings syn på mennesket som en nar i sine lidenskabers vold af en følsom digtning, der viser mennesket som på bunden ædelt og godt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjarne Sandstrøm: Troens Grund i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 13. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476564