Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Svane-Sang

Oprindelig forfatter BjSa

Tiden var rede til at anerkende Brorsons værk. Da Erik Pontoppidan på kongelig opfordring i 1740 udsendte en ny salmebog, optog han 92 af Brorsons salmer. Bogen fik imidlertid hverken bred eller langvarig udbredelse. I oplysningstidens senere salmebøger, Høegh-Guldbergs udgivelse 1778 og Evangelisk-kristelig Psalmebog fra 1798, er Brorsons bidrag reduceret til henholdsvis 39 og 3.

Troens rare Klenodie blev Brorsons sidste poetiske udgivelse. Fra udnævnelsen til biskop i1741tog pligterne som biskop hans kræfter, så hvis avancementet var tænkt som en erkendtlighed for indsatsen som digter, virkede det ikke befordrede. Stiftet, der strakte sig fra Tønder til Harboøre, sendte den svagelige mand på udmattende visitatsrejser i skrumplende vogn ad sandede veje. I sit tilsyn var Brorson mild, fremgår det af hans visitatsberetninger, men på ingen måde efterladende. Når en embedsbroder kaldte ham „en god, men eenfoldig, og ved Svaghed og Hypocondrie fast uduelig Mand“, forekommer skudsmålet urimeligt. Svaghed og hypokondri kan Brorson dog ikke frikendes for.

Hypokondrien skal dog ses i lyset af de prøvelser, der faktisk ramte ham. Han mistede en hustru og ti af i alt seksten børn, hvoraf en sindssyg søn levede indespærret i faderens hus.

Annonce

Selv om Brorson intet udgav, digtede han dog fortsat åndelige sange frem til sin død, men nu af en mere privat karakter. De blev offentliggjort året efter hans død i samlingen Svane-Sang (1765), der rummer 70 numre, hvoraf kun to er oversættelser. Om bogen forklarer sønnen, der stod for udgivelsen, i fortalen: „Sangene (…) ere efterhaanden forfattede i de sidste Aar af hans Leve-Tiid, fornemmelig til hans egen og nærmeste Paarørendes indbyrdes Gudelige Opmuntring, under hans ofte store Sinds og Legems Lidelser, uden at den Tiid havdes nogen egentlig Hensigt til deres Bekientgiørelse ved Trykken“.

 Taarnborg i Puggårdsgade i Ribe, som H.A. Brorson i 1743 erhvervede som privatbolig, fordi den gamle bispegaard var meget forfalden. Brorson boede her til sin død, men solgte i 1761 bygningen til stiftet, og den fungerede som bispegård frem til 1868. Fotografi fra 1917.

Taarnborg i Puggårdsgade i Ribe, som H.A. Brorson i 1743 erhvervede som privatbolig, fordi den gamle bispegaard var meget forfalden. Brorson boede her til sin død, men solgte i 1761 bygningen til stiftet, og den fungerede som bispegård frem til 1868. Fotografi fra 1917.

Tilbagetrækningen til et privat univers frigjorde hidtil usete sider af Brorsons talent som lyriker. Han, der altid optrådte patetisk og alvorlig, ytrer sig pludselig også som humorist. Det viser sig i den uimponerede tone og de sjove rim i „En Kiempe-Vise om Goliath og David“ („David kom, saae sig om. / Hvad vil denne store Vom?“).

Brorson er fra sin første debut en mesterlig versifikator, der behersker selv meget vanskelige metriske konstruktioner. At rime er for ham tilsyneladende så let som at trække vejret, og sætningerne føjer sig uden tvungen ordstilling eller fyldekalk. Formelt spænder digtene fra det enkleste til det mest raffinerede. Han kombinerer elegant korte og lange linjer og holder sig ikke tilbage fra at blande forskellige rytmer („Vær lystig i HErren, hans due og dukke, / Med dine brude-klæders pragt, / Din JEsus dig giver, mod jammer og sukke, / Retfærdighedens høye dragt“). Med sine rim kan han parre, flette og omslutte flere linjer. Dette formelle mesterskab udvikles i Svane-Sang til det artistiske. Kendere af metriske finesser har i hans digtning påvist 250 strofeformer. Brorsons vej ind i dette univers af rytmer og klange har været hans musikalitet. Han akkompagnerede sig selv på – den ældste kilde siger „Lut (Cither)“, der senere er tolket som guitar. Om melodierne, der tidligt gik tabt, oplyser sønnen i førnævnte fortale: „De vare næsten alle gammeldags muntre Selskabssange. Men da den strænge Religiøsitet, der i Alt ledede Biskop H. A. Brorsons Handlinger, ikke tillod Brugen af dem, i denne Form, og han selv, saavelsom hans hele Familie havde megen Sands for Musik, saa digtede han, for at nyde Melodierne, aandelige Sange, passende dertil, hvorved han baade morede og opbyggede sig selv og Andre“. Det er således kontrafakturens oprindeligt folkelige tradition, som han løfter til den kunstfulde aries stade.

Det er vanskeligt at sige noget om samlingens komposition. Der er påvist en overensstemmelse mellem teksternes rækkefølge og temaerne i Troens rare Klenodie, men denne kan lige så vel skyldes udgiver som digter. Salmerne i Svane-Sang er gennemgående kortere end i Troens rare Klenodie. Brorson havde i det private rum ingen forpligtelser som forkynder, men kunne slippe sit tema, hvor inspirationen slap. Visionære syner som i „Den store hvide Flok“ skildres for deres eget betagende værd, og den lovsang, de udløser, rettes alene mod de sjæle, der er gået forud. Brorson har vendt verden ryggen og skuer mod evigheden.

Den store hvide Flok vi see,
Som tusind' Bierge fuld af Snee,
Med Skov omkring
Af Palme-Sving,
For Thronen. Hvo er' de?
Det er en Helte-Skare,som
Af hiin den store Trængsel kom,
Og har sig toed
I Lammets Blod
Til Himlens Helligdom.
Der holde de nu Kirke-Gang,
Med u-ophørlig Jubel-Klang,
I høje Chor,
Hvor GUd han boer,
Blant alle Englers Sang. (SS 69)

I fortalen til Svane-Sang anbefales bogen „til giennemtrængende Opvekkelse for de Synd-sikre, oplivende Trøst for de Bodfærdige, og vederqvægende Opmuntring for de sande Troende“. Selv om der således skulle være tænkt på alle de fromhedskategorier, som pietismen opererede med, og de funktioner, en salme kan have, er Brorsons salmer fra den sidste fase digtet til vederkvægelse.

Det viser sig også ved, at den spaltning i tonefaldet, der i de tidligere salmer kunne være mellem streng forkyndelse for de uomvendte og salig bekendelse af de genfødtes glæder, i de nye sange opløses og forvandles til en indre dialogs sagte hvisken med sig selv, hvor uro og fortrøstning, frygt og forventning mødes og skilles. Det smukkeste eksempel herpå er „Her vil ties, her vil bies“.

Digtet udtrykker som forårsbebuder et håb, men fra en position, hvor alt endnu er uafklaret og uvist. I forhold til Troens rare Klenodies definerede stadier er situationen her uskarp og sløret. Varselstegn savnes ikke, men intet er entydigt. Lyset vokser, men kulden tager også til. Digtet synes med sine vuggende gentagelser ikke at røre sig af stedet. Men kun for den utålmodige iagttager. Den tålmodige ser håbet i det mindste, en grøn kvist, skjult bag gærdet, men nok til at prøvelsen nu kan bæres: „Lad mig nu gyse. Det snart forgaaer“. Under den monotone venten i det golde landskab har digtets jeg i dialog med en turteldue lokket for, at den skal tolke og bringe det endelige tegn. Digtets to sidste strofer folder dets latente symbolik ud:

Due, kunde du begrunde
Du begrunde, hvad der nu skeer.
Kulden den svækkes,Blomsterne dækkes
Blomsterne dækkes, jo meer det sneer.
Due, kunde &c. &c.

Kom, min Due, lad dig skue
Lad dig skue med Olie-Blad!
See! nu er Stunden næsten oprunden
Næsten oprunden, som giør dig glad.
Kom, min Due, &c. &c. (SS 44)

Forvandlingens tegn, den aftagende kulde og den skærmende sne, „begrundes“ symbolsk i billedet af duen, der med oliebladet bringer Noa tegnet på, at syndflodstiden var forbi, bag hvilket der igen skimtes sjælens tilbagevenden til Gud. Stunden er – næsten – oprunden. Nærmere end „næsten“, kommer vi ikke. Med Svane-Sangs digte, den sidste frugt af Brorsons digtergave, har han lagt al forkyndelse bag sig. Tilbage står de som vidnesbyrd.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjarne Sandstrøm: Svane-Sang i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 21. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476566