Når Stub i „Den kiedsom Vinter“ om forårsnaturens fænomener hævder, at „Guds Forsyn spores ved Enhver“, er han i pagt med en gammel kristen forestilling, som i 1600- og 1700-tallet fik en central filosofisk og teologisk rolle: Forestillingen om naturen som en bog, der på lige fod med den hellige skrift er et vidnesbyrd om Skaberen og hans visdom. Da Johannes Kepler i 1596 udgav Mysterium Cosmographicum (Det kosmosgrafiske mysterium), understregede han i forordet, at værket er i overensstemmelse med kirkens lære, for han studerer „den Naturens Bog, der prises så højt i den hellige Skrift. Paulus minder hedningene om, at de i denne kan betragte Gud, som man kan betragte solen i en vandflade eller et spejl“. Denne spejlmetafor var udbredt i tidens teologiske og naturvidenskabelige skrifter – og i digtningen.

I digtningen møder man forestillingsmåden hos Arrebo i hans prædikensamling Ossa rediviva (Genoplivede knogler, tilblevet 1616-18). For ham er naturens genopblomstring „et skiønt Billede / Figur oc Gemelde / ved hvilcke de Dødis Opstandelse paa det lifligste af Contrafeys [afbildes]“. Derfor skal mennesket ikke lade „sin narriske Fornufft sig bedrage / men see oc bespeile sin i Creaturerne [skabningerne], at Gud dagligen giør vel saa større Gierninger som Legemens Opstandelse kand være“ (5. prædiken). Og forestillingen var sejlivet. Den indgår i Tøger Reenbergs argumentation for digtets orden i Ars poetica: „Vi Skaberens Fuldkommenhed / I Kreaturet kiende“, og den var stadig fællesgods på Stubs tid. Så når man genfinder Keplers solmetafor i „Den kiedsom Vinter“s femte strofe, er det ikke tilfældigt:

Ak see, hvor speyle-klar og glatDen Søe dog er i lave sat; Det er jo, som At Solen komKun for at see sit Skilderie Deri

Tilfældigt er det heller ikke, når den norske teolog, embedsmand, fabrikant og lejlighedsdigter Christian Braunman Tullin (1728-65) i „En Maji-Dag“ (1758) skriver: „Jeg seer hvert Kræ med al sin Kraft / Til Dig som sin Velgører sigter“. Tullin, der var velorienteret i både den klassiske og den nyeste europæiske litteratur, havde slået sit navn i fast i tvillingeriget med to store læredigte, „Søefartens Oprindelse og Virkninger“ (1760) og „Om Skabningens Ypperlighed i Henseende til de skabte Tings Orden og Sammenhæng“ (1763), begge skrevet som besvarelser af prisopgaver formuleret af Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse og udgivet af Selskabet i 1761 og 1764.

Men Tullins hovedværk er bryllupsdigtet „En Maji-Dag“, som består af to dele. Sidste del, litteraturhistorisk den mindst interessante, er det egentlige bryllupsdigt, formet som et antikiserende hyrdedigt. Første del former sig som den digtendes vandring væk fra det fordærvede byliv ud i forårsnaturen, hvor hans sande menneskelige natur genopvækkes, da han fra en fjeldtop overskuer den storslåede, geometrisk ordnede natur, der fremstår som et tegn for Skaberen: „en (…) viid og yndig Plan“. Planens ophavsmand er det „Navnløse Væsen“, den „Uskabte Skaber“, „Hvis Fodspor vise allevegne / Hvis Væsens Skygge tydelig / Det allermindste Kræ kan tegne“.

Så vidt er Tullin i pagt med traditionen. Men der sker et næsten umærkeligt opbrud fra den. Synet af, hvordan alt ligesom fjeldtoppen peger opefter mod den usynlige Skaber, får til sidst digterjeget til at råbe sin fryd ud i naturen, da han henrives af lærkens sang:

„Hvo gav dig disse Egenskaber?“ Saa raabte jeg mod Bierget hist:Og Echo svarede: – En Skaber!

Her fløy min Siel i dette Nu,Med hellig Ild i hver en Ævne,Hen til – hvordan maaer jeg Dig nævne? Navnløse Væsen! Store Du!

Det interessante ved denne gudserkendelse er dens rumlige orientering. Digtningen over naturens bog er orienteret fra det syndige, magtesløse menneskes position nede i den faldne verden og opefter mod det guddommelige. Så enkelt forholder det sig ikke i „En Maji-Dag“, hvor den jordiske verden er delt i to: bycivilisationens faldne verden og naturens paradis. Et paradis, som mennesket vel at mærke kan vælge at træde ud i her og nu i jordelivet. Det er altså muligt for individet at træde ud af menneskers fordærvede orden og genindtræde i Guds oprindelige orden. Digterjegets undsigelse af byen er således forudsætningen for digtets afgørende begivenhed: Sideløbende med erkendelsen af Guds plan finder en indre opstigning sted i digterjeget, som bringer det i niveau med Skaberen. Men modsat lærken, som flyver op mod Skaberen, så flyver jegets sjæl hen til ham. Tilsvarende afløses det himmelskes jordiske spejl af ekkoet, som kaster digterens egen stemme tilbage på ham.

På den måde peger digtet også på en anden skaber: digteren, som skaber i pagt med Skaberen. Dermed bliver det også tydeligt, at digtet ikke kun beskriver, hvordan digterjeget erkender Guds orden, men også, hvordan denne gudserkendelse omsætter sig i et digt. Digtet beskriver udtrykkeligt en fortidig hændelse: „Saa tænkte jeg en Maji-Dag“ og dermed sin egen tilblivelse. I Tullins forårsdigt udvides således traditionens mønster for at skue Gud i den ydre natur med en introspektiv skuen af menneskets sjæl. Denne bevægelse indefter er ikke uden lighedspunkter med 1700-tallets pietistiske fromhedstradition, men præmisserne er ikke de samme.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet En vid og yndig plan.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig