Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dydens jævne middelspor

Oprindelig forfatter KPMor

Af de 119 digte, som man i eftertiden har kunnet samle sammen, blev kun de fem trykt i Stubs levetid, først i 1771 kom den første bogudgave. Det har været betragtet som udtryk for hans skødesløse gemyt, men kunne også tænkes at hænge sammen med hans sociale position. Hans studier førte ikke til et embede, så han var nødt til at skaffe sig et udkomme, og digtningen forblev en bibeskæftigelse (som for så mange andre i perioden). Ikke desto mindre er Stubs versekunst enestående for sin tid. Den vandt ham en vis yndest og opmærksomhed, men heller ikke mere. Den blev ikke – som for andre i samtiden – rambuk for et godt embede. Hans digtning er således overvejende lejligheds- og øjebliksbestemt, også den del, der har en personlig baggrund.

Når man ser bort fra de egentlige lejlighedsdigte, som typisk er stilet til kongen eller standspersoner – mindevers (over Løwenørn, Adolphine Christine Stockfleth) og hyldestdigte (til Frederik 5., Chr. Stockfleth), alle smukt i pagt med genrekonventionen – så er der en markant skiften i tonefald og holdninger på færde hos Stub. På den ene side finder man humorfyldte og livslystne vers, på den anden side en dyrkelse af nøjsomhed og mådehold – og fra Stubs sidste år: en række religiøse arier. Det ville være fristende at lægge en udvikling fra sorgløshed til alvor ind i forfatterskabet, men udsvingene mellem livsnydelse og dydsdyrkelse synes snarere at vekselvirke sideløbende – måske med undtagelse af hans allersidste leveår. De er udtryk for en undertiden vanskelig balancegang – ikke nødvendigvis en selvmodsigelse.

I den sene arie „Er nogen, jeg er glæde riig“, der formodentlig er skrevet 1751 eller kort efter, hæver den syngende sig over lykkens skrøbelighed og bekender sig til vinens glæder: „Tit slog jeg før jeg slaaer endnu / Mit tomme Glas heel Glad i tu; / Da sligt et Smald med Kling i Klang / Er just mit Spil i denne Sang, / Saa skiør er Verdens Fryd, naar minste Vanheld trykker / Men jeg der drak mit Glas, jeg leer ad Skaar og Stykker“. Man skal ikke tage fejl. Den syngende vender sig nok mod de dårer, som „kalder Sviir Forvilding“, men også mod den drikkebroder, der bare fylder sig: „Der ligger hand, jeg staaer, mig fryder Viin og Noder, / Jeg har toe Guders Gunst, men ingen Griis til Broder“.

Annonce

Den underliggende morale kan man finde direkte formuleret i det tidlige „Brude-Vers til Msr. Johan Klugh, Jfr. Johanne Ehrenreich, den I ste Maj 1733“, hvor „Den blinde Lyst gaaer vild“ og kun middelvejen til brudesengen er sikker: „Det jevne Middel-Spor kan kaldes Dydens eget“. Denne formulering synes at udgøre en konstant i Stubs digtning, hvor begreber som oprigtighed, trofasthed, bestandighed, nøjsomhed er de fleste digtes omdrejningspunkt, og hvor det jævne liv er idealet – uanset om jeget nu gør en dyd af bitre erfaringer og nødvendighed, eller om han ganske enkelt ikke nærer nogen som helst ambitioner.

Jeg lever jevnt fornøyet foruden stoere Ting
Min Foed er Ubemøyet og frie for høye Spring;
Ved Jorden er jeg Fød
Ved Jorden har jeg Brød,
Alt vel o Nok, jeg nøyes, jeg nøyes til min Død.

Den enkle lære i hovedparten af digtene er, at berømmelse, rigdom, lyst, skønhed er forgængelige størrelser, som man ikke kan bygge sit liv på. I „Du deylig Rosen-Knop“ belæres Phillis: „Betragt dit Billede! / Alt hvad man deyligt finder, (…) forgaaer“. Mod den kødelige, skrøbelige skønhed sættes en anden, varig: „Een Skiønhed evig staaer, / Som ey for Tiden falder (…) det er Dyden (…) Lev til din Skabers Ære“.

Dydens jævne middelspor er således kristeligt begrundet. Men Stubs balancegang består i, at det er en kristendom, der ikke fornægter det jordiske og dets glæder: „Lad visse Folk mig laste da, / At jeg for lystig er /(…) Jeg dog imedens jeg er til, / Vil bruge saadant lystig Spil, / En Dans, en Sang og eet Klaveer, / Det er dog min Plæseer“. Disse „Folk“s adfærd bliver sat på begreb som „Pietisterie“ i den stærkt polemiske drikkevise „Lad Krig fornøye Potentater [magthavere]“ (Chrambambuli-visen), en efterligning af en tysk drikkevise fra 1747 på hele 102 strofer. I Stubs korte version på 7 strofer er opgøret med de religiøse hyklere og lyseslukkere fremtrædende:

I tynde magre tørre Giække!
Med The-Vand for og Hvidløg bag,
Hvor let kan Svaghed eder svække,
Ja Døden knuse eders Vrag.
Nu ligger Pietisterie,
O! drikker frit Chrambambuli.

I Stubs digtning er livsvilkårene omfattet af en illusionsløs bevidsthed. I arien „Nu er jeg befriet fra Kierligheds Pagt“ gør han status over sit ægteskab efter hustruens død: „Hvor fandt man et Par, / Hvis Glæde ey var / En Rose, som stikkende Torne dog bar?“ Nøgternheden slår ofte om i det humoristiske som i „Grav-Skrivt over en Møe“, hvor indføling og ironi formæles:

Min Bruude-Seng blev reedt i Muld,
Foruden Bryllups-Gilde;
Thi Døden slog mig selv omkuld,
Da ingen anden vilde.

 Valdemars Slot på Tåsinge, hvor Ambrosius Stubs arbejdsgiver, kammerherre Niels Juel, residerede. Kobberstikket af det nyopførte slot (1754) i rokokostil er udført af I.C.G. Fritzsch 1761 efter tegning af arkitekten G.D. Tschierscke.

Valdemars Slot på Tåsinge, hvor Ambrosius Stubs arbejdsgiver, kammerherre Niels Juel, residerede. Kobberstikket af det nyopførte slot (1754) i rokokostil er udført af I.C.G. Fritzsch 1761 efter tegning af arkitekten G.D. Tschierscke.

Men er mange af disse digte om det jævne liv selv på det jævne, Stubs smidige versekunst til trods, så rager ét digt i hans produktion op over alle andre, forårsdigtet „Den kiedsom Vinter gik sin Gang“, hvor Stubs evne til at forme mundrette vers i et enkelt, men samtidig raffineret sprog er på sit højeste. I denne stil, som man på grund af dens yndefulde lethed har betegnet som rokoko, er der langt til barokkens ofte tunge, overlæssede billedsprog.

I digtet, som er skrevet før Ribe-tiden, måske helt tilbage i den første periode i Niels Juels tjeneste, er livslysten uadskillelig fra en rodfæstet, kristen tilværelsesforståelse. Ligesom hos Arrebo og Kingo opfattes det gryende forår, der kaldes frem af solen, som led i naturens store cyklus, og den er igen et vidnesbyrd om skaberens forsyn. Naturen er derfor ikke noget i sig selv, en verden med sine egne love, men en kilde til troens sandheder. Derfor kan digtets jeg bevæge sig iagttagende ud i naturen og læse det liv, der genopvækkes og udfolder sig dér efter vinterens stivnen – fra den hårdtarbejdende bonde til herregårdsmenneskenes forfinede rokoko-assemblé – som et vidnesbyrd om opstandelsen fra de døde.

Men ganske betegnende for Stub reducerer denne indsigt ikke den jordiske verden til en tom illusion, tværtimod gør den digteren fri af melankolien (kedsomheden), så han kan glædes over det jordiske livs udfoldelse i selv dets mest uanselige former – dyr, vækster og mennesker deltager i ét og samme bryllup: „Naar Solen brender som en Glød, / Og stikker Ild i Barm og Skiød, / Da har mand jo bag hvert Blad / Abscondsel [skærm] for sin Matte Rad“. Digtet følger strofe for strofe solens gang over himlen, indtil den i sjette og sidste strofe går ned. Netop her træder det iagttagende jeg for første gang direkte frem og fortolker sin spadseretur:

Saa er da Himmel, Jord og Vand
Opmuntret ved min Skabermand,
Jeg gik omkring
Blant Tusind Ting,
Guds Forsyn spores ved Enhver
– i sær.

Ligesom den menneskeliggjorte natur („Skovens grønne Øienbryn“) er en allegori over Guds vise forsyn, så er solen et genskin af den Skaber, som eksisterer usynlig og uudgrundelig bag alt. Og som har en hensigt med alle sine skabninger. Det gælder også det syngende jeg:

Bekymret Siæl! saa seer du dog,
At Alting staaer i Herrens Bog,
I hvor det gaaer, saa veed jeg grandt,
Mit Navn staaer tegnet deriblandt;
Gud kommer vist min Tarv ihu
– end nu,
Hand Rammer nok den rette Tiid
Da Himlen den skal blive bliid;
Jeg tør maaskee
Vel faae at see
Min Vinter blive til en Vaar
– i Aar.

De sidste linjer har været udlagt forskelligt. Nogle har læst det biografisk som udtryk for Stubs forhåbninger om en grundlæggende forandring af hans livsvilkår eller som en bøn om, at også digteren vil opleve kærligheden. Men i pagt med forårets grundlæggende betydning i digtet kan slutningen også opfattes allegorisk-religiøst som udtryk for opstandelseshåbet. Slutningens flertydighed afspejler således Stubs balancegang mellem den jordiske verdens anliggender og troens urokkelige sandheder.

De sidste Ribe-år synes dog at forskyde vægten i Stubs versekunst over mod en mere traditionel kristen digtning om synd og nåde, sine steder med formuleringer, der vækker mindelser om den pietistiske salmedigtning, som Ribes daværende biskop Brorson – og Stubs nabo – skabte. I arien „Op af Synden“ får Adams barn besked på at holde sig beredt på „sin store Bryllups Fæst, / Til at være / Der i ære / Jesu Brud og Himmel-Giest“. Men også om Kingo: mennesket er med sit „Syndbeklemte Hierte“ hjælpeløst fanget i sin „Synds forfuulet Søle“. Der er kun én frelsesvej, og den består i at søge Kristus, hvis blod og død soner menneskets synd. Men Stubs involvering i traditionen er samtidig dybtfølt personlig. Den smukke digtsuite over Jesu syv korsord slutter således:

Mit Liv i Nød og Død! min Jesu! du der Døde!
Hielp mig at gaae min Død i møde
Og give Gud min Siæl ved dine egne Ord;
Faaer da mit faldne Maal ey ført dem ud for Smerte
Saa er mit sidste Suk paa Jord
Din Røstes Echo i Guds Hierte.

I lyset af disse sidste linjer, som frakender mennesket evnen til selv at artikulere sit inderste, skal man måske læse den undsigelse af sprogkunsten – „du Tale-Konst, Dorligheds Tolk“ – som kommer til udtryk i „Tanker over I Cor: 2 v. 2: Jeg agter mig ikke at viide noget etc.“, hvor digteren hævder: „Men hvad som ey kommer af Troen er Synd. / (…) / Bort kiødelig Viisdom, bort prægtige Ord!“ Det ligner en undsigelse af Stubs egen tidligere digtning, anskuet fra et sted, hvor balancekunstens middelvej ikke længere var farbar.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Klaus P. Mortensen: Dydens jævne middelspor i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476568