Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Naturens bog - Stub og Tullin

Oprindelig forfatter KPMor

Den 5. juni 1756 affattede den forkomne og fysisk svækkede digter Ambrosius Stub (1705-58) en bønskrivelse til stiftamtmand G.F. Holstein. Siden 1754 havde Stub holdt sin egen lille privatskole for børn af en række gode Ribe-borgere, som var utilfredse med de lokale skoleholderes hårdhændede pædagogik og samtidig gerne ville støtte digteren, der var uden levebrød. Men byens autoriserede skoleholdere fik ham presset ud, så han måtte sætte sin lid til højere jordiske magters støtte: „Her bedes alleeneste og underdanigst, det maatte behage Deres Høy-Velbaarenhed naadigst at see derhen, at mig kunde, for først paa et Aars Tid, tillades information for de Børn, der dog aldrig blive disse Skoleledere betroede“. Bønskrivelsen vandt ikke gehør, selv om den var ledsaget af et ni strofer langt digt, som i grove træk beskriver, hvordan Stub efter mange års genvordigheder og tungt slid er endt „som berget Vrag“ i Ribe. Kernen i levnedsskildringen findes i strofe 2-4:

Min Barndom den gick bort i Skolegang, som kræncker:
Min Ungdom sad sig tret paa de latinske Benker:
Jeg var Academist til første Mandoms Tid:
Minerva lod end og fornøyet med min Flid.

Min Skiebne spillede saa snedig med min Lykke,
Fordi jeg fandt mig ey i Nogles Agt og Nykke:
For sildig blev jeg klog af Tidens Skue-Spil,
Hvor Verden føyer den, der giør, hvad Verden vil.

Jeg overgav min Bog, min kiære, troe Veninde:
Jeg drømte, ved min Pen, jeg saae mit Brød i Blinde:
Ved et og andet Hoff, fandt det, jeg skrev, Behag;
Men ach! mit Slæb blev svart, min Førlighed for svag.

 „Høÿvelbaarne Hr. Cammerherre og StiftsBefalingsMand, Naadigste Herre“. Sådan indledte Ambrosius Stub formfuldendt sin ansøgning til stiftamtmand Georg Frederik Holstein om at få ansættelse som børneinformator i Ribe. Her ses ansøgningens lige så formfuldendte sidste side.

„Høÿvelbaarne Hr. Cammerherre og StiftsBefalingsMand, Naadigste Herre“. Sådan indledte Ambrosius Stub formfuldendt sin ansøgning til stiftamtmand Georg Frederik Holstein om at få ansættelse som børneinformator i Ribe. Her ses ansøgningens lige så formfuldendte sidste side.

I disse korte rids kan man skimte nogle af de kendsgerninger om Stubs liv, som arkivstudier efterhånden har bragt for dagen. Han blev født på Vestfyn i 1705 som den yngste af skrædderen Christopher Pedersen Stubs fire børn. Faderen havde gode kontakter til nogle af egnens herregårde, og det kom hans børn til gode. Ambrosius' søster blev gift med en præst, en ældre broder herregårdsforpagter og han selv sat i Odense Latinskole med velynderes støtte. I 1725 blev han indskrevet ved Københavns Universitet, men selv om studiosus Stub blev kendt for sine drikkeviser og lejlighedsdigte, sin musikalitet og sine selskabelige talenter, så har han – i modsætning til hvad bøndigtet hævder – næppe haft Minervas bevågenhed. For da han i oktober 1735 ægtede præstedatteren Mette Cathrine Schousboe og definitivt opgav „Akademiet“, havde han endnu ikke aflagt én eneste eksamen. En forklaring anes i strofe 2, men strofens selvfremstilling – med den lunefulde skæbne og den troskyldige unge mand, der ikke er til fals og falder i unåde – virker som en besmykkelse.

Hvad der siden skete, skitserer den lapidariske strofe 3 med undla delse af mellemregningerne. Mette Cathrine købte for sin arv efter farmoderen en gård nogle måneder før brylluppet, men allerede i januar 1738 måtte de unge overlade gården til Mette Cathrines bror; og Ambrosius måtte forlade sin „kiære troe Veninde“, der med deres to små børn flyttede til Fåborg, mens han skaffede sig arbejde i kraft af sine boglige kundskaber på Valdemars Slot på Tåsinge hos kammerjunker Niels Juel, der drev en omfattende smughandel og overlod ledelsen af den givtige virksomhed til Stub. Men prisen var en tilværelse fjernt fra familien. I et digt, der formodentlig stammer fra denne periode, udtrykker han håbet om en ændring af det omflakkende liv, der var prisen for udkommet: „Er mit Hiem end ey saa nær, / O! vi samles dog en Gang / Denne Samling er saa kiær / At min Vey ey falder lang.“

Annonce

Ønsket blev opfyldt. I sommeren 1741 blev Stub udnævnt til sekretær for Juel, men fratrådte ved årsskiftet og slog sig med familien ned i Odense, hvor han formentlig levede af forefaldende skrivearbejde. Efter at have født endnu tre børn, der alle døde som små, døde også Mette Cathrine i 1747, og de to overlevende børn blev anbragt hos slægtninge, mens Stub vendte tilbage til sekretærstillingen hos Juel. I efteråret 1752 blev han dog afskediget, måske fordi han havde gjort en af slottets tjenestepiger gravid, og han endte i Ribe, hvor han efter at have mistet skolearbejdet tilbragte tiden frem til sin død i 1758 i fattigdom.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Klaus P. Mortensen: Naturens bog - Stub og Tullin i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476567