Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sorøoplysningen og Den Patriotiske Tilskuer

Oprindelig forfatter KPMor

I en litteraturhistorisk sammenhæng er J.S. Sneedorff af særlig interesse på grund af de Breve, som han udgav i 1759 – og som lægger sig i forlængelse af den essaytradition, Holberg indstiftede med sine epistler – men også på grund af hans bidrag til tidens spectatorlitteratur, Den Patriotiske Tilskuer, som han udgav to gange ugentlig fra januar 1761 til december 1763. Forbilledet var en ny genre: det (moralsk) oplysende og diskuterende ugeblad (eller avis), som fik sin første form med englænderne Richard Steeles The Tatler (1709-11) og Steeles og Joseph Addisons The Spectator (1711-12). Genren slog hurtigt an, selv om den i Danmark var hæmmet af, at den borgerlige offentlighed, som tidsskrifterne henvendte sig til i England, endnu kun var i sin vorden.

I den dedikation til kongen, som Sneedorff anbragte i det første bind af Den Patriotiske Tilskuer (1761), formulerede han sin overordnede hensigt:

– Det er ved at udbrede Sandheder, som kunde forbedre Tænke-maaden, Smagen og Sæderne, oplyse Menneskene om deres sande Fordele, og giøre dem nidkiere, til at opfylde Pligterne i alle Stænder, at jeg søger at tiene et Folk, som jeg elsker og ærer – – .

Dermed opfylder Sneedorff en patriotisk fordring, nemlig som videnskabsmand at formidle sin viden: „Patrioten i alle Stænder have Ret at fordre af dem, som underholdes af Selskabet [samfundet] for at tænke, at de tænke saaledes, at de kunne opbygge og fornøie andre end dem selv“. I denne overskridelse af den enkeltes egennytte findes grundformlen for begrebet patriotisk. Som Sneedorff udtrykker det, er man ikke patriot alene i kraft af at være født i et land og tale dets sprog, men ved at opfylde pligten til at tjene fædrelandet inden for de rammer, som ens stand og samfundet har sat.

Annonce

For Sneedorffs vedkommende er hans egen patriotiske opgave klar: at virke for, at landets love fungerer efter hensigten, og det vil igen sige at få menigmand til både at forstå dem og føle sig forpligtet af dem:

At udsøge saadanne Sandheder, som efter Folkets, Landets og Tidernes Beskaffenhed ere de beqvemmeste til at understytte Lovenes Hensigter, at foredrage dem paa en Maade, der er beqvem at overbevise og røre, dette er uden Tvivl en af de vigtigste Hensigter, hvorfor der i en vel indrettet Stat holdes Folk til at dyrke Videnskaben.

 Jens Schielderup Sneedorff var søn af den sidste rektor for det gamle Sorø Akademi. På Holbergs udtrykkelige anbefaling blev han i 1751 udnævnt til professor i offentlig ret og politik ved Akademiet, hvor han virkede i ti år. Kobberstik af Johan Samuel Lymann 1764.

Jens Schielderup Sneedorff var søn af den sidste rektor for det gamle Sorø Akademi. På Holbergs udtrykkelige anbefaling blev han i 1751 udnævnt til professor i offentlig ret og politik ved Akademiet, hvor han virkede i ti år. Kobberstik af Johan Samuel Lymann 1764.

Sneedorffs og dermed tidsskriftets ideelle formål er således samlende, og det vil netop sige patriotisk. For i det patriotiske skal alle stands- og enkeltinteresser forenes i et oplyst, fornuftbegrundet fællesskab. Dette fællesskab fremmer Den Patriotiske Tilskuer ved på sine sider med jævne mellemrum at lade fire standsrepræsentanter: adelsmand, borger, præst og bonde samtale om samfundet og deres egen stands egenskaber og pligter i relation til helheden. Men tidsskriftet styrker også det fælles ved under andre former – essay, brev, digt – at behandle de store almene anliggender, ikke mindst religionen. For Sneedorff er religionen ikke oplysningens modstander, men dens vigtigste kraft overhovedet – „det største Middel til at oplyse, forbedre og lyksaliggiøre Menneskene“, og tidsskriftet indeholder da også en række essays om væsentlige kristne trosspørgsmål.

Religionens lys kan imidlertid ikke stå alene. I tidsskriftets første nummer fra 19. januar 1761 anfører Sneedorff, at man indtil 1700-tallet har savnet oplysning om „det naturlige Lys“ på lige fod med den rodfæstede oplysning om „den aabenbarede Kundskab“. Den mangel vil Den Patriotiske Tilskuer – i lighed med andre – råde bod på efter forbillede af The Spectator:

De Uge-Blade, som et Selskab i London udgav under Navn af Tilskueren, giorde Kundskaben om de vigtigste Sandheder ved et kort, tydeligt og behageligt Foredrag saa almindelig, at man sagde om Addison, at han havde giort Philosophien bekiendt paa Caffe-Husene.
Dette Slags Skrifter ere siden ved mange flere lykkelige Efterlig-nelser af saa fortreffeligt et Mynster bleven saa bekiendte iblant os, at Læseren deraf let kan dømme om Hensigten af disse Blade.

I årtierne efter Addison og Steeles pionérgerning skyder spectatorlitte-raturen op i Europa, det første danske eksempel er Povel Johannes Phø-nixbergs Den forkeerte Mercurius (1726-28), men her er tale om ren underholdning blottet for det moralsk-opdragende sigte, som ellers kendetegner genren. Fra 1720'ernes slutning gøres en række forsøg frem til det første vellykkede moralske ugeblad, Jørgen Riis' satirisk anlagte Den danske Spectator, samt Sande- og Gransknings-Mand (1744-45). Hertil kom initiativer fra tyske og franske intellektuelle i København: J.E. Schlegels Der Fremde (1745), den franskfødte hovmester L.A. de la Beaumelles La Spectatrice danoise ou l'Aspasie moderne (1748-50) og hofpræsten J.A. Cramers Der nordische Aufseher (1758-61).

Når der er grund til at fremhæve Sneedorffs værk, der samlet nåede op på næsten 1.000 sider, hvoraf ca. halvfems procent er forfattet af ham selv, så er det fordi ugeskriftet rager højt op over de andre hjemlige forsøg i genre – både ved sit ligefremme danske sprog og som nøje gennemtænkt oplysningsfremstød. I det sidste dobbeltnummer 307-308 fra december 1763 gør Sneedorff rede for sin nu gennemførte plan, der på den ene side har hentet tidsskriftets mange emner fra fire hovedområder: opdragelsen, videnskaben, religionen og lovene, på den anden side sat ham fri til at ræsonnere over de aspekter, som enhver videnskabelig sandhed rummer. Denne balancegang mellem det individuelle og det almene er kernen i hans oplysningsstrategi:

For at udføre denne Plan, haver jeg betragtet Mennesket snart for sig selv, snart i Hensigt til Staten, som Menneske og Borger i Almindelighed, og som Borger i en vis Stand. Min Hensigt var fornemmelig rettet paa de borgerlige Forblindelser.

Sneedorffs oplysningsforehavende er primært formidlende, samfunds-opbyggende og ikke af den kritiske, autoritetsanfægtende slags. Det kritiske ytrer sig hos ham i det moralsk-opdragende blik på menneskers adfærd i samfundet og de almene menneskelige brist såsom standshovmod, pyntesyge, forfængelighed, hykleri, fordomsfuldhed.

Én sag ligger ham særligt på hjerte: „de smukke Videnskaber“, hvormed han først og fremmest mener veltalenhed. Mod dem, som hævder, at disse videnskaber er unyttige eller ligefrem fordærvelige, fremfører Sneedorff deres nødvendighed i det store oplysningsfremstød, fordi sproget taler til menneskets indbildningskraft og følelser. På den måde har dyrkelsen af sproget „saa vigtig en Indflydelse paa et Folkes Tæn-kemaade, Sæder, Opdragelse, Love, Videnskaber, og paa alt det som kan bestemme og forøge et Folkes Lyksalighed, at det fortiener Lovgivernes største Opmærksomhed“. Men arbejdet med sprogets formning, veltalenheden, er ikke noget i sig selv; Sneedorff tager udtrykkeligt afstand fra sproget som tom retorik. I Tilskuerens sidste nummer understreger han: „Det var (…) for Tingenes, for Tankernes, for Sandhedens Skyld, at jeg ønskede Sproget mere dyrket. Jeg agtede Tingene langt mere end Ordene, og Videnskaberne mere end Sproget.“

 Johann Elias Schlegel kom til København i 1743 som sekretær for den saksiske minister (ambassadør) og lærte sig hurtigt dansk. 1745-46 udgav han ugeskiftet Der Fremde, hvis moralsk-oplysende indhold sammenfattes i titelbladets emblem: vippefyret, hvis lys sikrer, at mennesker kan styre fri af farlige skær og grunde.

Johann Elias Schlegel kom til København i 1743 som sekretær for den saksiske minister (ambassadør) og lærte sig hurtigt dansk. 1745-46 udgav han ugeskiftet Der Fremde, hvis moralsk-oplysende indhold sammenfattes i titelbladets emblem: vippefyret, hvis lys sikrer, at mennesker kan styre fri af farlige skær og grunde.

Den formning af menneskers adfærd, som sproget således er et redskab for, kalder Sneedorff smag. Smag er ikke er rent æstetisk anliggende, men langt mere omfattende. Begrebet dækker mennesket som oplyst samfundsvæsen og individ. Smagen, hævder han, befrier fra forudfattede meninger og „løfter Siælene over egennyttige Hensigter“, smagen „gør Hiertet mere bøieligt til at følge Fornuftens Bydende“. Smagen er med andre ord en grundforudsætning for patriotismen.

Med begrebet smag kommer der toner ind, som ikke findes hos Holberg. Sneedorff tager udgangspunkt i en menneskenatur, der er anderledes god, end Holberg afmaler den i fx 1. og 2. satire. Begrebet smag overskrider den kølige fornuft ved at søge ned mod – forbinde sig med – instinkt, følelse og moral i mennesket, hvorfor netop modersmålet – og ikke kunstigt tilegnede tungemål – bliver den uomgængelige erkendelsevej. Her findes hos Sneedorff en linje, der peger frem.

En sådan tankegang, som Sneedorff ikke var alene om, lå til grund for dannelsen af Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse i 1759. Selskabet fremlagde hvert år to emner til prisopgaver, der blev belønnet og udgivet af selskabet. I Kiøbenhavns Adresse-Contoirs Efterretninger fredag den 21. december 1759 kunne man læse om selskabet, „hvis Hensigt er at forfremme de skiønne Videnskabers og Smagens Udbreedelse“:

(…) Vi imodtage alle Slags poetiske Verker, naar deres Indhold ikke striider imod Religionen, Dyden, Sæderne, og den Beskedenhed, der især bør være Videnskabernes og Konsternes Dyrkere egen. Nedrige Satirer og uanstændig Skiemt have vi med alle Veltenkende tildømt den visseste Foragt.

Vi imodtage og alle sindrige prosaiske Afhandlinger, de være i Form af Fortælninger, Breve, Samtaler eller nogen anden, naar kun Veltalenhedens og Vittighedens Yndigheder skinne frem i samme. Ligeledes nyttige, og med den goede Smag overeenstemmende Anmerkninger over den theoretiske og critiske Deel af de skiønne Videnskaber. Hid henføre vi beskedne Critiker over Fremmedes eller Danskes Verker; saadanne Critiker, hvilke alleene sigte til Sandhedens Opdagelse. Dog forstaaes dette alleene om Verker, hvilke henhøre til Smagen og de skiønne Videnskaber; Men grammatikalske Krige befatte vi os aldeeles ikke med.

Selskabet, som i sin første form bestod af seks medlemmer, blandt dem Sneedorff, hørte alle til kredsen omkring J.H.E. Bernstorff, og dets oprettelse var et led i hans og den oplyste enevældes kulturpolitik.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Klaus P. Mortensen: Sorøoplysningen og Den Patriotiske Tilskuer i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476559