Teaterrejsen til Paris

Arbejdspresset i løbet af de to år, hvor Holberg i gennemsnit skrev en komedie om måneden, tærede på kræfterne. Teatrets dårlige økonomi har næppe heller virket animerende. Kun mens foretagendet havde nyhedens interesse, løb det rundt. For at få et pusterum ansøgte Holberg i sommeren 1725 universitetet om orlov. Som grund angav han dårligt helbred, og som rejsemål det varme bad i Aachen, men efter afrejsen skiftede han destination og tog til Paris. I sit Første Levnedsbrev giver han som begrundelse, at „Luften paa dette Sted var meget sundt“, men noget tyder dog på, at selv for hypokonderen Holberg har drømmen om at se sine komedier opført på en fransk scene været afgørende. Med i bagagen havde han to af sine komedier, som han „for tidsfordriv“ havde oversat og nu prøvede at få afsat. Men håbet brast. Det nærmeste, han kom målet, var nogle rosende ord, der udglattede et afslag fra lederen af den italienske trup, den berømte Riccoboni. Holberg glemmer i sit Levnedsbrev ikke at citere rosen, men harcelerer ellers over den egentlige årsag til afvisningen: „de Parisers fordervede Smag, hvorudover der og i nogle Aar ikke har været en sund Comoedie at see“. Han konfronteredes her med en ny smag, der rynkede på næsen ad klassicismens drøje komik til fordel for en mere forfinet og indfølende menneskeskildring, der bl.a. ikke tålte en „gemeen Person“ på scenen. Denne smag hindrede ikke kun Holbergs komedier i at blive opført på parisiske scener, men forklarer også den kølige modtagelse, de fik, da de 20 år senere blev taget op på Komediehuset på Kongens Nytorv. Holbergs rationelle krav til en komediedigter, at han havde „udstuderet det som kaldes Ridiculum [det latterlige] udi det menneskelige Kiøn“ og kunne „igennemhegle Lyder saaledes at han diverterer tillige“, blev forkastet af den nye komedie som værdiløse. Som en af genrens skabere, den engelske digter Richard Steele (1672-1729), formulerer det: „Latteren efterlader intet varigt minde i sjælen undtagen måske en foragt for mennesket.“ I stedet for at kalde på latteren skulle dramaet appellere til vor medfølelse og vække interessen for det, der foregår inde i os selv, dvs. vække til selvfordybelse og ligefrem selvbeundring.

Holberg forsøgte sig efter hjemkomsten med en digtning i en mere 'ziirlig' stil med værket Metamorphosis Eller Forvandlinger (1726), der i fortalen kaldes en parodisk omvending og imitation af den romerske digter Ovids Forvandlinger (8 e.Kr.), men indså sin afmagt. Skuffelsen på de ydre og de indre linjer fik hans alter ego Hans Mickelsen til i et PS til fortalen at skrive: „Dette bliver uden Tvivl mit sidste poetiske Skrift; thi jeg bliver nu meget alvorlig (…) Det er med lystige Poeter (sans comparaison) ligesom med Katte, hvilke fra en overmaade Kaadhed, som Naturen har indplantet i dem udi Opvæxten, henfalde til en overmaa-de Alvorlighed. Mit Blod, efter min Barbeers Sigelse, begynder nu at blive temmelig flegmatisk, og seer nær ikke saa levende ud i Aar som i Fior, hvorudover jeg har resolveret at slutte en evig Fred med Jordens Klode, saaledes at vi lade hinanden herefter være uskaarne paa begge Sider.“

Inden fred og forlig kom i stand i sagen Holberg versus verden, udgav han som partsindlæg en statusopgørelse i et på latin affattet første levnedsbrev, Epistola ad virum perillustrem (Brev til en højfornem Herre), fuldført 1727, udgivet 1728. Levnedsbrevet ligner en ukompliceret historie, der muntert blander stort og småt mellem hinanden; tilsyneladende åbenhjertigt berettes om situationer, der stiller forfatteren i et mindre flatterende lys, men også mystificerende ved at skjule meget, som man forventer at få belyst i en selvbiografi. Som skabelon for mange af skildringerne har forskningen påvist klassiske værker. Den i titlen nævnte højvelbårne herre er sikkert fiktiv. En litterær offentlighed eksisterede ikke. Ligesom publikum spejdede efter private modeller bag en almen satire, brugte forfattere en privat form i deres henvendelse til publikum. Bogens blanding af betroelse og fortielser er måske antydet af titelbladets træsnit, der forestiller en sfinx indfattet i en vedbendranke.