Karakterkomedien - Jeppe paa Bierget og Den Politiske Kandstøber

Komedien var tidens genre. De teatre, der rejstes Europa over, var som Comédie-Frangaise fra 1680 komediehuse. Her forbandt man en komedietradition fra Grækenland og Rom, som havde været forbillede siden renæssancen, med spil fra en folkelig markedsscene. De romerske komediedigtere Plautus og Terents havde været yndede leverandører til det humanistiske skoledrama. Mens dette pædagogiske amatørteater sygnede hen, var der på den italienske markedsscene opstået den såkaldte commedia dell' arte, hvor professionelle spillere improviserede en forestilling over et fastlagt handlingsskelet (en scenario). Dette består i en stereotyp familiehistorie, hvor en far af egennyttige motiver modsætter sig, at hans børn ægter deres hjertes udkårne. De komiske indslag kommer, hvor familiens tjenestefolk listigt intervenerer på de unges side, og hvor egns- og standsrepræsentanter som officeren (den stortalende soldat), lægen og advokaten (den lærde pedant) inddrages.

Kombinationen af det groteske og det genkendelige gjorde formen yndet over hele Europa. I en periode var det italienske teater en så alvorlig konkurrent til det franske, at det blev lagt vanskeligheder i vejen, men det vendte tilbage 20 år efter, hvor franske digtere tog traditionen op. En sen aflægger har overlevet på Tivolis pantomimeteater. Den klassiske og den folkelige komedie blev føjet sammen af komediemesteren over alle, Molière, hos hvem det gavnlige og det fornøjelige forenedes. Det er denne tradition, Holberg viderefører. Modellerne for handlingen lånte han skamløst, selv om han kunne vrænge ad genren, „hvor udi stedse sees en knurvorn Fader, en forliebt Søn, en skalkagtig Tiener, og som endes ved Giftermaal“. Stereotypien var forudsætningen for, at han kunne producere så hurtigt. Allerede i efterårssæsonen 1722 opførte teatret fem af Holbergs komedier: Den politiske Kandstøber, Den Vægelsindede, Jean de France, Jeppe paa Bierget, Mester Geert Westphaler, der blev udgivet det følgende år under titlen Comoedier sammenskrevet til Den danske Skue-Plads med den oplysning, at endnu ti komedier lå færdige i manuskript: Barselstuen, Den11. Junii, Jacob von Tyboe, Den Stundesløse, Erasmus Montanus, Don Ranudo de Colibrados, Ulysses von Ithacia, Uden Hoved og Hale, Hexerie eller Blind Allarm og Melampe. 15 komedier på mindre end halvandet år, en efter enhver målestok enestående produktiv kraft.

Alle første binds fem komedier er, hvad Holberg kalder „Comoedier udi Character“, dvs. komedier bygget op om en person med en mani, der styrer vedkommendes adfærd. Blandt disse findes Jeppe paa Bierget eller Den forvandlede Bonde, der i nutiden er blevet en af Holbergs mest opførte. Som karakterskildring giver komedien et uforligneligt nuanceret portræt af en sjællandsk fæstebonde, som skæbnen har mishandlet, men som i vid og gemyt er sin skæbnes overmand. Denne kvalitet, der har gjort rollen til en karakterskuespillers drøm, og figuren til publikums yndling, har imidlertid i samme grad gjort komedien vanskelig at spille, uden at den opleves tragisk. Ved brug af brændevin og sovemiddel leger hans herskab mentalt himmelspjæt med den fordrukne stakkel, så han til sidst ikke ved, hvem han selv er og efter en indbildt ophøjelse til baron tér sig som hævngerrig tyran, en forvandling, der bruges som bevis for komediens morale, „Naar Bønder, Handværksmænd man Regiment vil give, / Da Scepteret til Riis kan snart forvandlet blive“. Denne intrige forekommer et moderne publikum hjerteløs og uretfærdig, specielt fordi Holberg i første akt har vakt tilskuernes sympati for Jeppe ved at lade ham selv forklare den last, der gør intrigen mulig: min kone „slaaer mig, Ridefogden driver mig til Arbeyd som et Beest, og Degnen giør mig til Hanrey. Maa jeg da ikke vel drikke? maa jeg da ikke bruge de Midler, som Naturen giver os at bortdrive Sorg med?“ Smerteligt er det også ved komediens udgang at se Jeppe efterladt til grin og ribbet for den sidste rest af selvrespekt, hvor karakteren i en komedie ellers typisk reddes ved at indse sin fejl og igen integreres i fællesskabet. Fra Holbergs synsvinkel er figurens videre skæbne imidlertid konsekvent nok. Netop fordi Jeppe deler publikums opfattelse af at være offer, er han ude af stand til at nå et selvindsigtens punkt, hvor han kan blive subjekt i sit eget liv og overtage sin fremtid.

Det er i det hele taget karakteristisk for komedierne i første bind, at intrigen enten er udeladt eller ikke integreret i den forstand, at den bruges som et pædagogisk middel til at bringe hovedpersonen til fornuft. I Den Vægelsindede og Mester Geert Westphaler nøjes Holberg med at lade karakteren udfolde sin mani. Den vægelsindede Lucretia er et menneske i sine humørsvingningers vold, totalt uberegnelig og umulig at omgås, og Geert Westphaler, den meget talende barber, er et manisk sludrechatol, der driver sine omgivelser til vanvid med sin uophørlige snak. Da de to komedier blev dårligt modtaget, prøvede Holberg at skrive dem om ved at indlægge intriger, men forsøget blev halvhjertet og ændrede heller ikke publikums dom. Som Jeppe paa Bierget slutter Jean de France med at udstøde titelkarakteren som uforbederlig. Det er i første bind kun i Den politiske Kandstøber, at vi møder intrigen som både konfliktløsende og bevidstgørende element.

Den politiske Kandstøber blev Holbergs scenedebut. Om det også er den først skrevne komedie, ved vi ikke. Måske valgte Grønnegadescenen for at tækkes kongehuset at lægge ud med dette stykke politisk teater, der demonstrerer det oplyste enevoldsstyres rationelle overlegenhed. Holberg nævner dog, at nogle misforstod tendensen og mente, at komedien var vendt mod øvrigheden, hvad der bekræfter, at der var brug for Paullis belæring, „at de feyl, som i en Comoedie belees, ikke altid imodsigis“. Selv om Holberg mente, at komedier skulle udspille sig i en hjemlig lokalitet, er handlingen her henlagt til Hamburg, hvor en labil politisk situation gjorde den realistisk. Her møder publikum kandestøberen Herman von Bremen, en uvidende og brovtende kværulant, som på værtshuset gør sig klog på politik og kritiserer byens råd. Komediens mission er at sætte denne potentielle oprører på sin rette plads, dvs. sende ham fra det offentlige rum tilbage til privatsfæren. To rådsherrer diskuterer i komedien, hvad man skal stille op med ham. Den ene vil have ham straffet, men den anden har en mere subtil idé: „thi at straffe eller arrestere saadan Mand, opvækker kun Oprør iblant Almuen, og giør saadan Giæk meer anseelig. Min Meening var derfor at spille heller en Comoedie med ham, som skulde have bedre Virkning.“ Her formuleres genrens pædagogik. At spille en komedie vil sige at spinde en intrige, en komedie i komedien, hvori hovedpersonen bindes en historie på ærmet, der lokker ham til at udleve sin drøm. Herved vil den blive konfronteret med virkeligheden og afsløre sig som en illusion. Illusionens udfoldelse og sammenbrud er knudepunkterne i komediens bevidstgørelsesproces. I Den politiske Kandstøber udnævner rådsherrerne på skrømt Herman til borgmester for derefter at overdænge ham med en sådans administative byrder, så han til sidst segner under dem og i de afsluttende moralevers erkender sin mangel på kompetence: „Et er et Søe-Kort at forstaae,/ Et andet, Skib at føre“.

Holberg betragtede selv karakterkomedierne som blomsten af sit forfatterskab. Gruppen omfatter (ud over de nævnte) Jacob von Tyboe, Det lykkelige Skibbrud, Erasmus Montanus, Den Stundesløse, Den honnette Ambition og Don Ranudo.