Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Historieskrivning og heltehistorier

Oprindelig forfatter BjSa

I 1730 fik Holberg tildelt det professoratet i historie, han som ung havde drømt om. Det var både mere anset og bedre aflønnet end hans to tidligere embeder, og dermed var han tilbage på sporet, inden den lyksalige/ulyksalige poetiske raptus greb ham. En ny livsfase begyndte. Den norske historiker Lars Roar Langslet har komponeret sin Holbergbiografi Den store ensomme (2001) omkring netop dette skel. Frem til 1728 har Holbergs liv en historie; årene efter er kun historien om hans bøger. Andre har opdelt Holbergs liv i tre epoker: en poetisk, en historisk og en filosofisk raptus. Denne skandering fastholder den næsten maniske produktionskraft som konstanten i den store mands liv: at skrive bøger „enten de udføres udi ærbar Stiil eller udi Skiemt og Ironier, enten udi Adagio eller Presto, udi Simpel- eller Tripel-Tact“, som han selv sammenfatter sin livsindsats.

Professoratet blev for Holberg ikke indledning til en lærer- og forskergerning. Han brød sig ikke om at undervise og blev heller ikke populær blandt studenterne, og han var ikke forsker i ordets moderne betydning. Det var historieskrivningen, der drev hans studier. Metodeproblemer bekymrede ham mindre. Han foragtede alt, hvad der smagte af pedanteri, og skelnede fx ikke mellem historisk beretning og kilde. Kildekritisk granskning var noget nyt, som blev introduceret af kollegaen Hans Gram, som imidlertid videreførte en annalistisk ophobning af fakta. For Holberg var det væsentligste at forklare den historiske proces' sammenhæng på en måde, der appellerede til læserne; hans evne til at gøre fremstillingen levende gjorde i mange år hans bøger til folkelæsning. Det betyder imidlertid ikke, at Holberg ikke selv opsporede hidtil ukendte kilder, eller at han ikke forholdt sig kritisk til sit materiale. Embedsperioden blev kun kort. I 1735 blev han for et år udnævnt til universitetets rektor, og administration må have bekommet ham godt, for i 1737 opgav han helt sit professorat for i stedet som kvæstor at administrere universitetets økonomi. Men historieskrivningen ophørte ikke med embedet.

Holbergs indsats på området er på alle måder imponerende. Han udgav i 1729 Dannemarks og Norges Beskrivelse, som han havde påbegyndt, inden den poetiske raptus løb af med ham. Allerede 1732-35 fulgte så Dannemarks Riges Historie i tre bind (o. 2500 sider); i 1738 kom Almindelig Kirke-Historie i to bind (o. 1000 sider) og i 1742 Den Jødiske Historie ligeledes i to bind (o. 750 sider). Hertil føjedes et par i omfang og indhold mindre tungtvejende værker. Ud over at være en flidspræ-station, hvad alene sidetallene viser (Holberg vigter sig med værkernes omfang i sin selvbiografi), er det først og fremmest en litterær bedrift.

Annonce

Danmarkshistorien er Holbergs helt store indsats. Den er disponeret i tre bind, der omfatter hele det lange stræk, fra cimbrerne år 111 f.Kr. drog ud for at erobre den romerske verden, og fortæller fra sagnkongen Skjold til og med Frederik 3. og enevælden, dog sådan, at Christian 4.s og Frederik 3.s historie fylder ca. halvdelen af værket. Holberg fandt samtidshistorien væsentligere end den antikvariske. Det var også for den sene periodes vedkommende, at han selv foretog arkivstudier. I første halvdel bygger han i alt væsentligt på Arild Huitfelds krønike (1595-1604), som dog får kritiske bemærkninger med på vejen. Værkets 3. bind indledes med programskriftet „Betænkning over Historier“, hvor Holberg gør rede for sit syn på historieskrivning. Hovedsagen er her, at en historiker først og fremmest skal sigte sit stof og kun tage det relevante med, forholde sig upartisk i sin fremstilling og præstere en ræsonnerende og sammenhængende fremstilling, der underviser læseren. Historien skal fungere som den store, nationale opdrager. Derfor var det for Holberg afgørende at „egayere [gøre livlig] Materien, for at opvække Læserens Attention“, og derfor lagde han – med franske og engelske historikere som forbillede – „mindre Vind paa at skrive lærd end paa at udtrykke sin Mening smukt“.

For Holberg er historien den nyttigste af alle videnskaber, der fungerer som et spejl, hvori man af det forbigangne kan dømme om det tilkommende og få ny indsigt i verden og selvet: „Jeg lærer deraf at kien-de Lande: Jeg lærer at kiende Mennesker: Jeg lærer at kiende mig selv.“ På denne tidsrejse jagter han årsagerne til historiens udvikling. De forklaringer, han giver, er psykologiske.

Danmarkshistoriens periodeafsnit afrundes med omfattende kongeportrætter. Dette spor munder ud i Holbergs helte- og heltindehistorier. De to værker er ikke resultater af målrettet forskning; de bygger, som Holberg siger, på „gode Extracter af visse store Heltes Historier“ og er, hvad man i dag kalder spin-off af hans læsning og overvejelser. Men her sammenfatter han sin erfaring. Den fulde titel på det første værk lyder: Adskillige store Heltes og berømmelige Mænds, sær Orientalske og Indianske sammenlignede Historier og Bedrifter Efter Plutarchi Maade (1739). Her samler Holberg beskrivelser af 22 historiske berømtheder, arrangeret parvis, som grækeren Plutarch gjorde i sit ofte efterlignede værk Parallelle liv fra ca. 100 e.Kr. Sammenstillingen skærper iagttagelse og dømmekraft, et forhold, Holberg pointerer ved at introducere hvert portrætpar med en „Forberedelse“, der præsenterer det moralske tema, som sættes til overvejelse, og afslutte det med en „Sammenligning“. Personkredsen omfatter – ud over store navne fra en europæisk kulturkreds som Sokrates, Cæsar og Peter den Store – som titlen anfører, især orientalske og indianske: Saladin, Soliman, Zoroaster, Muhammed og en række navne, som samtiden først har stiftet bekendtskab med i Holbergs bog. I 1700-tallet voksede der en stærk interesse frem for alt fremmed, specielt fra den orientalske verden. Denne smag har Holberg, der skrev bøger for at få dem solgt, appelleret til. Da værket også fik god omsætning, fulgte han i 1745 succesen op med en feminin genpart: Adskillige Heltinders og navnkundige Damers sammenlignede Historier.

Holbergs brug af titelbegrebet helt er tvetydig. Han lægger afstand til den traditionelle krigerisk-heroiske betydning med sin borgerlige bekendelse, at „en god Huusfader, der har bragt et Douzaine vel optugtede Børn til verden [er] nærmere ved Heroismum, end den store Alexander, der opofrede fast million Mennesker.“ Blandt herskerne er det ikke erobreren, men den gode lovgiver, der sikrer sit riges trivsel og fremgang, som han beundrer. De fleste „helte og heltinder“ er dog ikke eksempler til efterfølgelse, men berømtheder, der har fascineret ham. Galleriet omfatter afskrækkende tyranner som fx Djenghis Khan og Timur Lenk, og blandt kvinderne gådefulde skikkelser som Maria Stuart og den svenske dronning Christina.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjarne Sandstrøm: Historieskrivning og heltehistorier i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476548