Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

En livsbane finder sin retning

Oprindelig forfatter BjSa

Den Holberg, vi møder ved hjemkomsten til København, er en mand midt i tyverne, der synes at have fundet sin livsbane. Til målrettetheden og den voksende selvtillid kom hjælp fra formående personer, der havde fået øje for hans evner og med legater sikrede ham arbejdsro til at udvikle dem. En professor lod ham i 1708 ledsage sin søn på en studierejse til Dresden og Leipzig og skaffede ham efter hjemkomsten fribolig og legat på Borchs Kollegium. Holberg turde nu satse på en universitetskarriere med mulighed for at leve som forfatter. Det er også i de år, han ansøger om universitetsstillinger, uden dog at få mere end en ulønnet titel og løfter på fremtiden. 1709-14 færdiggør han de udkast, han havde bragt med hjem fra Oxford. En anden skribent var ganske vist kommet ham i forkøbet med et lignende projekt, hvad der tvang ham til at omstrukturere værket i to bind, ét om historien (under en titel, der er kalkeret efter forbilledet Pufendorf) Introduction til de fornemste Europæiske Rigers Historie, fortsat indtil disse Tider (1711) og i 1713 et Anhang om de geografiske forhold.

Straks efter gik Holberg i gang med den opgave, der blev ungdomsårenes hovedindsats, at introducere naturretten for et dansk publikum. Også her valgte han Pufendorf som model. Værket udkom under en af de lange titler, tiden yndede: Introduction til Natur- og Folkerettens Kundskab, med tilføjelsen: Uddragen af de fornemste Juristers Besynderlig Grotii, Puffendorfs og Thomasii skrifter. Titlen vedgår sine kilder, men er også lidt pral. Holberg havde nemlig ikke studeret den kongerække af tænkere, som titelbladet opremser, men brugt en sammenfatning, Pufendorf selv havde foretaget af sit hovedværk De Jure Naturae et Gentium (Om natur-og folkeretten, 1672). Dette var tidens almindelige formidlingsvej, fra originale tanker i bindstærke værker på den internationale lærde verdens latin til komprimerede sammenfatninger på menigmands nationalsprog. Holberg var sidste led i denne fødekæde.

Med sit arbejde tilslutter Holberg sig tidens tankestrøm og gør sig til talsmand for de nye tanker om mennesket som først og fremmest en social skabning: „Grundvolden af den naturlige Lov er, at et hvert Menneske saa vidt det staaer til ham, maae holde ved lige Samquem og Omgiengelse, det haver den naturlige Rett befalet, og, hvad som strider derimod, er af samme Naturens ret forbudet“. Der stod dog ikke et taknemmeligt publikum parat til at modtage bogen. I de første år solgte den til sin forfatters fortvivlelse decideret dårligt, men da universitetet i 1736 indførte den juridiske embedseksamen, brugte de studerende den som lærebog, hvad der satte gang i salget. Frem til 1763 kom den i seks oplag og antages at være det mest læste af Holbergs værker i hans levetid.

Annonce

Holberg havde i 1714 gjort naturretten færdig til trykning for at udnytte de karrieremuligheder, værket ville give. Kongen havde allerede stillet ham et professorat i udsigt. Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Holbergs strategi for at positionere sig til en universitetskarriere blev bremset af tildelingen af et legat, der ifølge sin fundats skulle omsættes i en treårig udenlandsrejse. Derfor måtte han – uden egentlig lyst – begive sig afsted. At legatfundatsen krævede, at modtageren kun måtte studere ved lutherske universiteter og siden skulle gå i kirkens tjeneste, tog Holberg lettere på. Ruten gik over Holland til Frankrig og Italien, og ingen steder frekventerede han lutherske institutioner.

Der er næppe tvivl om, at denne romanske rejse blev dannelsesrejsen i Holbergs liv. Det var under denne, han modtog de impulser, der fremkaldte det senere forfatterskab. Den nærmere sammenhæng står dog uklar. I Første Levnedsbrev fylder beskrivelsen af denne rejse mere end noget andet. Holberg fortæller veloplagt om allehånde muntre og spændende oplevelser på rejsen. Om folkelivet i de store stæder og lange vandringer fra sted til sted, om sejlads med pram ad Europas floder og sørøveroverfald i Middelhavet, om sygdom undervejs og ikke mindst besøg på berømte biblioteker. Når det imidlertid drejer sig om det, vi fra et litteraturhistorisk synspunkt helst vil vide noget om, dvs. hvilke impulser, der har påvirket det senere forfatterskab, går vi forgæves. Hvilke bøger læste han? Gik han i teatret? Og hvis ja, hvad så han så? Det nærmeste, man kommer løsningen på spørgsmålet om, hvad den danske scenekunsts fader selv har set af teater, inden han skrev sine epokegørende værker, er beretningen om, hvordan han i Rom plages af støjende folkelige komedianter, som han deler logi med. Ellers er Levnedsbrevet tavst.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjarne Sandstrøm: En livsbane finder sin retning i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 20. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476546