• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det komiske helteepos Peder Paars

Oprindelig forfatter BjSa

Det var dog ikke betænkeligheder ved satiregenren, der fik Holberg til at henlægge det påbegyndte digt, men problemer med versifikationen. I stedet tog han fat på en ny opgave, der skulle vokse under hans hænder, nemlig det komiske heltedigt Peder Paars. Litteraturforskeren F.J. Billeskov Jansen har påvist, at det var en illustration til den klassicistiske franske digter Nicolas Boileaus komiske heltedigt Le Lutrin (Nodepulten, 1674), der satte Holberg i gang. Den viser et optrin, hvor klerke i en parisisk kirke bruger bøger som kasteskyts i en strid om, hvor en nodepult skal placeres. Scenen ville Holberg bruge som skabelon for en satire over universitetets – i hans øjne – lige så absurde disputationer. Men ideen ynglede, så situationen endte som en episode i en stort udfoldet parodi på Vergils klassiske epos Æneiden.

Peder Paars udkom i fire dele 1719-20. Med dette værk, der suverænt spiller på et bredt felt af intertekstuelle referencer, slog Holberg porten op for en ny fiktionsdigtning i dansk litteratur. Som sådan har Peder Paars dog en forløber i Povl Pedersens Kærligheds Ændrings og Undrings Spejl forestillet udi den spanske Herremand Don Pedro af Granada hans Liv og Levneds Historie, der formentlig er digtet allerede i 1690'erne, men først vides trykt 1724, altså efter Holberg. Hvor forskellige de to værker end er, er de fælles om at gå bag om 1600-tallets renæssancebevægelse ved stofligt at genbruge en ældre folkelig fantasidigtning og formelt at parodiere den kunststil, det havde været renæssancens og barokkens ambition at skabe. 1700-tallets tidlige fiktionsdigtning simulerer således ikke at skildre en virkelighed, men har karakter af leg.

Som model for sin helt Peder Paars brugte Holberg Cervantes' Don Quixote, fantasten, der er for optaget af at posere som ridder til at se den tarvelige virkelighed, han lever i. Som Don Quixote har sin følgesvend – og kontrast – i realisten Sancho Panza, har Paars som væbner fået den snusfornuftigt bondske Peer Ruus, der kommenterer sin herres tåbeligheder. Omkring dette par er fiktionen groet frem af flere rødder. Holberg spiller dobbelt ved at skjule sig bag to masker, der placerer værket i hver sin litterære tradition. Det foregiver at være skrevet af en kalundborgsk hvidtølsbrygger Hans Mickelsen, der på titelbladet præsenterer digtet som skillingsvise, „En Sandfærdig Ny Vise (…) Siunges efter den Melodie: Arma virumque cano &cc“, mens det kommenteres med „sprænglærde Noter“ af Mickelsens ven, Just Justesen, der for „den skiønsomme Læser“ afslører, at der er tale om en parodi på det klassiske epos. Melodiangivelsen: „Arma virumque cano .“ er optakten til Æneiden. Med den romerske digter Vergils kanoniske værk som vandmærke fortælles i heroiske aleksandrinere (5-fods jamber) den „historiske“ beretning om kræmmeren Peder Paars' sejlads fra Kalundborg til Århus for at besøge sin fæstemø Dorothea:

Annonce

Jeg taler om en Mand, hvis Skiebne og Bedrifter
Bør billig tegnes an blandt alle Folkes Skrifter,
Jeg siunger om en Helt, den store Peder Paars,
Som tog en Reise for fra Callundborg til Aars.

Optakten angiver, at store ting er på spil. Den lille mands rejse er ikke kun en menneskelig bedrift. Gudernes indgriben løfter begivenhederne til skæbneniveau. Misundelsens gudinde Avind tåler ikke, at det unge par bliver lykkeligt forenet, og beder stormens gud blæse op, så Paars og hans mandskab forliser, men redder sig i land på Anholt, hvor det meste af handlingen udspiller sig. Men plagerne ophører ikke her; tværtimod er det lille samfund mere truende end elementernes rasen. Øens beboere, som „lever Christelig og nærer sig af Vrag“, plyndrer, dømmer og fængsler de skibbrudne. Ved andre guders hjælp slipper de væk fra øen, dog blot for at komme i nye vanskeligheder. Det over 5000 aleksandrinere lange digt slipper sin helt på vej fra Skagen mod Århus, uden at læseren aner, om han forenes med sin Dorothea.

 Peder Paars blev i 1720-udgaven forsynet med træsnit, der med deres primitive form understøttede præsentationen af digtet som skillingsvise „trykt i dette Aar“. Disse træsnit forsvandt imidlertid i nye udgaver efter Holbergs død.

Peder Paars blev i 1720-udgaven forsynet med træsnit, der med deres primitive form understøttede præsentationen af digtet som skillingsvise „trykt i dette Aar“. Disse træsnit forsvandt imidlertid i nye udgaver efter Holbergs død.

Ved ankomsten til Anholt udfritter Paars en øbo om forholdene med henblik på ved hjemkomsten at forfatte en statsbeskrivelse. Beretningen afdækker en rædsel af et samfund, hvor øvrigheden underkuer almuen, som lever i sort overtro. Fogeden, som befolkningen mener selv har skrevet loven, dømmer til sin egen fordel; præsten prædiker ved at læse højt af gamle katolske prædikensamlinger; og degnen skaffer sig en ekstra indtægt ved at prissætte begravelsessalmer og jordpåkastelse. Denne beskrivelse fik øens ejer, Frederik Rostgaard, til at klage til kongen med krav om, at bogen skulle brændes af bødlen.

Anklagen kunne være blevet farlig. Jacob Worms satirer havde i 1681 affødt en dødsdom. I årene efter var satiregenren imidlertid blevet mere stueren ved at anlægge et alment sigte, for – som Holberg forklarer – „er det meer innocent at sige, Verden er ond, end at sige der ere onde Folk udi det Land, meer uskyldigt at sige, det Land, end den By er ond, og endnu meer at sige, den By er slem, end at sige, Hans Kudsk, Niels Vognmand, Jens Kieldermand, etc. ere vanartige“. Det var den almene ufornuft, der skulle revses. Holberg taler i sin første satire om „Verdens Dul-Huus [dårekiste]“, en metafor, han deler med tidens andre satirikere, Tøger Reenberg og Christian Falster.

Dette synspunkt reddede bogen. Kongen resolverede, at skriftet, selv om det „hellere kunde være bleven udeladt end skreven“, dog kunne passere, fordi det alene bestod af „fingeret [fiktiv] Skiemt“. At fingeret skæmt ikke nødvendigvis er uskyldig, indså historikeren Hans Gram, der sekunderede Rostgaards klage med en detaljeret kommentar til digtet. Med sin klassiske baggrund registrerede han i Holbergs brug af klassisk litteratur et epokalt opgør med fortidens heroiske menneskeideal, som skolen havde forsvaret. Peder Paars er i sin komiske himmelstorm så amoralsk, at intet er fredet. Bedragere og bedragne bliver genstand for samme mål af spot. Det nærmeste, vi kommer et moralsk arkimedespunkt i dette latterunivers, er, hvor vi i digtets slutning på en kro møder „en bleg og maver Mand, som havde ingen Ruus“, der smiler af de andres drukne tale. Det drejer sig om en stadssatyricus, som de lokale af og til belønner med en gang prygl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjarne Sandstrøm: Det komiske helteepos Peder Paars i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 20. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476551