Bedragets former - slyngelkomedien og parodikomedien

Hvor intrigantens bedrag kurerer karakterens selvbedrag, stemmer det moralske mellemværende i Holbergs komedier. Men sådan går det ikke altid. I en gruppe såkaldte slyngelkomedier (Den 11. Junii, Det Arabiske Pulver, Diderich Menschen-Skræk, Den Pantsatte Bonde-Dreng, Pernilles korte Frøkenstand) går intriganten solo og udfører sine skælmstykker alene for skadefrydens og egen vindings skyld. Her er det ganske hensynsløse løjer, publikum bliver vidne til. Undertiden strøget over med en selvparodisk moralsk fernis, som når plattenslageren Oldfux i Det Arabiske Pulver siger: „Jeg skiller denne Mand ved 4000 Rixdaler, og dog giør ham en Tieneste, som han bør takke mig for; thi han lærer saa meget af denne Historie, at han forlader sit Galskab“.

Holberg går imidlertid aldrig så langt, at han lader en karakter overtage intrigantens evne, som det sker i Molieres Don Juan og Tartuffe. Her udnytter titelfiguren hensynsløst sin overlegne indsigt og bliver derved farlig på en måde, som komediegenren med sin traditionelle afsløringsmetode er ude af stand til at hamle op med. Sådanne moralske afgrunde i gabet mellem løgn og sandhed opsøger Holberg ikke. Som moralist er han først og fremmest rationalist. Hans teater handler ikke om egentligt etiske problemer, men om forholdet mellem illusion og virkelighed.

Holbergs teaterpraksis er i sin kerne anti-illusionistisk. Han forventer, at publikum gennemskuer handlingen; ikke at det indlever sig i den. Dette er udgangspunktet for hans opgør med samtidens andre teatralske præsentationsformer. Temaet sættes på spidsen i en række komedier, der tematiserer teatermediets eget forhold til virkeligheden. Det drejer sig om de fire titler, der som et afsluttende filosofisk efterspil står sidst på listen over de femten første komedier: de to parodikomedier, Ulysses von Ithacia eller En tydsk Comoedie og Melampe, og de to forviklingskomedier, En Comoedie kaldet Uden Hoved og Hale og Hexerie eller Blind Allarm.

Begge typer konfronterer illusion og virkelighed, men fra hver sin side. I parodikomedierne trækkes virkeligheden ind på teatret, hvor den afslører heroisk livsstil som tom bravade. I forviklingskomedierne slippes illusionen fri i virkelighedens verden, hvor den opfattes som magisk bedrag. Som refleksion over komediegenrens erkendelsesform er Uden Hoved og Hale Holbergs mest gennemarbejdede værk, men desværre også med sin filosofiske skematik med tematiske paralleller og kontraster et af de mindst levende.