Religionen som socialt bånd

Religionen var i hele middelalderen det primære sociale bindemiddel ud over den nærmeste familie og de basale økonomiske produktionsenheder. Det eneste fælles rum var af religiøs karakter, enhver forbindelse mellem høj og lav i samfundet, det være sig økonomisk, juridisk eller selskabelig, var beseglet eller overvåget af højere magter.

Før de moderne ideer om menneskerettigheder, demokrati og kapitalistisk verdensorden var den alment accepterede begrundelse for samfundets hierarkiske opbygning af religiøs art. Før det moderne videnskabelige gennembrud blev alle livets problemer og store spørgsmål direkte relateret til religiøse instanser og forklaringsmodeller. Dette gælder på et overordnet plan både for hedenske og kristne samfund i middelalderen. Hvad enten nordiske krigere har svoret ved Tor eller Sankt Michael, er grundprincippet fælles for førmoderne samfund: usynlige, overnaturlige væsener optræder som den socialt bindende faktor, den yderste forpligtende instans (til forskel for den moderne verdens komplicerede abstrakter som 'folket', 'nationen', 'demokratiet', 'islam'). Som beskrevet nedenfor fik kristendommen afgørende konsekvenser for litteraturen og for selvopfattelsen i de nyligt integrerede områder som Danmark i 1100- og 1200-tallet. Men både før og efter Danmarks kristning var religionen en grundbetingelse for samfundsliv – faktisk så grundlæggende, at man i middelalderen ikke havde noget ord for den: religio betød fromhed, og andre 'religioner' beskrives mere konkret som folk, der har en anden og forkert tro.

Det kan derfor ikke undre, at hele den europæiske middelalderlitteratur har et religiøst formål eller en religiøs ramme. Det er således misvisende eller i bedste fald forvirrende at tale om en religiøs litteratur i modsætning til en verdslig litteratur. Men man kan skelne mellem kirkelig litteratur og verdslig litteratur – dvs. henholdsvis den, som er opstået indenfor og henvender sig til kirkelige institutioner, og den, som ikke primært gør det. Dantes Den Guddommelige Komedie (ca. 1300) hører klart til den sidste gruppe – faktisk i revolutionerende grad – men kan ikke af den grund opfattes som ikke-religiøs. Selv den del af litteraturen, som udspringer af en modkultur og omhandler (delvis førkristne) krigeriske idealer – eller som polemiserer mod munke og præster – gør det stadig kun i kraft af en underliggende overensstemmelse med den egentlige guddommelige plan. Periodens litteratur som helhed kan kun forstås på baggrund af en sådan overgribende, førmoderne religiøs konsensus.