Middelalderen

I den udstrækning middelalderens mennesker havde taget stilling til deres egen tidsalder i et længere perspektiv, ville de sige, at de selv var moderne, dvs. 'dem, der lever nu' (fra latin modo, 'nu'). De gamle, dem, der levede i oldtiden (antiquitas), var dels de store figurer fra bibelhistorien som Moses, profeterne, de jødiske konger, dels ikke-bibelske skikkelser som filosoffen Aristoteles, digteren Vergil og store romerske kejsere som Augustus, Konstantin og Justinian. Vi har nu reserveret begrebet moderne for noget, der ligger nærmere os, og den betegnelse vi bruger om perioden, middelalder, indebærer en senere tids nedvurdering (en alder mellem to store epoker: antikken og renæssancen). Men den har vundet hævd og er brugbar i hele det europæiske kulturområde.

Afgrænsningen af middelalderen til de tusind år mellem ca. 500 og 1500 giver selvfølgelig anledning til forbehold og regionale tilpasninger. Set i et europæisk perspektiv er der dog stor enighed om, at den antikke civilisations forvandling og Romerrigets radikale formindskelse og omorganisering i perioden ca. 450-650 definerer slutningen på en epoke. I den anden ende er forbindelsen over Atlanten (fra 1492), bogtrykkerkunsten (fra ca. 1440 med stor udbredelse fra slutningen af århundredet), osmannernes erobring af Det Byzantinske Rige i 1453, store dele af Nordeuropas frafald fra Romerkirken (fra ca. 1517 og frem, i Danmark 1536) så stærke markører, at en grænse omkring 1500 giver bedre mening end mange andre.

Der er en kolossal forskel på de europæiske samfund fra middelalde rens begyndelse og dens slutning, og vi skal i denne indledning se lidt nærmere på dynamikken og forandringerne i de tusind år – særligt på dem, der har en direkte betydning for litteraturens udvikling. Den danske litteratur opstår i en europæisk kultursammenhæng omkring år 1100, og der skal derfor lægges særlig vægt på det man normalt kalder højmiddelalderen (ca. 1050/1100-1300) og senmiddelalderen (ca. 1300-1500).