Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Litteraturbegrebet

Oprindelig forfatter LBoM

Det er gængs at tale om 'litteratur' i middelalderen, men vi må gøre os klart, at vi her både strækker det moderne og det middelalderlige begreb noget. Ordet kommer af littera, 'bogstav', som i flertal (litterae) ofte betegnede 'boglige tekster' eller 'boglige studier'. Selve dannelsen litteratura findes også i middelalderen, men som samlebegreb havde den en anden betydning end i dag. Litteratura betød 'skrift', 'skrivning', men også den receptive del af beskæftigelsen med skrift i bøger, nemlig boglig lærdom. Man finder fx personbeskrivelser som, at NN var fremragende 'in divina et humana litteratura', dvs. i udlæggelsen af den hellige skrift og i studiet af 'menneskeligt frembragte tekster i bøger'.

Bestemmer man således litteratur i middelalderen som sammenhængende narrative, argumenterende eller poetiske tekster nedskrevet i bøger, respekterer vi væsentlige træk ved både det middelalderlige og det moderne begreb. En vigtig forskel ligger i, at det moderne litteraturbegreb altid implicerer en grad af fiktionalitet, mens det både er normalt og meningsfuldt at inddrage alle slags ikke-fiktive tekster i beskrivelsen af middelalderlitteratur. Der fandtes også ideer om fiktionalitet i middelalderen, men før vi diskuterer den, kan det være nyttigt at indkredse kriteriet om 'tekster i bøger' og opregne nogle væsentlige træk ved det middelalderlige bogvæsen og den mundtlige kommunikation, som omgav bøgerne.

 Bogfremstilling i middelalderen: Først tilberedes skindet (pergament, oftest fra ko, ged eller får), så det kan tjene som skriveunderlag både på kød- og hårsiden, derpå skæres det til ensartede ark. Miniature fra en stor pragtbibel (ca. 50 x 35 cm) i tre bind, som er fremstillet i Hamburg omkring 1255, nu i Det Kongelige Bibliotek.

Bogfremstilling i middelalderen: Først tilberedes skindet (pergament, oftest fra ko, ged eller får), så det kan tjene som skriveunderlag både på kød- og hårsiden, derpå skæres det til ensartede ark. Miniature fra en stor pragtbibel (ca. 50 x 35 cm) i tre bind, som er fremstillet i Hamburg omkring 1255, nu i Det Kongelige Bibliotek.

Middelalderens bøger havde samme form som moderne, dvs. den kodeksform med læg bundet i ryggen, som i senantik og tidlig middelalder havde afløst bogrullen. Hver eneste bog var unik, men materialet og fremgangsmåden ens. Bøgerne var lavet af pergament, altså af møjsommeligt behandlet dyreskind, som blev skåret til og linieret, før det blev beskrevet. Skriften var kalligrafisk, og både tekstens layout og de enkelte bogstaver var omhyggeligt udformet.

Annonce

Indtil 1100-tallet foregik bogproduktionen næsten udelukkende i klostrene, og langt størstedelen af de færdige bøger indeholdt kopier af allerede eksisterende, autoritative tekster. Efter ca. 1200 blev bogproduktionen mere varieret, og kompositionen af nye tekster var også stærkt stigende. Der produceredes fx nu både dyre bøger til fyrster og en stor mængde mere beskedne kopier af universitetstekster. I løbet af senmiddelalderen spredte bøger sig yderligere uden for de kirkelige institutioner blandt aristokrater og købmænd. Denne ekspansion befordredes også af papirets udbredelse i Europa, begyndende i 1200-tallet i Spanien og Italien. Det er dog først fra omkring 1400, at papirbøger bliver dominerende. Papiret gjorde fremstillingen noget billigere og var med til at skabe det marked, som bogtrykket snart skulle udnytte og udvide. Bogtrykket med flytbare blytyper blev opfundet omkring 1440 i Tyskland, men fik først sin revolutionerende indvirkning på bogproduktion og cirkulation i løbet af århundredets anden halvdel.

 Bogfremstilling i middelalderen: Efter tilberedning af skindet tegnes tekstblokken og linjerne op (2). Miniature fra en stor pragtbibel (ca. 50 x 35 cm) i tre bind, som er fremstillet i Hamburg omkring 1255, nu i Det Kongelige Bibliotek.

Bogfremstilling i middelalderen: Efter tilberedning af skindet tegnes tekstblokken og linjerne op (2). Miniature fra en stor pragtbibel (ca. 50 x 35 cm) i tre bind, som er fremstillet i Hamburg omkring 1255, nu i Det Kongelige Bibliotek.

I størstedelen af middelalderen var omgangen med litteratur således et meget eksklusivt foretagende. Bortset fra de få standardprægede liturgiske bøger, som enhver kirke burde besidde, var bøger næsten kun tilgængelige ved kloster- og katedralbiblioteker, og det var dyrt og besværligt at skaffe sig gode kopier af teksterne.

Men selv om litteraturproduktion og -konsumption i vores forstand var et meget elitært og samfundsmæssigt marginalt fænomen, fik de skriftbaserede tankemønstre store konsekvenser for samfundslivet. Periodens kultur er blevet karakteriseret som 'tekstfællesskaber' eller som 'aurale samfund', dvs. samfund, hvor tekster (fx trosbekendelser) og tekstbaserede begreber (fx 'synd') i kraft af det hørte ord spreder sig fra en smal gruppe af tekstfortolkere og bliver en del af disse samfunds fælles ideologi og mentale udstyr. En bredere gruppe (dog meget langt fra den brede befolkning), der både stod socialt højere og lavere end de skriftkyndige, var de primære aftagere af fortolkningerne. Dette gav dog ikke al magt til de skriftkyndige, for der var konstant en virksom feedback-mekanisme: kirkelige reformbevægelser (både de anerkendte og dem, der blev stemplet som kætterske) dannedes ikke bare, fordi en gruppe fortolkere indbyrdes var blevet enige om en ny udlægning af kristendommen, men især fordi denne fortolkning blev fremmet og begunstiget af en mængde sociale, ideologiske og politiske faktorer (ligesom senere Reformationen).

 Bogfremstilling i middelalderen: Nedskrivningen kan endelig begynde; kniven er stadig vigtig til at spidse pennen med og til at udradere fejlskrivninger. Miniature fra en stor pragtbibel (ca. 50 x 35 cm) i tre bind, som er fremstillet i Hamburg omkring 1255, nu i Det Kongelige Bibliotek.

Bogfremstilling i middelalderen: Nedskrivningen kan endelig begynde; kniven er stadig vigtig til at spidse pennen med og til at udradere fejlskrivninger. Miniature fra en stor pragtbibel (ca. 50 x 35 cm) i tre bind, som er fremstillet i Hamburg omkring 1255, nu i Det Kongelige Bibliotek.

Denne 'aurale' model kan også bruges til at analysere mindre fælleskaber end det nationale, fx økonomiske interessegrupper som gilder, den senmiddelalderlige adels(dame)kultur m.m. I alle tilfælde bestyrkes fællesskabet afgørende ved reference til og brug af centrale tekststeder, evt. hele tekster komponeret til lejligheden. Kun nogle få i gruppen var læsere på egen hånd – de fleste var tilhørere i dialog med fortolkerne. Denne dialog var også afgørende for, at en stor mængde mundtligt overleverede fortællinger, digtning osv. blev fæstnet på pergamentet. Forfatterne – dvs. de, der skrev en bestemt version ned – har ofte selv været aktive udøvere eller modtagere af mundtlige 'litterære' former, det være sig metrisk bundne eller ikke.

Det, som stod skrevet i pergamentbøger, besad en naturlig autoritet – i ganske særlig grad i den tidlige middelalder og i højmiddelalderen, hvor bogproduktionen var meget eksklusiv, og hvor langt de fleste tekster hørte til i landskabet omkring den hellige skrift. I den monastiske bogkultur var alle nye tekster i princippet kun til for at forbedre forståelsen af Skriften og kirkefædrene. Også blandt de mange krønikeskrivere, som var kannikker, kan man ofte iagttage en ængstelse ved at bogføre løgnehistorier eller beretninger, der ikke havde nogen sikker hjemmelsmand. Det føltes formentlig i sidste ende som højst risikabelt i et medium, der var så associeret med hellighed og evighed. Alligevel opstod der 1000- og 1100-tallet et spil med fiktionaliteten i bogførte tekster.

 Bogfremstilling i middelalderen: Til sidst kan bogmaleren dekorere initialer (store indledningsbogstaver) og, sjældnere, tilføje regulære illustrationer. Miniature fra en stor pragtbibel (ca. 50 x 35 cm) i tre bind, som er fremstillet i Hamburg omkring 1255, nu i Det Kongelige Bibliotek.

Bogfremstilling i middelalderen: Til sidst kan bogmaleren dekorere initialer (store indledningsbogstaver) og, sjældnere, tilføje regulære illustrationer. Miniature fra en stor pragtbibel (ca. 50 x 35 cm) i tre bind, som er fremstillet i Hamburg omkring 1255, nu i Det Kongelige Bibliotek.

Mundtlige fortællegenrer har naturligvis altid haft deres simple markører af fiktionalitet ('Der var engang'), og der var stof nok at tage af, hvis man ønskede at underholde med den slags – hvad enten det nu var i digterisk foredrag eller som fri fortælling. Nogle af de første skrevne middelalderlige tekster, der kan betegnes som fiktive, er den latinske dyrefabellitteratur fra 1000- og 1100-tallet. Her er der tydeligvis en kontrakt mellem forfatter og publikum om at lade, som om det rigtigt skete – det vil sige, at forfatteren ikke på nogen måde lyver.

Under inspiration fra de romerske digtere, bl.a. Ovid, som åbenlyst leger med fiktionaliteten, opstår der i 1100-tallet et større råderum for at nedskrive fortællinger, der må have været opfattet som fiktive – i modsætning til løgnagtige. Disse fortællinger opstår interessant nok i en dialog mellem gamle autoritative tekster, særligt Vergils Æneide, og samtidige fortælletraditioner.

Når Vergil og andre romerske forfattere nød en høj status i de middelalderlige uddannelsesinstitutioner, udsprang det af en beundring for deres sproglige og retoriske mesterskab, men gradvist kom der også en anerkendelse af en særlig visdom – den var ganske vist hedensk, men dog værd at lytte til. Der var meget godt og sandt at finde hos de gamle, men når de fortalte om de hedenske guders samtaler, om amourøse og alt for humoristiske emner, måtte det påpeges, at vi her havde at gøre med „figmenta poetarum“, digternes opspind, som kunne være skadeligt for karakterdannelsen og for frelsen. Men samtidig stillede de middelalderlige læsere ikke spørgsmålstegn ved historiciteten i fortællingen om Trojas fald og Æneas' grundlæggelse af det, der senere skulle blive det første romerske kongedynasti.

 Luksuskopier af bibeltekster bidrog både til at give bogen og teksten en særlig aura. Særligt psaltere (bøger med Davids Salmer) blev smukt udstyret for samfundets elite. Det såkaldte Københavnerpsalter (også kaldt Folkungepsalteret) er fremstillet i England i slutningen af 1100-tallet, formentlig for et medlem af det danske kongehus. Den første salme begynder med ordet Beatus (salig), og B'et blev ofte rigt dekoreret som her.

Luksuskopier af bibeltekster bidrog både til at give bogen og teksten en særlig aura. Særligt psaltere (bøger med Davids Salmer) blev smukt udstyret for samfundets elite. Det såkaldte Københavnerpsalter (også kaldt Folkungepsalteret) er fremstillet i England i slutningen af 1100-tallet, formentlig for et medlem af det danske kongehus. Den første salme begynder med ordet Beatus (salig), og B'et blev ofte rigt dekoreret som her.

Både Vergils fortællinger og de middelalderlige beretninger om kong Arthur (som også blev anset for at være historisk) blev i løbet af 1100-tallet udvidet med alle mulige høviske og fantastiske historier – i en forståelse med publikum om, at det var underholdende (og belærende) opspind. Denne bemærkelsesværdige udvikling kom i stand som en vekselvirkning mellem den katedralskoleprægede lærdom og et nyt aristokratisk publikum for skrevne beretninger – endnu et eksempel på mundtligt in- og output via de ellers så eksklusive bøger. Vi lader som om-attituden blev forfinet og kompliceret i løbet af den sene middelalder, og den moderne læser af fx indledningen til Geoffrey Chaucers Canterbury-fortællingerne (ca. 1400) er meget mere på bølgelængde med de litterære tricks her, end en landsmand til Chaucer fra år 1000 ville have været.

Med til det litterære landskab i middelalderen hører også, hvad man kunne kalde praktisk litteratur. Som en effekt af skriftlighedsrevolutionen i 1100- og 1200-tallet fandt en masse viden, der tidligere kun havde været mundtligt overleveret, vej til bøger. Det drejer sig fx om jagtmanualer, rejseberetninger med praktiske instruktioner (og fantastiske historier om fjerne lande), urtebøger og andre lægemanualer, håndbøger for musik, alkymi, bogføring og praktisk regning m.m. Denne senmiddelalderlige didaktiske litteratur krydses også undertiden med lærd stof og giver anledning til moraliserende traktater med både boglig og ikke-boglig visdom, dyrefabler, encyklopædier osv., som tydeligvis både har en praktisk-opbyggelig og en underholdende funktion.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Boje Mortensen: Litteraturbegrebet i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476396