Helgenkulten - religionens kerne

Kernen i religionen var helgenkulten. Enhver kirke var indviet til en helgen og besad i de fleste tilfælde et relikvie, der var associeret med den hellige mand eller kvinde – helst en knogle, men i mange tilfælde også andre typer relikvier som den hellige Olavs blod, mælk fra Jomfru Maria, et stykke klæde osv. Større kirker kunne have relikvier af flere helgener. Helgenerne havde ligesom Kristus engang levet på Jorden og havde nu – alt efter deres kraft eller merita (fortjenester), som det hed – indvirkning på den guddommelige styring. De var forbindelsesleddet mellem den skjulte, styrende verden og den skrøbelige menneskelige hverdag. De kunne påkaldes og udvirke helse og frelse for den nødstedte. En sådan bøn havde som regel karakter af et votum, dvs. man lovede en votivgave til helgenen, hvis man fik hjælp. Det kunne være et værdifuldt stykke håndværk, et husdyr e.l. Denne gave måtte så afleveres ved et af helgenens altre som et tegn på taknemmelighed. Var man besværet af en kronisk lidelse, kunne man som pilgrim opsøge den hellige på hans eller hendes festdag.

Helgenerne kunne ikke bare afhjælpe timelige kvaler, man kunne også bede til dem om at støtte afdøde familiemedlemmer på deres vej til himlen. Forestillingen om de gode, men urene sjæles midlertidige ophold i den rensende skærsild fandtes formentlig allerede i tidlig middelalder, men bliver først nærmere beskrevet og teologisk gennemtænkt fra omkring 1200 og frem. I løbet af kirkeåret henvendte præster og menighed sig gennem bøn, sang og læsninger fra legender til et stort antal helgener – den kristne gudeforsamling.

Fundamentet udgjordes dels af personer kendt fra evangelierne (Johannes Døberen, Jomfru Maria, evangelisterne, osv.), dels af de romerske martyrer – dem, der havde bevist deres sjælsstyrke og givet deres liv for troen under kristenforfølgelserne i de første ca. 300 år efter Kristus. Deres helgenkult blev sat i system i 300- og 400-tallet, og siden kunne kristne valfarte til deres gravkirker i Rom. Højest stod apostlene Peter og Paulus, andre fremstående var Stefan, Laurentius, Clemens, Blasius og Vincentius. Relikvier af disse helgener udgjorde også et grundlag for kristendommens indførelse i Danmark, hvor vi fx finder tidlige Clemenskirker og Lundekatedralen indviet til Laurentius. Den næste gruppe af helgener var også antikke, men fremstod som fromme mænd (bekendere), efter at Romerriget var blevet kristent, og de havde derfor ikke lidt martyrdøden – dette gælder fx Martin af Tours og kirkefaderen Augustin.

I den tidlige middelalder opstod der en sandt væld af lokale helgener, hvoraf mange måske kun blev dyrket et enkelt sted. Hermed begynder regionaliseringen af helgenbestanden, som siden er et grundlæggende fleksibelt træk ved den middelalderlige kristendom: alle, der fulgte romersk ritus, havde et fællesskab om de ældste helgener og dertil en særlig identitet gennem deres lokale helgenbestand. For det nordiske område er engelske helgener fra tidlig middelalder særligt relevante (fx Cuthbert, Alban).

En sidste gruppe af helgener udgøres af de nye lokale martyrer eller bekendere (fromme biskopper o.l.), der kom til under kristningen af den europæiske periferi. De var ganske fåtallige i sammenligning med fx tidlige frankiske, irske eller engelske helgener, til gengæld udgjorde de en uomgængelig lokal forankring af kristen hellighed. Ingen af de nye områder i den latinske kristenhed savnede deres egen nationale helgen: Polen og Bøhmen fik biskop Adalbert, Ungarn kong Stefan, Norge kong Olav, Danmark Knud konge og Knud hertug (dvs. Knud den Hellige og Knud Lavard), Island biskop Thorlak og biskop Jon, Sverige kong Erik. Dertil kommer et antal mindre lokale helgener i den højmiddelalderlige periode, også i Danmark. Samtidig med disse 'moderne' lokale helgener spredte kulten sig gennem en mindre række udenlandske helgener af europæisk ry, fx den engelske martyr Thomas Becket (d. 1170) og ordensstifteren Frans af Assisi (d. 1226).

Denne grundstamme af helgener, universelle såvel som lokale, indbefattede også hellige kvinder både fra oldtiden og fra den tidlige middelalder. Men den kvindelige side af helgendyrkelsen får nye dimensioner og kanaler i senmiddelalderen. Allerede i 1100-tallet ser man en øget interesse for Jomfru Maria både som livgivende moder og som uforsonlig krigsgudinde (som sådan optræder hun fx under De Baltiske Korstog), men Mariafromheden kulminerer i 1300- og 1400-tal-let, som det klart fremgår af både litteratur- og kunsthistorien. I den periode nyder også kvindelige visionære en meget stor opmærksomhed, mest kendt Katarina af Siena og Birgitta af Vadstena – sidstnævnte en ny kvindelig helgen af stor betydning i Skandinavien.

I høj- og senmiddelalderen kan vi også tydeligt se forbindelsen mellem institutionaliseringen og helgenkulten. Ikke bare nationer har skytshelgener, det gælder også byer, lav og gilder, handelsforbund, korsriddere, private broderskaber m.m. Helgenkulten gav identitet og en sikkerhed for at have stærke magter på sin side. De rige og mangfoldige fortællinger om helgenerne blev cirkuleret mellem læg og lærd igennem prædikener og billedlige fremstillinger, og de blev i løbet af middelalderen en ligeså central del af den kristne mytologi som bibelhistorien.