Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det kirkelige hierarki og de lærde institutioner

Oprindelig forfatter LBoM

Som resten af Romerkirkens Europa blev det kristne Danmark administreret gennem bispedømmer, fra 1104 som nævnt under sin egen ærkebisp. Ved den apostolske succession – forestillingen om, at Romerkirken var grundlagt af apostlen Peter, og at han havde givet Helligånden videre til sine efterfølgere – var der kontakt i tid og rum, helt tilbage til Sankt Peter via paverne, deres helligviede ærkesbisper og bisper – en sakral berøring, som rakte helt ud i de enkelte sogne ved de lokale bispers præstevielse. Gennem præsterne kunne menigheden så tage del i tilværelsens store sammenhæng. Den kristne belæring af menigheden spillede en vis rolle, men det rituelle samvær om messen og de faste bønner og om de store højtider var omdrejningspunktet for hele den biskoppelige styrelse og for menighedens religiøse liv.

Det var bispesædernes ansvar, at der var orden i liturgien, og dertil krævedes der uddannede præster. Der var derfor normalt skoler tilknyttet katedralerne samt en særligt priviligeret stand af præster, som tog ansvar for sang, liturgiske bøger, administrative opgaver, bistand til biskoppen, valg af ny biskop m.m. – de såkaldte kanniker eller korsbrødre. Disse udgjorde en indflydelsesrig og normalt meget lærd gruppe, som spillede en stor rolle i tilegnelsen og formidlingen af hele den kristne tradition og ritus.

 Jurastuderende i Bologna. Forelæsninger ved universitetet tog som regel udgangspunkt i en autoritativ tekst, som de studerende her sidder og følger med i. Detalje fra en sarkofag fra 1386.

Jurastuderende i Bologna. Forelæsninger ved universitetet tog som regel udgangspunkt i en autoritativ tekst, som de studerende her sidder og følger med i. Detalje fra en sarkofag fra 1386.

Det var i dette sociale felt og med udgangspunkt i katedralskoler, at lærere og studenter slog sig sammen i universiteter omkring 1200 i Paris og Bologna. I 1200-tallet blev der organiseret flere universiteter i de romanske lande og England, fx i Salamanca, Salerno, Coimbra, Oxford m.fl. Universiteter blev oprettet med pavelig tilladelse, og særlig i 1200-tallet og i begyndelsen af 1300-tallet var pavemagten i stand til at præge en vis arbejdsdeling i det europæiske universitetssystem. Således nød det teologiske studium i Paris og det kirkeretlige i Bologna status som den højeste uddannelse i disse emner.

Annonce

Med den store udvikling i skriftbaseret viden og et stærkt øget behov for administrativ, juridisk og anden professionel kompetence i senmiddelalderen bliver lokale verdslige interesser lige så vigtige for universiteterne som den universelle kirkes ideologiske arbejde. I 1348 blev det første universitet øst for Rhinen oprettet af kejser Karl 4. i Prag. Herefter sker der en hastig knopskydning med vigtige grundlæggelser af universiteter fx i Krakow 1364, Wien 1365 og Köln 1388. Endnu længere nordpå kommer vi med Erfurt 1392, Rostock 1419 og Greifswald 1456.

Den grundlæggende del af et universitetsstudium foregik på artes-fakultetet (jf. magister artium, 'lærer i kunsterne'), hvor man lærte at beherske latin (grammatica), skriftlig fremstilling og litterær forståelse (rhetorica), argumentation og slutningslære (dialectica / logica) – den såkaldte 'trevej' (trivium, heraf 'triviel'); til grundlaget hørte også 'firvejen' (quadrivium), men den blev næppe i sin helhed opdyrket systematisk i de typiske uddannelsesforløb: musik, astronomi, aritmetik og geometri. Disse grundlæggende emner adskilte sig ikke fra det, man i århundreder havde skullet tilegne sig i kloster- og katedralskoler, men lærestoffet og tilgangen blev mere mangfoldig i universitetsperioden og åbnede i højere grad mulighed for forskning og videnskabelig dialog; bl.a. betød den gradvise genopdagelse af Aristoteles' skrifter et afgørende nybrud. Den græske filosofi, særlig Platon, Aristoteles og stoikerne, havde via romerne efterladt et indirekte præg på middelalderens lærdom, men adgangen til teksterne havde været stærkt begrænset.

De fleste universitetsstuderende stoppede efter artes-uddannelsen, og den opfyldte alle betingelser for, at man kunne tage sig af almindelige administrative, liturgiske og pastorale anliggender. De udvalgte få kunne derefter gå videre på et af de avancerede fakulteter og tage en årelang uddannelse i medicin, civilret, kirkeret eller teologi. Alt dette var et meget eksklusivt foretagende for en internationalt orienteret europæisk elite, og langt de fleste praktiserende læger eller præster i det middelalderlige samfund havde aldrig været i nærheden af et medicinsk eller teologisk fakultet.

Danmark fik sit eget universitet i København i 1479, to år efter grundlæggelsen af universitetet i Uppsala. Før den dato måtte behovet for højere uddannelse af danskere dækkes ved studierejser. Ved valget af rejsemål følger man tydeligt et internationalt mønster. De første danskere (og islændinge), hvis rejsemål vi ved en lille smule om fra årtierne omkring 1100, synes at have fundet frem til det mest avancerede, Nordeuropa kunne byde på, nemlig de tyske katedralskoler. I anden halvdel af 1100-tallet havde de nordfranske skoler, særligt i Paris, overtaget førerstillingen og tiltrak sig studerende fra hele Europa, også Norden. De store danske repræsentanter for 1100-tallets lærdom som Saxo og Anders Sunesen havde ikke kunnet skrive, som de gjorde, uden længere ophold blandt bøger og lærde i Nordfrankrig. Paris' tiltrækningskraft på danskere holdt sig igennem hele den højskolastiske periode frem til ca. 1350, og flere danskere underviste ved universitetet, bl.a. filosoffen Boëthius af Danmark. Efter den sorte død (1347-52) vendte strømmen sig mod de nye tyske universiteter, bl.a. Erfurt, Köln, Rostock og Greifswald.

 Den lundensiske 'dødebog' (Necrologium Lundense, dvs. en bog med notitser om afdøde velgørere og brødre) blev udarbejdet ved domkapitlet i Lund omkring 1120-30 og er den ældste bog af sin art, vi kender fra Norden. Den er ganske beskeden i størrelsen (23,5 x 16 cm) og indeholder regler for kannikkerne samt forskellige tekster af kultisk og administrativ betydning for Lund Domkirke. På den afbildede side begynder en ny tekst, den såkaldte augustinerregel for kannikker.

Den lundensiske 'dødebog' (Necrologium Lundense, dvs. en bog med notitser om afdøde velgørere og brødre) blev udarbejdet ved domkapitlet i Lund omkring 1120-30 og er den ældste bog af sin art, vi kender fra Norden. Den er ganske beskeden i størrelsen (23,5 x 16 cm) og indeholder regler for kannikkerne samt forskellige tekster af kultisk og administrativ betydning for Lund Domkirke. På den afbildede side begynder en ny tekst, den såkaldte augustinerregel for kannikker.

 Typisk skolebog fra omkring 1150 i det lille slanke 'registerformat' (her 24 x 14 cm) med god plads til marginnoter. Der er normalt ikke mange illustrationer i den slags bøger, men her ses en beskeden gengivelse af Jorden i midten og de tolv stjernetegn på Himmelen. Indholdet er også typisk for 1100-tallets katedralskoler: en kommentar (Macrobius) til en romersk klassiker (Scipios drøm af Cicero). Det var bøger af denne type, Saxo var flasket op med.

Typisk skolebog fra omkring 1150 i det lille slanke 'registerformat' (her 24 x 14 cm) med god plads til marginnoter. Der er normalt ikke mange illustrationer i den slags bøger, men her ses en beskeden gengivelse af Jorden i midten og de tolv stjernetegn på Himmelen. Indholdet er også typisk for 1100-tallets katedralskoler: en kommentar (Macrobius) til en romersk klassiker (Scipios drøm af Cicero). Det var bøger af denne type, Saxo var flasket op med.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Boje Mortensen: Det kirkelige hierarki og de lærde institutioner i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476394