Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dansk - under stadig udvikling

Oprindelig forfatter VAPed

I sproghistorien skelner man almindeligvis mellem tre historiske lag i ordforrådet. Ældst er arveordene. Her ligger helt centrale dele af ordforrådet, betegnelser for familiemedlemmer, fader, moder, broder, eller legemsdele, arm, ben og fod eller ord for almindelig føde som kød, grød og ost. Næste historiske lag udgøres af låneordene, der dels ved form, dels ved indhold røber, at de er kommet ind i sproget på et senere tidspunkt, idet de – i modsætning til arveordene – fx ikke har undergået de lydforandringer, som arveordene gennem tiden har været underlagt. Et eksempel udgør ordene magt og pagt (sml. tysk Macht/Pacht), der er låneord. Heroverfor har vi arveordene otte og nat (sml. tysk acht/ Nacht). Havde vi haft magt og pagt i arvesproget, ville de have haft formerne mat og pat. Låneordene er dog gået så meget ind i sproget, at de følger de samme bøjningsmønstre som arveordene. Endelig er der fremmedordene, der ofte ved stavemåde adskiller sig fra resten af ordforrådet, fx check eller gear, ligesom de kan bøjes efter bøjningsmønstre, der eksisterer i det land, de er importerede fra, fx drink – drinks (engelsk). Med tiden kan fremmedordene bevæge sig over i låneordsgruppen og tillempes til dansk stavemåde og indgå i det almindelig bøjningssystem, fx lieutenant, der bliver til løjtnant, eller det for nogle år siden så omtalte majonæse.

I middelalderen, hvis sprogform vi kalder gammeldansk, kommer en mængde nye ord, låneord, hovedsagelig fra det nordtyske område, hvor sproget kaldes middelnedertysk. Dette sprog er forløberen for bl.a. moderne hollandsk og adskiller sig på flere punkter fra det højtysk, som danskere er fortrolige med i dag, og ligger tættere på de nordiske sprog, der udgør en sproglig enhed, bl.a. i kraft af et fælles ordforråd af arveord. Samkvemmet over Østersøen har, ligesom en del tysk indvandring til byerne, været med til at øge mængden af middelnedertyske låneord i Danmark i perioden. Latin har også bidraget til udvidelsen af ordforrådet.

Det er betegnende, at mange af de nye ord, vi fik ind i sproget 1100-1500, knytter sig til en tilsvarende import af kulturelle fænomener, koncentreret om bylivet med handel og håndværk og om kirkens liv. Kirke- og klostervæsenet bidrager med ord som kloster (fra oldsaksisk, men længere ude fra latin), munk (oldengelsk) og nonne (latin). Lederne hed abbed/abbedisse eller prior/priorisse (latin). Kirker og klostre blev bygget af tegl og havde mure. Til klostrene kunne være knyttet herberger for pilgrimme og andre rejsende og skoler, hvor børnene lærte at læse og skrive med pen.

Annonce

I byerne kom nye håndværkere til, som bødker og handskemager, kød-manger (slagter), skomager og snedker. De var knyttet til deres værksteder, havde værktøj og arbejdede og drev handel. Efter fyraften kunne borgerne gå på kro og doble eller snakke om pant og told, eller de kunne blive hjemme og føre regnskab og regne med rente. Kvinderne kunne sy bukser og skørter eller gå i køkkenet og skure tallerkener.

Krig og sejlads bidrog med bøsse, panser, krudt og orlog, fane og flag, og på skibene var der ikke længere sejltræer, men master.

I de højeste sociale lag traf man nu fyrster, hertuger, grever, junkere, riddere; og de unge jomfruer kunne være skønne, smukke, stille og svage. Mændene kunne tildele deres knaber og væbnere straf og udstikke vilkår, mens kvinderne med æren i behold kunne føle angst eller være bange for så megen magt eller erkende, at de var fine og svage, og digte om en bedre lykke. Eller de kunne koge en ret, måske med kanel og sukker eller muskat, som de havde fået smag for, og som bagefter var til at spise (ikke æde!) med ske. Følte de sig trætte, kunne de lige nå at kaste et kort blik i spejlet, inden de slog spærlagnerne (sengeforhæng) til side og håbede på, at de kunne sove. Ellers kunne de spille et spil, selv om det måske var bedre at prøve at pisse eller stoppe hoser.

Enkelte steder formår låneordene at fortrænge de gamle nordiske arveord. Fx bliver slægt (middelnedertysk Slæct) det ord, som adelen benytter, når det drejer sig om at hævde privilegier, der har vundet århundreders hævd. Æt er yt. Og det gamle vorde viger til fordel for blive. Som det ses, er de fleste af disse ord i dag en så indgroet del af sproget, at de ikke føles fremmede.

Når det alligevel kan være svært, for ikke at sige umuligt, for en nutidsdansker at læse en runetekst, selv når den er omskrevet til latinske bogstaver, hænger det sammen med, at sproget også har ændret sig på andre punkter. Først og fremmest kunne verber (udsagnsord) bøjes i person og tal og substantiver (navneord) og artikler (kendeord) i kasus, således som vi stadig kender det fra fx tysk. Adjektiver (tillægsord) kunne også bøjes i køn og tal, således som vi stadig gør det: grøn, grønt, grønne. Ud over at det samme ord på denne måde kunne antage mange lidt forskellige former, betød det også, at ordstillingen kunne være meget mere fri, end den er i dag. I sætningen „Mand bider hund“ er det ordstillingen, der afgør, hvem der bider hvem. I ældre tid ville nominativform angive, hvem der bed, mens den bidte ville være i akkusativform.

Kasusmærket ses i slutningen af ordet, der kunne bøjes i ental: stundin, stund-in, stundu-nni, stundar-innar og i flertal: stundir-nar, stundir-nar, stundu-num, stunda-nna (her hunkønsordet 'stund', hvor der ikke er forskel på nominativ og akkusativ). I løbet af den tidlige middelalder sker der det, at kasussystemet forenkles, så vi får de to kasus, vi kender i dag, nemlig en grundform, der både kan fungere som nominativ, akkusativ og dativ, og en genitiv, der i dag kendes på s'et i alle tre køn, fx 'stundens'. Samtidig falder bøjningen af bekendthedsmærket bort. Efter visse præpositioner (forholdsord) har vi dog bevaret gamle dativeller genitivformer: fx ad åre, fra borde, i hænde (dativ) eller til bords, til lands (genitiv ental), til hånde, til orde (genitiv flertal). De tre køn er reduceret til to, idet han- og hunkøn (en mand, en kvinde) er slået sammen til fælleskøn, mens intetkøn (et barn, et hus) stadig er bevaret.

Også verbalsystemet er blevet voldsomt forenklet. Fra et system med i., 2. og 3. personsmærker i både ental og i flertal og både indikativ og konjunktivformer ender vi med et system næsten uden konjunktiv og med kun én entals- og én flertalsform. Disse to former afviger endda kun væsentligt fra hinanden ved de stærkt bøjede verber, som der var langt flere af end nu.

Men det, der måske kan gøre en ældre tekst allermest vanskelig at læse for en moderne læser, er ortografien (stavemåden). Først op i 1700-tallet begyndte man at udarbejde ordbøger, der angav korrekte stavemåder, selv om der allerede i 1600-tallet gradvist var sket en vis forenkling. Men principielt havde der været næsten frit slag: enhver kunne stave, som han eller hun ville. For mange var der nærmest tale om en slags lydskrift, skønt indførelsen af bogtrykkerkunsten skabte en vis standardisering. For at give et indtryk af, hvordan teksterne oprindelig har set ud, bringes citaterne i de følgende afsnit indimellem i både original og moderne form.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vibeke A. Pedersen: Dansk - under stadig udvikling i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476389