Bøger på folkesprog

Som litterært medium gennemgår folkesprogene en voldsom udvikling fra tidlig til sen middelalder. Danmark skal igen ses på baggrund af situationen i Nordvesteuropa. Vilkårene og interessen for at skrive tekster i bøger på folkesprog var væsensforskellig i de romansktalende områder på den ene side og de keltiske og germanske på den anden.

Lad os først betragte situationen i det romanske Europa. Latinen blev ofte omtalt som Romana lingua, og den blev (korrekt nok!) opfattet som det samme sprog som det, man talte i store dele af det vestlige Middelhav og helt op til Rhinen og Normandiet. Et latinsk dokument, en liturgisk tekst eller skreven beretning kunne læses op på en tilpasset måde, så mange forstod, hvad hovedindholdet var, eller den læsekyndige kunne genfortælle den på lokalt mål ved at bytte lidt svære ord ud osv. Der var med andre ord ikke et stort pres for at bogføre folkesprogene i den tidlige middelalder. Først omkring 1100 kom nogle mundtligt digtede tekster, hvor ordlyden jo var afgørende: Rolandskvadet, provencalsk troubadourlyrik; men vi skal helt op i 1200-tallet, før kastiliansk, fransk og italiensk er repræsenteret i en række genrer både i prosa og digtning.

Anderledes var situationen uden for Romania, dvs. de romansktalende lande i Nordeuropa: Her måtte de lokale skriftkyndige under alle omstændigheder foretage en fuldstændig mental oversættelse af de hellige tekster for at kunne forstå dem og tale om dem. Det er derfor ikke mærkeligt, at nogle af dem, som alligevel var beskæftiget med bog og skrift, eksperimenterede med at skrive mindre ting, gerne oversættelser, på folkesproget. Det har dog budt på vanskeligheder både ortografisk/fonologisk og begrebsmæssigt, og der skulle bruges megen snilde på at indrette skriftsystemer efter lyd, som ikke fandtes repræsenteret i det latinske alfabet, og at dreje eller opfinde folkesproglige begreber til at dække de latinsk-kristne. Det er således symptomatisk, at vi ved begyndelsen af både den irske, angelsaksiske, tyske og norrøne litteratur finder grammatisk-sproglige afhandlinger eller refleksioner over dette tema. De første folkesproglige tekster i bøger skrives på irsk omkring 600 og på angelsaksisk ca. 100 år senere. Herefter følger der tekster på oldhøjtysk fra anden halvdel af 700-tallet. Typisk for denne første bølge af folkesproglig litteratur er, at den i bogstaveligste forstand er marginal i forhold til latinske tekster: den består af glosser (forklaringer af svære ord eller passager), kommentarer, tilpasninger af små, men centrale kristne tekster som trosbekendelser m.m. I Irland udvikler der sig ret hurtigt en selvstændig juridisk og fortællende litteratur, mens både den angelsaksiske og den oldhøjtyske litteratur i hovedsagen består af oversættelser af bibelske tekster og afhandlinger af de autoritative kirkefædre (med nogle meget berømte og meget atypiske undtagelser i de episke digte Hildebrandslied og Beowulf).

Den norrøne litteratur opstår omkring 1100 og udvikler sig ligeledes primært som en oversættelseslitteratur – med en tydelig præference for også at fæstne lokale love på modersmålet. Først mod slutningen af århundredet viser det hjemlige stof sig dominerende med den efterfølgende blomstring af sagalitteraturen i 1200-tallet. I mellemtiden er der kommet en ny dynamik ind i de folkesproglige litteraturer, ikke mindst den franske og den middelhøjtyske. Fra slutningen af 1100-tallet fortælles der løs i bøger om alle mulige emner på folkesprog, og nu foregår overførelsen af stof og form ikke længere udelukkende via latinen. De franske versromaner tilpasses direkte til tysk, der kommer senere norrøne oversættelser direkte fra fransk eller via tyske mellemled osv.

Dansk er ligesom tjekkisk, svensk m.fl. forholdsvis sent med i denne folkesproglige dynamik. Men den første periode af dansksproget bogkultur synes ligesom den norrøne hundrede år tidligere at være karakteriset ved, at lovtekster og oversættelser dominerer.