Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lucidarius og Karl Magnus' Krønike

Oprindelig forfatter VAPed

To enkeltværker fortjener nærmere omtale, lærebogen Lucidarius og den mere historiske Karl Magnus' Krønike. Navnet Lucidarius er sammensat af de latinske ord for 'lys' og 'at give' (lux og dare), og dermed er en del af hensigten med bogen givet: Den skal være oplysende. Formentlig er den oprindelige, tyske version blevet til som en slags lærebog på opfordring af Henrik Løve (1129-1195), også kendt som hertug Henrik af Brunsvig (Braunschweig). De vigtigste kilder er dog på latin, nemlig to værker af Honorius Augustodunensis (fra Augsburg o. 1125): Elucidarium, Imago mundi (verdens billede) og Gemma animæ (sjæleskat) og den samtidige Vilhelm af Conches Philosophia mundi (verdens filosofi). Forlæggenes titler antyder mere om indholdet: astronomiske og geografiske beskrivelser af verdensaltet og jorden, skildringer af den katolske gudstjeneste, kirkeskikke og gejstlighed og til sidst spekulationer over naturvidenskabelige, meteorologiske og lignende fænomener. Vi har således her en opsamling af vesteuropæisk åndslivs standpunkt i 1100-tallet.

I slutningen af 1300-tallet blev bogen bearbejdet – men netop ikke oversat – til dansk; hertil er både rækkefølge og indhold for forskelligt. Den ældste danske version er bevaret i et håndskrift fra ca. 1470/80 (Børglum), som måske er afskrift af en ældre tekst fra ca. 1350. Bogen blev trykt i 1510 af Gotfred af Ghemen. Den ældste tyske trykte tekst stammer fra 1479, men efter Reformationen ændrede indholdet sig, så at alt, hvad der havde forbindelse med den katolske kirke, gled ud. Både de danske og de tyske udgaver udmærker sig – som de talrige oversættelser til bøhmisk, engelsk, fransk, hollandsk, italiensk, islandsk, plattysk og svensk – ved at være affattet i dialogform.

 I Lucidarius, trykt på dansk 1534, er der en høflig, nysgerrig og videbegærlig 'discipel', som spørger 'mesteren', der på sin side svarer. Denne spørgeform peger på middelalderens pædagogiske praksis, hvor eleverne lærte næsten alt udenad netop ved spørgsmål og svar, så måske har bogen oprindelig været beregnet til skolebrug. Dialogen kunne fx lyde: „Disciplen. Siger mig, Mestere, hvilkelund [hvordan] den Del er skabt, der bygder [beboet] er af Verden? Mesteren. Den Del, der bygder er, han skiftes [deles] i trende Dele, som er Asia, Africa og Europa, saa som vi mue [kan] se i denne Figure“.

I Lucidarius, trykt på dansk 1534, er der en høflig, nysgerrig og videbegærlig 'discipel', som spørger 'mesteren', der på sin side svarer. Denne spørgeform peger på middelalderens pædagogiske praksis, hvor eleverne lærte næsten alt udenad netop ved spørgsmål og svar, så måske har bogen oprindelig været beregnet til skolebrug. Dialogen kunne fx lyde: „Disciplen. Siger mig, Mestere, hvilkelund [hvordan] den Del er skabt, der bygder [beboet] er af Verden? Mesteren. Den Del, der bygder er, han skiftes [deles] i trende Dele, som er Asia, Africa og Europa, saa som vi mue [kan] se i denne Figure“.

Karl Magnus' Krønike er en meget selvstændig bearbejdelse af den vestnordiske (norske) Karlamagnus Saga (fragment fra sidste halvdel af1200-tallet), som rummer en række sagnagtige fortællinger om Karl den

Annonce

Store (Carolus Magnus eller Charlemagne) og hans mænd. Den kan – ikke overraskende – føres tilbage til franske forbilleder, både krøniker og viser, de såkaldte chansons de geste. Vejen til Norden er formentlig gået via England engang i midten af 1200-tallet. En af heltene er Oddgeir danske eller Ogier le danois, bedre kendt som Holger Danske, der som bekendt stadig sidder i Kronborgs kældre for at vågne op, når Danmark har brug for ham.

I krøniken er Holger søn af den danske kong Gøtrik og bliver ridder ved Karl den Stores frankiske hof. Han er en formidabel kæmpe, hvis kampevner ikke bliver mindre af et magisk sværd, som han får:

Med dette sværd haver jeg vundet 30 konger [siger giveren]. Det var hærdet i en orms blod, som hedder Basilicus, og lå fire år under en flygende [flyvende] drage på guld. Derfor skinnede det altid, som guld.

Krøniken lægger stor vægt på kampen mellem kristne og muslimer, eller saracenere, som de kaldes. En af fjenderne beskrives således:

han havde været i orlog og krig i alle sine dage, hans mad skulle blandes med blod. Han havde øjne som en kat. Han så bedre om natten end om dagen. Var han her i landet, da var han ligere et[!] trold end et menneske

Den noget forkortede danske version af krøniken er bevaret i et håndskrift fra o. 1480 og blev udgivet af Gotfred af Ghemen 1509 eller 1510 (titelbladet mangler). Den rummer flere fortællinger end den norske version og mangler samtidig en del af de norske inkonsekvenser, især i kronologien. Christiern Pedersen, der havde udgivet Saxos Gesta Danorum i Paris, fik også fat i Karl Magnus' Krønike, som han udgav i 1534. De senere genoptryk er alle afhængige heraf. Knud Lyne Rahbek genudgav den i 1828 i en kommenteret og lettere moderniseret form, men den vandt ikke folkelig yndest.

 Holger Danske var populær: i viser, folkebøger og – som her – et kalkmaleri (ca. 1550) fra Skævinge Kirke ved Roskilde. Uanset at han tilhører den sagnkreds, som knytter sig til Karl den Store i Frankrig o. 800, er Holgers dragt i samtidig stil.

Holger Danske var populær: i viser, folkebøger og – som her – et kalkmaleri (ca. 1550) fra Skævinge Kirke ved Roskilde. Uanset at han tilhører den sagnkreds, som knytter sig til Karl den Store i Frankrig o. 800, er Holgers dragt i samtidig stil.

I Peder Paars (1720) harcelerer Holberg over folkebøgerne. Få år senere blev de også forfulgt af myndighederne. Et kongeligt reskript af 27. september 1726 byder, at „ingen forargelige og forfængelige Bøger og trykt Tant, saasom Skt. Peders Rejse, Sibyllæ Spaadom, Lucidarius, Skæmt og Alvor, og flere andre deslige Digte, samt forfængelige Viser og Legender, maa henføres eller forhandles i Nordlandene, Finmarken og Trondhjems Amt, under Konfiskation og Straf, som Loven over forargelige Bøgers Forhandling foresiger“. Reskriptet kan ses som en forløber for pietismens holdning til bøger uden et gudeligt indhold.

Alligevel fortsatte bogtrykkerne med at optrykke de mest populære titler, men kun de lavere sociale klasser var formentlig aftagere. Skønt enkelte titler blev genoptrykt, tabte de mere dannedes interesse sig i løbet af 1700-tallet, ikke mindst i lyset af fremkomsten af en ny litteratur, som rummede oversættelser af udenlandske romaner, især fra engelsk, og af forskellige tidsskrifter, som bl.a. offentliggjorde digte og moralske fortællinger.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vibeke A. Pedersen: Lucidarius og Karl Magnus' Krønike i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 9. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476431