Peder Ræv Lilles Mariadigtning

De fleste Mariadigte findes i de ca. tredive håndskrevne bønnebøger, der er overleveret på dansk grund. I håndskriftet AM 76,8° fra ca. 1470-80, der også kaldes En Klosterbog, findes fem Mariaviser, som alle bliver tilskrevet Peder Ræv Lille.

I Danmark kender vi ellers kun navne på få forfattere fra middelalderen. En af dem er Per eller Peder Ræv Lille („per ræff lyllæ“). Navnet skyldes, at der i en af stroferne til en Mariavise i Klosterbogen står: „Ihvo denne vise haver gjort,/ han hedder Per Ræv Lille, så haver jeg spurgt,/ han vil sit navn ej vende“. I samme håndskrift findes fire andre Mariaviser i samme stil, der bærer initialerne F. P. Det kan udlægges som „frater Petrus“ (broder Peter) og antyde, at manden var munk.

Den mest kendte af de viser, der tillægges Peder Ræv, er „Ret Elskovens Dyd“, som med rette er en klassiker i mange antologier og litteraturhistorier. I al sin raffinerede enkelhed bærer den begge de strømninger i sig, som den overleverede lyrik fra perioden rummer: tilbedelsen af Jesu moder i Mariadigtningen og tilbedelsen af den uopnåelige jordiske kvinde i den høviske kærlighedsdigtning (se senere). Digtet er en leg med ord og med publikums kendskab til begge genrer, så det er ikke muligt at afgøre, om den tilbedte kvinde er Maria eller en jordisk kvinde, selv om nogle litteraturforskere har hævdet, at indførelsen af Kristus gør digtet til et Mariadigt, ikke et verdsligt kærlighedsdigt. Digteren har fremstillet alle kærlighedens kvaler i en form, der på én gang holdes inden for det sømmeliges ramme og samtidig giver ord og form til savnet og tilbedelsen, på samme måde som man kan se det i den høviske digtning.

Teksten ophæver sine egne udsagn: digteren vil skildre en kvinde uden svig – men føler sig sveget; lovprisningen skulle ske med fryd, men bliver nærmest det modsatte – med mindre da fryden ved at skildre smerten og afmagten er større end netop smerten og afmagten, en typisk høvisk holdning. Troubadourtrækkene ses fx i den overdrevne fremhævelse: „hendes lige skulle man der ikke finde / blandt fruer og jomfruer og høviske kvinde“, i underkastelsen: „hendes vilje at gøre er jeg til rede / krybe på mine bare knæ over mark og hede, / om hun mig buden sendte“, i hemmeligholdelsen: „et blomster er til, jeg ej nævne vil“; „ingen det vidste“.

Den traditionelle strofiske kærlighedsdigtning i 1500- og 1600-tallets folkevisehåndskrifter opererer med svigt, sorg og adskillelse som hyppigt forekommende temaer. Dem finder vi allerede i „Ret Elskovens Dyd“: „hun vil mig svige, den lilje“; „jeg så sørger, jeg lignes et lig“. Samtidig er der noget fordækt ved kvinden: hun er ikke til at komme i kontakt med. Tvetydigheden kan være led i en artistisk udpenslet hemmelighedsfuldhed, som Peder Ræv mestrer, men kan også læses som et udtryk for, at Marias væsen ikke er til at indfange med ord. Digtet bliver på én gang en beskrivelse af kvindens luner og af Marias altoverskyggende nåde og samtidig en kunstnerisk uhyre bevidst udnyttelse af sprogets udtryksmuligheder. At digteren er meget opmærksom på selve det at digte, fremgår af formuleringen: „som æres med denne samme vise“, hvormed digtet henviser til sig selv. Og da hun vedbliver at være uopnåelig i det virkelige liv, må han nøjes med digtet om hende og de følelser, hun har afsat: „skrive inden mit hjerte den liljegren“.

„Ret Elskovens Dyd“ er også overleveret efter Reformationen. Den optræder således blandt andre kærlighedsdigte og folkeviser i Hjertebogen fra 1550'erne, dog kun med strofe 1, 2 og 5. Der er således tale om, at vi har et hul i overleveringen på henved 80 år; og det er ikke til at sige, om den oprindelige vise har haft tre eller fem strofer, altså hvorvidt der er tale om to forskellige overleveringer, eller om udgaven i Hjertebogen er en forkortelse af Klosterbogens.

Der er ikke andre tegn på, at Klosterbogens ofte meget katolsk prægede viser findes blandt folkevisehåndskrifternes kærlighedsviser, men det kan naturligvis skyldes, at der ligger en protestantisk reformation imellem Klosterbogen og de tidligste folkevisehåndskrifter. „Dette ejendommelige stilslægtskab med Peder Rævs og fjernere ude med det 16. århundredes lyrik er en ting, man naturligvis ikke tør tage for håndfast på. Der er ikke tale om nogen direkte påvirkning. Kun hvis man blindt opererede ud fra den forudsætning, at middelalderens litteratur udelukkende bestod i de få dokumenter, der er overleveret, kunne man falde på en sådan tanke“. Sådan skriver litteraturforskeren Ernst Frandsen i Folkevisen (1935, her citeret fra 1969-udg.). Og naturligvis må der have været langt flere tekster end de overleverede. Men på den anden side er det ikke utænkeligt, at der er tale om en ubrudt tradition direkte fra 1400-tallets Peder Ræv til 1500- og 1600-tallets kærlighedsviser i folkevisehåndskrifterne, eftersom viserne i disse håndskrifter ofte gør skildringen af den elskedes uopnåelighed til et af hovedtemaerne. Andre Mariadigte kan betone renheden og den ubesmittede undfangelse, det vil sige, at Maria er født uden arvesynd (hvilket dog først blev et katolsk dogme i 1854). Andre igen skildrer hende som tæmmer af vilde (fabel)dyr, fx enhjørningen.

Den religiøse side af Mariadigtningen genfindes hos Hr. Michael, og som reminiscenser i protestantiske salmebøger (i fx Thomesens og i Peder Palladius' salmegendigtning af bl.a. brudevisen „Mariskjold“). Og den høviske side af Mariadigtene levede videre i den verdslige kærlighedsdigtning.