Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Om skabelsen og Om menneskets levned

Oprindelig forfatter VAPed

Trods titlen handler Hr. Michaels De creatione rerum (Om tingenes skabelse), udgivet 1514, mindre om skabelsen end om syndefaldet, herunder også Evas andet syndefald (efter en apokryf fortælling). At der indtil syndefaldet ellers blev levet meget moralsk i Paradis, understreges fx af, at Adam og Eva bliver gift med det samme. Efter at Adam og Eva har spist den forbudne frugt, er selv naturen klar over syndefaldet og dets konsekvenser:

Ej fugle kunne Adam høre,
Som førre, (…)
De fagre dyr, som tamme vare før,
løbe da både sønder og øster og nør [syd og øst og nord],
ej ville de Adam møde,
(…)
Dyr og fugle, som Gud havde skabt,
de vidste vel Adam var fortabt,
sorgfulde de alle sade [sad]:
(…)
Jordsmonnet, som før var klart og smukt,
blev visned, havde ingen naturlig lugt,
al verden stod da i våde.

Solen miste straks den tredie part
af alt sit skin, det var fuld hart [hårdt]

Såvel dyr som planeter (som solen af mange dengang blev anset for at være) reagerer på syndens indtog i verden. Kosmosopfattelsen er således kompleks på en anden måde, end vi i dag ville forvente. Menneskets selvklogskab er kommet tidligt ind i verden – og mennesket lider som synder stadig under den.

Netop menneskets liv på faldets vilkår er emnet for De vita hominis (Om menneskets levned), trykt 1514, der skildrer menneskets forskellige livsaldre. Det for en moderne bevidsthed bemærkelsesværdige er, at aldrene, som begynder med fødslen, strækker sig hinsides døden til dommedag og Kristi genkomst. Hvert afsnit begynder med latinske epigrammer, dvs. et heksameter fulgt af et pentameter, der hér både har ind- og enderim, de såkaldte leoniske vers. Det viser formentlig, at Hr. Michael i denne tekst har haft et dobbelt publikum for øje, både et lærd og ulærd. Om den forfængelige yngling lyder det indledende epigram:

Annonce

In speculo wultum concerno, pecto capillos
Non curo multum si quis perspexerit illos
(Jeg betragter ansigtet i spejlet, jeg kæmmer håret
Jeg er ligeglad med om nogen ser nøje på det)

Det er muligt, at Hr. Michael faktisk har siddet med de latinske epigrammer med tilhørende illustrationer, da han formede sit lange digt. I De vita hominis har de mange afsnit følgende overskrifter, der tilsammen angiver værkets komposition, som igen er identisk med det menneskelige levneds faser:

Når du fødes.
Når du ligger udi vugge
Når du går over VII år
Når du går over XXIV år
Når du går over XXVIII år
Når du går over L år
Når du bliver gammel
Når du bliver gråhåret
Når du bliver syg
Når du skifter lød [farve]
Legemet siger
Når livet og døden stride
Når hjertet brister
Døden han siger
Når du est døder
Når du jordes
Når basunen går
Når kødet kommer til benene igen
Når du far[er] til dommen
Du siger på dommedagen
Kristus vil sige

Hovedvægten i de første elleve af i alt enogtyve afsnit ligger på legemets forkrænkelighed og menneskets besvær med at modstå synden. Afsnit 12 og 13 vedrører det, der sker, når livet og døden strides, og når hjertet brister, mens de resterende otte handler om livet efter døden og om dommedag. Af afsnittene om jordelivet beskæftiger de fire sig med mennesket som gammel, syg og på vej mod døden. Der er således ingen tvivl om, at jordelivets glæder ikke er noget, man skal tillægge for stor vægt. Ydermere øges antallet af linjer i hvert afsnit, efterhånden som det begynder at gå ned ad bakke for mennesket.

Genremæssigt har vi at gøre med en af middelalderens yndlingsgenrer, speculum eller spejlet. Teksternes personer er ikke individer, men en slags typer, i hvis ord og gerning virkelighedens mennesker kan spejle sig og således tage ved lære, enten fordi de som helgenerne er eksempler til efterfølgelse, eller fordi deres handlinger – og navnlig følgerne heraf – fremstilles til skræk og advarsel. Det belærende understreges af, at overskrifterne henvender sig til læser eller tilhører.

Broder Michael har utvivlsomt været en prædikant, der var særdeles bevidst om sine retoriske og pædagogiske virkemidler. Han benytter sig i alle sine tekster af knittelverset, der er det hyppigst forekommende enkeltversemål i middelalderens og renæssancens poesi, både i den kirkelige og i den historiske eller didaktiske digtning og i flere af de lidt senere skolekomedier. Det er enkelt og smidigt med sine enderim og opbygningen med et fast antal trykstærke og et varieret antal af tryksvage stavelser. Den folkelige karakter kommer også frem i det ordsprogsagtige, man indimellem møder i teksten. Hr. Michael har henvendt sig til et bredt og blandet publikum, som han allerede i Mariapsalteret havde forestillet sig: „dette skrives til eder alle sammen, / Mænd, kvinder, svende, møer og så“. Hr. Michaels tekster er således for alle, uanset køn og lærdomsstade.

Også versteknisk er Hr. Michaels værker en stor bedrift. I strofe efter strofe med nogenlunde regelmæssig opbygning får han fortalt det, han har på hjerte. Lad være, at han indimellem må bruge tomgangslinjer for at opretholde rim – og til dels også rytme. Han får indflettet små anekdoter, moralske belæringer og advarsler og gendigtet bibelhistorie, også af mere apokryf art. Han både gavner og glæder, som han måske selv kunne have udtrykt det med et citat af Horats.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vibeke A. Pedersen: Om skabelsen og Om menneskets levned i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 21. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476423