Mariadigtning

Middelalderens kristne verden var overskuelig, systematisk og hierarkisk. I det store system udgjorde helgenerne en gruppe af mennesker, der i tidens løb var blevet en slags mediatorer mellem Gud og mennesket. Af dem var Jesu moder, Maria, den vigtigste, heraf hendes latinske tilnavn mediatrix. Der findes på dansk grund dels enkelte digte til Maria, dels hele Mariapsaltre, dvs. samlinger med 150 tidebønner til Jomfru Maria: Jesu moder, himlens dronning, den skønneste blandt kvinder. Ligesom de religiøse og folkelige forestillinger om Maria er mangfoldige, er digtene det.

I den entydigt religiøse afdeling finder vi, ud over de klassiske lovprisninger (herunder Ave Maria'er), også digte til Mariæ syv glæder og Mariæ syv drøvelser (sorger). „Stabat mater dolorosa“, tilskrevet Jacobo da Todi (1228-1306), er den mest kendte af disse drøvelser, der utallige gange er blevet sat i musik, og som altså også blev oversat til dansk i middelalderen. Den klassiske Ave Maria-bøn er her udvidet til noget, der kunne minde om trosbekendelsen. Man kan også sige, at vi her har en Mariabekendelse:

Hil Maria, fuld med nåde, Herren er med dig.Du est en ædel violblomst, den himmelske Faders.Hil Maria, du est barmhjertighedens moder.Hil Maria, du est en kyskheds lilje, af den hellige ånd.Hil Maria, du est din eneste søns ædle rose og den hellige trefoldigheds spejlOg et lys for alle engle og for hele himmerigs hærskare

Maria er herhjemme blevet – og bliver i katolske lande stadig – fejret på de særlige Mariadage: Mariæ bebudelse (25. marts), Mariæ optagelse i himlen (assumptionen, 15. august, dog først dogme fra 1950). Hertil kommer de mindre vigtige, Mariæ renselse (2. februar) og Mariæ fødsel (8. september). Alle disse højtider blev fejret i kirkeligt eller klosterligt regi, ikke i hjemmene.

Maria har mange roller, men især to er vigtige. Først og fremmest er der rollen som moder til den guddommelige og menneskelige Jesus (genitrix). Som følge heraf kommer som nævnt helt naturligt rollen som formidler mellem Gud og mennesket (mediatrix). Men rækken af tilnavne til hende synes uendelig. De mest anvendte er „himlens dronning“, „havets stjerne“ (stella maris), „milde mø“, „rosens blomme“ og „liljegren“. De to første rummer det himmelske, de to sidste det jordiske, mens det sidste er et specielt dansk udtryk, der ikke har en modsvarighed på latin.

Fra et dansk håndskrift, men på latin, stammer følgende opremsning. Den må have været tænkt som en bøn, som meditationsremse eller som katalog for en præst eller digter (brug af små og store bogstaver bibeholdt):

Diua. virgo. flos. nubes. regina. theotocos. Theotoca. jmperatrix. pacifica. Deigenitrix. immaculata. Domina. pia. Theonia. Gratia. ortus. Fons. Puetus. Via. semita. Aurora. luna. Solaris. Acies. Beata. Gloriosa. porta. Tellus. Domus. Templum. Aula. Rubus. Scola. Scala. Stella. Ancilla. Malogranata. Via. Vinea. Turris. Mons. Reparatrix. liberatrix. Archa. Talamum. Cynamomum. Balsamum. Generacio. Homo. femina. Amica. Vallus. Columba. Turtur. Tuba. liber. Pulcra. Pharetra. Sponsa. Mater, Benedicta. rosa. lilium. Janua. Ciuitas. Tabernaculum. Mulier. Magna. spes. maria. Amen.

Som det ses, har mange forskellige områder bidraget med inspiration: Himmelfænomener som morgenrøde, måne og stjerne; blomster som rose og lilje; herskerinder som kejserinde, dronning, reparatrice; abstrakter som fred, fredsstifter (og måske også befrier) eller bygninger som tempel og hus. I et og samme digt kan vi finde en række af de faste udtryk: „Guds moder“, „himmerigs dronning“, „signede daggry“, „velsignede morgenstjerne“, „rene rose uden torne“ og „blomstrende busk“. Udtrykket: blomstrende busk kan måske umiddelbart være svært gennemskuelig, men da Jesus også kan kaldes „Jesse-ris“, dvs. skud på Isajs' stamme, har vi en del af forklaringen, idet Isajs mest berømte søn var den senere kong David (Esajas 11,1). „Også Josef drog op fra byen Nazareth i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Bethlehem, fordi han var af Davids hus og slægt“, som det jo lyder i 'juleevangeliet' (Luk. 2,4). Esajas er også den profet, som tydeligst forudser Kristi komme: „Se den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel“, hedder det i den nyeste danske oversættelse (1992) af Esajas 7,14, men tidligere oversættelser havde ordet jomfru på den unge kvindes plads. Dyrkelsen af den ubesmittede undfangelse og jomfrufødslen, som primært er et teologisk anliggende, rummer altså også problemstillinger af filologisk art. Men der er selvfølgelig tale om mere end det, bl.a. forsøgte kirken at dæmonisere sex for at adskille kristendommen fra hedensk frugtbarhedsdyrkelse.