Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Legender

Oprindelig forfatter VAPed

Legende betyder egentlig 'det, der skal læses'. Legenderne udgør en forunderlig sammenblanding af fortælling og levnedsbeskrivelse, tilsat eventyrtræk i miraklerne. Man kan kalde dem en krydsning mellem litteratur og teologi med stor folkelig appel. Samlinger af legender kaldes martyrologier og kan omhandle alle slags helgener, ikke kun martyrer. Nogle gange regner man de apokryfe beretninger om Jesu og Mariæ barndom med blandt legenderne.

Helgenlivet eller bekenderlegenden – vita med den latinske betegnelse – har ofte en fast opbygning: Det Usædvanlige Barn, Kaldelsen, Det Fuldkomne Liv (og hvis den hellige er en kvinde: Jesus som brudgom), Familiens Modstand, Fristelserne og evt. Pinslerne. Især for de mandlige helgeners vedkommende lægger fortællingerne sig gerne op ad Jesu lidelseshistorie eller andre fortællinger fra Bibelen. Yndede gammeltestamentlige forbilleder er fx Josef og hans brødre, ligesom brodermord på et eller andet plan altid bliver en genfortælling af historien om Kain og Abel, således som vi har det i forbindelse med Knud Lavard, der blev myrdet 1131 i Haraldsted Skov af sin fætter Magnus, kong Niels' søn. Til vita kan knyttes en passio eller lidelseshistorie (mest om martyrernes lidelser), inventio (om fund af relikvier), og miraculum (om mirakler kort efter helgenens død, gerne helbredelser og andre 'jærtegn', fx lys omkring graven). Miraklerne er særligt vigtige, for de har været brugt i bevisførelsen for, at den afdøde virkelig var af en anden kaliber end almindelige mennesker. Ofte genspejler også mirak lerne bibelske fortællinger.

Mange af legenderne blander rask væk elementerne, og det hænger nøje sammen med, at de tjener flere formål på én gang: overbevisning af de kirkelige instanser, men også opbyggelse og underholdning af almindelige mennesker. Legenderne er således et væsentligt element i den kristelige folkeoplysning.

Annonce

Middelalderens bedst kendte legendesamling kaldes Legenda Aurea (Den Gyldne Legende), forfattet på latin o. 1260. De ofte lange legender er her forkortet til det absolut nødvendige, fx fra 30 til 3 sider. Bogen var både i håndskrifter og tidlige tryk udbredt i hele Europa, også i Danmark. Dele af den har flere gange været oversat til dansk og andre nordiske sprog og kendes i håndskrifter herhjemme fra 1400-tallet. Men der eksisterer kun få (tidlige) danske oversættelser af de latinske legender om danske helgener.

Til gengæld har vi på dansk overleveret middelalderlige håndskrifter med flere af de udenlandske helgenlegender. De mest kendte er et skrift fra 1400-tallet, Hellige Kvinder, som rummer fjorten stykker om Mariæ barndom og om hendes død og himmelfart, om Jesu fødsel og lidelse, om Paulus' besøg i Helvede samt syv legender om jomfrumartyrer. Hertil kommer Mariager Legendehåndskrift fra 1488, som er blevet til i det danske Birgittinerkloster i Mariager på foranledning af birgittinersøsteren Elisabeth Hermanni.

En af håndskriftets vigtigste dele er legenden om den hellige Katarina af Siena (1347-1380): „Her begyndes den ædle og ærefulde jomfrus, sankt Katarina af Sienas levned, legende, historie og jærtegn, hvilken som er alle klosterjomfuers spejl“, lyder indledningen i moderniseret form. Legenden har således været beregnet til oplæsning for nonnerne, fx under måltidet, så de havde et forbillede at forholde sig til. At Katarina var knyttet til dominikanerordenen, ikke til birgittinerne, har betydet mindre. Den danske version er en meget forkortet og til dels mere naiv udgave af den legende, som Katarinas skriftefader, Raymondo af Capua i 1393 skrev om hende på latin. Katarina blev dog først kanoniseret i 1461, så den danske beretning er nedskrevet ganske tæt på tidspunktet for hendes helgenkåring. I den danske version er det fx ikke længere Raymondo, der beretter, men en udenforstående, alvidende fortæller. Legenderne i Mariager Legendehåndskrift er suppleret med nogle breve fra kirkefædrenes tid.

Overleveringen af de dansksprogede legender er sen (1400-tallets slutning), og vi må formode, at meget er gået tabt i de hektiske reformationsår i 1530'erne og -40'erne. For oversættelserne viser, at man var med på en af den europæiske middelalders store genrer. Ifølge kirkekalendere med angivelse af fejringer optræder der 200-300 forskellige udenlandske helgener i Danmark.

Stik mod den almindelige opfattelse blev helgener accepteret efter Reformationen. Selv om den officielle helgendyrkelse forsvandt, kunne menigmand stadig ære og mindes dem. Således optrådte en del katolske helgendage stadig i de tidlige protestantiske salmebøgers kalendarier, så middelaldermenneskets opdeling af året efter de store helgeners festdage fortsatte også efter Reformationen. Endnu fejrer vi Sankthans (Johannes Døberen) den 23. juni om aftenen og Mortensaften (biskop Martin af Tours) den 10. november.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vibeke A. Pedersen: Legender i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 19. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476418