Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hr. Michaels Mariæ Rosenkrands

Oprindelig forfatter VAPed

Kong Hans' dronning, Christine af Sachsen (1461-1521), har formodentlig kendt til rosenkransbroderskaber fra sit fædreland og ønsket at indføre dem i Danmark. Rosenkransbroderskaber er først og fremmest et nordeuropæisk fænomen. Traditionelt regner man med, at Alain de la Roche fra Bretagne (Aleanus de Rupe, 1428-75), hvis hovedvirke er knyttet til Rostock og Gent, er hovedmanden bag, selv om Mariadyrkelsen også før ham var sat i system. Han var dominikaner, „sortebroder“, dvs. tilhørte en af prædikeordnerne, stiftede et rosenkransbroderskab i 1470 og skrev derudover en række værker om rosenkransbønnen.

Rosenkransbroderskaberne var et af romerkirkens forsøg på at skabe fornyelse inden for de eksisterende rammer. Et af broderskabernes hovedformål var at holde Mariaandagter, og hertil brugte man de såkaldte Mariapsaltre. Et Mariapsalter skal rumme 150 ord eller 150 linier eller 150 strofer. Tallet 150 stammer fra Bibelens Davidssalmer, som der traditionelt er 150 af, og som blev benyttet ved tidebønnerne i kirkerne. Mariapsalteret skulle således ses som Det Nye Testamentes svar på Det Gamle Testamentes Davidssalmer.

For at de danske rosenkransbroderskaber kunne have danske tekster at arbejde med, bad dronning Christine op mod 1496 præsten i Odense, Hr. Michael, om at udarbejde oversættelser eller gendigtninger af udenlandske Mariatekster, hvilket tydeligt fremgår af efterskriften til hans Mariapsalter, som blev affattet o. 1496, men først udgivet 1515. Trods det sene trykkeår tilhører Expositio pulcherrima super rosario beate marie virginis (Den ypperste udlægning om den salige Jomfru Marias rosenkrans) klart middelalderens litteratur.

Annonce

Hr. Michael er en af de få middelalderlige forfattere, vi har navn på. Men det, vi ved om ham, er dog begrænset til et par bemærkninger. I hans Mariapsalter har udgiveren 1515 anført, at Hr. Michael var sognepræst ved Skt. Albani Kirke i Odense. I Hans Thomesens Den danske Salmebog findes fire af hans salmer, som Thomesen har omarbejdet, så de kan bruges i protestantisk regi. I registret omtaler han dem samlet med et skjult citat fra den oprindelige udgave: „Register paa de sang som ere samlit aff de Papistiske rim/ som her [hr.] Michel Sognepræst i Othense/ screff om Jomfru Marie Psaltere/ Aar &c. 1496.“ Hr. Michael er formentlig død senest 1514, men inden da havde han været med til at stifte et rosenkransbroderskab, og så havde han skrevet yderligere to store religiøse digtcyklusser på dansk: De creatione rerum (Om tingenes skabelse) og De vita hominis (Om menneskets levned) med titler og epigramformede overskrifter på latin og tekster på dansk.

Hr. Michaels Mariadigtning, Expositio pulcherrima super rosario beate marie virginis, udgør langt størsteparten af hans samlede kendte værker. Dette Mariapsalter er ikke en egentlig oversættelse af de la Roche, men en inspireret gendigtning og omformning, som bl.a. har udeladt flere af de mirakler og legender, det udenlandske forbillede har.

Tidens verdensbillede, der bygger på en blanding af Bibelens opfattelse og tilkommen folketro, kommer til syne allerede i den rimede fortale:

Magt haver mennisken over kreatur [skabning],
fiske, fugle og alle dyr,
at bruge dem til sin nytte.
Han haver og magt over elemente,
så stor en gave Gud hannum forlente [gav],
han kan sig selv behytte [beskytte].

Af djævele og spøgelse med orme [slanger] og trold;
omsider de gave dem Gud i vold,
og toge da til at bede,
At Gud ville lade sin vilje te [ske, udføre],
hvad de skulle gøre, at dem måtte ske
beskærmelse mod sådanne vrede.

Bønnerne kan altså give aflad på lige fod med andre bodsøvelser.

Hr. Michael kan også bruge måltidet som overordnet allegorisk ramme. Han sammenkobler psalter med med salt og salte, og spiller på saltets kendte konserverende virkning for at tale godt for den mere ukendte nytte af det abstrakte psalter: sjælene kan saltes. På samme måde er hungeren et andet udtryk for den egentlige sult – sjælens længsel efter frelse:

At salte, det siges at være et ord,
som hver mand må forstande [forstå],
Den mad, som sættes for folk på bord
og frelser af hungers vånde [nød]

Så saltes deres sjæle af syndsens nød,
som ville denne psaltere nyde,
Bevares og fra den evige død,
dog [selv om] de tit mod Gud bryde.

Digtcyklussen er som helhed mere prædiken end bøn, men rummer også småfortællinger, dels fra Bibelen, fx historier om Moses og Lovens Tavler, Udgangen af Ægypten eller Jesu Lidelseshistorie, dels om de la Roche, og endelig om ukendte og unavngivne, der er blevet frelst ved at have læst psalteret. Men man finder også passager, der er egentlig Mariadigtning med traditionelt høvisk præg: „Min hu, min agt, med alle mine sinde / dem sætter jeg til en verdig kvinde, / som er al himmeriges ære“. Maria er stærkere end Djævelen og hjælper mennesket med at overvinde synden:

Så lægger Maria djævelen øde:
de, synden haver dræbt, rejser hun af døde,
han [djævlen] må alt for hende vige.

I sine bestræbelser på at gøre teksten almen, måske ligefrem folkelig, viger Hr. Michael ikke tilbage for at bruge vendinger, som man også finder i folkeviserne:

Med drik og dobbel [spil] og hæggums ord [letsindig tale],
som altid vare hos eders bord,
med fruer og møer at kvæde:
Den brune mjød, den klare vin
lodst du fast skænke hjemme til din [hjemme hos dig]
med jomfruer kneppert [pænt] træde [danse].

Men hvor det kursiverede udtryk i folkeviserne oftest betegner noget, der optræder i forbindelse med glædelige begivenheder som fx bryllup, bliver mjøden og vinen hos Hr. Michael eksempler på nogle af de syndefulde laster, mennesket åbenbart har så svært ved at holde sig fra. Kompositionen af Mariapsalteret er ikke altid lige logisk og gennemskuelig, men Hr. Michael får alligevel sine mange budskaber igennem, fordi hans billeder er ligefremme og – i lighed med mange kalkmalerier – tager udgangspunkt i, hvad jævne mennesker har kendt og kunnet forstå.

 Det var formentlig kong Hans' anden hustru, den fromme dronning Christine, der fik rosenkransselskaberne til Danmark. Her knæler hun på altertavlen i Sankt Knuds Kirke, Odense, foran sin svigerdatter, Elisabeth af Burgund, og sin datter, kurfyrstinde Elisabeth af Brandenburg.

Det var formentlig kong Hans' anden hustru, den fromme dronning Christine, der fik rosenkransselskaberne til Danmark. Her knæler hun på altertavlen i Sankt Knuds Kirke, Odense, foran sin svigerdatter, Elisabeth af Burgund, og sin datter, kurfyrstinde Elisabeth af Brandenburg.

 I visen „Christ vndæ megh then helighanz nadhæ“ (Krist unde mig den helligånds nåde) skildres jomfru Maria som himmeldronningen, inspireret af Johs. Åbenbaring 12,1: „hun var kleth i solsens skyn, / oc monen henne fodbælle“ (hun var klædt i solens skin / og månen hendes fodballe). På denne alterbordsforside fra Asminderød Kirke ses Maria netop stående på måneseglet. Hun er omgivet af en rosenkrans, hvor de store roser skal symbolisere Jesu fem vunder (sår) fra korsfæstelsen.

I visen „Christ vndæ megh then helighanz nadhæ“ (Krist unde mig den helligånds nåde) skildres jomfru Maria som himmeldronningen, inspireret af Johs. Åbenbaring 12,1: „hun var kleth i solsens skyn, / oc monen henne fodbælle“ (hun var klædt i solens skin / og månen hendes fodballe). På denne alterbordsforside fra Asminderød Kirke ses Maria netop stående på måneseglet. Hun er omgivet af en rosenkrans, hvor de store roser skal symbolisere Jesu fem vunder (sår) fra korsfæstelsen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vibeke A. Pedersen: Hr. Michaels Mariæ Rosenkrands i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 16. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476422