Troens tekster og folkesprogets gennembrud

I hele det latinske Europa var 1200-tallet det store gennembrudsårhundrede for folkesproglig litteratur i den forstand, at det nu ikke længere var eksotisk at finde bøger med folkesproglige tekster. Danmark følger her trop, først og fremmest med juridiske tekster. I rigdom og variation kan dansksproget litteratur slet ikke hamle med den samtidige norrøne, tyske eller franske, men den var slået ind på samme bane: latinens dominans blev udfordret, og både underholdning og lærdom fandt nu veje til pergamentet uden om latinen.

Det betyder ikke nødvendigvis en svækkelse af den latinske tekstkultur, men i Danmark kunne det godt se sådan ud: fra perioden 1300-1500 har vi ikke overleveret latinsk litteratur af høj kvalitet – ingen ny Ælnoth, Saxo, Anders Sunesen, Vilhelm af Æbelholt eller Bo af Danmark. Hvad vi har, er videreskrivning i etablerede smågenrer som helgenlegender, årbøger, prædikener, lærde kommentarer til universitets-tekster af danskere i udlandet m.m.

Et værk af litteraturhistorisk interesse er det såkaldte Saxokompendium fra omkring 1340. Her har vi at gøre med en dygtig Saxolæser, som har gengivet de store linjer i Saxos tekst i et enklere latin og på ca. en fjerdedel af pladsen. Derudover er historien bragt videre i årbogsform (kaldet Jyske Krønike). Værket er af betydning som vidnesbyrd om den historiografiske kultur i Danmark og om dansk patriotisme omkring Valdemar Atterdags tiltrædelse. Lidt senere, omkring 1360, kan vi skimte en forfatterpersonlighed, nemlig digteren Jakob Nielsen. Inspireret af studier i udlandet skrev han den besynderlige Liber de distinctione metrorum, en metrisk traktat, affattet på latin, som er fuld af eksperimenter med figurpoesi, alliterationer m.m. Han er formentlig også ophav til et længere strofisk hyldestdigt til Maria, som ligeledes har 'barokke' og figurlige kvaliteter med gennemførte rim, allitteration og stærkt billedsprog.

Vi skal altså ikke forestille os, at latinkulturen taber terræn i Danmark. Der var utvivlsomt flere som lærte, skrev og talte latin i perioden 1300-1500 end i tiden før 1300. En vigtig grund til, at perioden ser fattig ud gennem litteraturhistoriske briller, må være, at mange brugsbøger er gået tabt – og her er der faktisk en parallel til dansksprogede bøger, der i vores overlevering først optræder i nævneværdige tal fra perioden ca. 1450-1500.

Trods den sporadiske overlevering af tekster udvides det dansksprogede litterære spektrum. Ud over tekster, der er forbundet direkte eller indirekte med kirken og liturgien, kommer en række nye genrer til, hvor fiktionsbegrebet kommer til udfoldelse: ridderromaner, de første verdslige skuespil, men først og fremmest folkeviser og lyriske viser, som er overleveret fra 1400-tallets sidste halvdel, hvor også didaktisk og oplysende litteratur dukker op.