Ridderomaner - Eufemiaviserne

Når man siger ridderroman, forestiller de fleste sig nok noget i retning af den skotske forfatter Walter Scotts Ivanhoe fra 1819. Det er ikke helt forkert, men ridderromantraditionen har en lang forhistorie, som formentlig begynder i 1100-tallets Frankrig og er uløseligt knyttet til den høviske livsform og kultur.

En stor del af middelalderens digteriske underholdning har været af flygtig, mundtlig art, selv om folkeviser og andre viser har overlevet så længe, at de fandt vej til papiret. Sideløbende med den folkelige digtning udviklede der sig ved de vesteuropæiske fyrstehoffer en anden og mere forfinet digtning, som også var skriftbundet. Denne høviske digtning er skrevet på folkesprogene – i modsætning til den lærde og latinske digtning. Ikke desto mindre regner man med, at flere af digterne har fået en traditionel klerikal uddannelse, da sproget bærer præg af retorisk kunnen, og emnerne til dels er hentet fra den klassiske, dvs. romerske og græske, tradition. Den europæiske høviske digtning er – i modsætning til megen anden middelalderlitteratur – sjældent anonym; vi kender navne på flere af digterne, fx fra det provencalske område. Nogle af disse digtere har man kaldt troubadourer, et begreb, der dog især knytter sig til den omvandrende type, der drager fra hof til hof og underholder med sine digte. Andre har fungeret som en slags faste hofdigtere.

Mest berømt er Chrétien de Troyes (ca. 1135-1190). Uden ham havde vi næppe kendt meget til de oprindeligt keltiske historier om Kong Arthur og ridderne af det runde bord. De franske digtere hentede nemlig deres stof fra tre store hovedgrupper: la matière de Rome (antikke græsk-romerske heltesagn); la matière de France (franske heltesagn fra kredsen omkring Karl den Store (Charlemagne), fx Den rasende Roland og Ogier le Danois, herhjemme bedre kendt som Holger Danske; og endelig la matière de Bretagne (Kong Arthur og Tristan og Isolde).

En af de tapreste af Kong Arthurs riddere var Le Chevalier au lion eller Løveridderen. Som i de fleste af Chrétien de Troyes' fortællinger er den mandlige helt splittet mellem sin lyst til eventyr og sin kærlighed til den udvalgte kvinde. Efter kort tids bekendtskab beder Ivan sin tilbedte frue, kilderidderen Vadians navnløse enke, der dog i nogle versioner navngives Lundine, om orlov:

En bøn jeg eder beder nuaf eder, som al min glæde står til.I er min fryd, ihvor jeg er.Lov mig, om det skal væreen stund på eventyr at fare.Vil I så gøre, min hjerte kære,det skal os både [begge] komme til ære.

Her er sammenblandingen af eventyr og ære fremstillet med al ønskelig tydelighed. Ivan søger i sin argumentation at slå på, at hans ære falder tilbage på hende. Han opnår da også et års orlov, men kan naturligvis ikke holde det, selv om enken har forsynet ham med en usårligheds-ring, ligesom hendes terne Luneta har givet ham en usynlighedsring. Da han kommer tilbage noget senere end aftalt, afviser enken ham derfor, men historien ender alligevel med deres forsoning. I den forbindelse spiller det en betydelig rolle, at hun har hørt, at han er betaget af hende:

Jeg eders dyd så oftelig haver hørt.Hvad I har, herre, imod mig gjortdet er eder alt tilgivet her.Nu sid hos mig, min hjerte kære,og sig mig det med rette skel,hvordan det er eder så kommet til,at I med hjerte og sindeelsker mig [frem]for alle kvinder

Denne opfordring til at udpensle kærligheden er typisk for den høviske digtning, der netop gør en dyd ud af at elaborere over følelserne.

Kvinder var ikke blot omdrejningspunktet i mange af fortællingerne, de spillede en afgørende rolle som publikum for den høviske digtning. Digterne tilpassede ofte deres stil og emnevalg, så det faldt i kvindernes smag. Hovedemnet i størstedelen af den høviske digtning er da også kærlighed, mens kamp og ridderskab kommer ind på en flot andenplads. Begge emner figurerer i Ivan Løveridderen.

Ivan Løveridderen indgik som en af de tre oversatte ridderromaner i de såkaldte Eufemiaviser, som er det vigtigste vidnesbyrd om indflydelsen fra den franske og tyske ridderromantradition i Norden. Det er tilsyneladende også i Eufemiaviserne, at vi første gang i dansk litteraturhistorie får romanbegrebet introduceret: „Den jomfru læste for hannem ro-mantz,/ en bog som så hedder på fransk“ (Ivan Løveridderen). En roman er oprindelig blot et værk på folkesproget.

De oplysninger, som teksterne selv giver om deres tilblivelse på kongeligt initiativ, er formodentlig korrekte. De fortæller, at den tyskfødte dronning Eufemia, der var gift med den norske konge Håkon Magnusson, kort efter år 1300 iværksatte oversættelser af tre franske høviske romaner til svensk. Dette gjorde hun som en artighed mod sin vordende svigersøn, den svenske hertug Erik af Västergötland, der var søn af svenskekongen Magnus Ladelås, og som skulle giftes med den norske prinsesse Ingeborg Håkonsdatter. Ingeborg var dengang ganske vist kun et par år gammel, men set ud fra et dynastisk synspunkt var det forbindelsen, ikke de impliceredes alder, der talte. Hertug Erik besøgte det norske hof mindst tre gange, og hver gang var en ny oversættelse klar.

Eufemiaviserne består således af tre rimede, høviske romaner, nemlig Ivan Løveridderen, oversat 1303 efter Chrétien de Troyes' Yvain ou le Chevalier au Lion og muligvis Ívens saga, dertil Hertig Fredrik av Normandie, oversat 1301 eller 1308 efter en nu tabt tysk original og endelig Flores och Blanzeflor, 1312, efter den franske Floire et Blancheflor og måske også efter en tidligere norsk prosaversion, Flores saga ok Blankiflúr. Samme år blev Ingeborg og Erik i øvrigt gift.

Fra begyndelsen var publikum altså at finde i samfundets allerhøjeste lag. I forhold til den ellers eksisterende digtning – i alt fald med det kendskab, vi i dag har til den – må disse ridderromaner have virket meget moderne og lidt fremmede med deres nye motivkredse og deres nye helteidealer. For et publikum, der ellers havde kendt heltekvad, som vi i Danmark kender dem fra Saxo (Bjarkemål, Ingjaldskvadet og Hagbard og Signe), fra Island med sagaer og Eddadigte og fra England med Beowulf, var forskellen markant. Der var nu langt flere dånefærdige kvinder og kvindagtige mænd, der sukkede af ulykkelig kærlighed.

I Flores og Blanzeflor eller Blomst og Hvidblomst fødes den hedenske prins Flores og den kristne slavindedatter af fornem herkomst, Blanzeflor, samme dag. De vokser op sammen og fatter kærlighed til hinanden. Det huer ikke Flores' far, og han sælger derfor Blanzeflor til en købmand, der sælger hende videre til kongen af Babylon. Flores rejser ud for at finde sin elskede, der holdes fanget i „jomfrutårnet“ og er udset til at blive den kvindekære konges næste brud. Flores afsløres, efter at han har skaffet sig adgang til jomfrutårnet, men slipper for at blive henrettet, da han insisterer på at kæmpe mod Babylons stærkeste ridder om retten til Blanzeflor. Det får han selvfølgelig lov til, og han vinder og fører Blanzeflor med sig hjem til Aples (pilgrimsmålet Santiago de Compostela) i Spanien, hvor de kort tid efter bliver kongepar, og Flores lader sig døbe. Mange år senere går de begge i kloster og overlader tronen til deres sønner.

Personerne er ikke individer, der udvikler sig, men repræsentanter for den stand, de tilhører; de er så at sige fuldt færdige personligheder fra begyndelsen. Alligevel kan den rejse, som Flores må ud på for at genfinde og genvinde sin elskede Blanzeflor, læses som billede på en menneskelig udvikling. Flores må rejse ud for at lære sig selv og sine grænser at kende.

I sin struktur ligner fortællingen et eventyr. Der er en helt, en modstander, ja faktisk flere, den eftersøgte (Blanzeflor) og prøverne (bl.a. en tvekamp). Men det er bemærkelsesværdigt, at der ikke er nogen egentlige tabere. Måske kan man dog sige, at kongen af Babylon taber, eftersom han ikke får Blanzeflor, men han straffes ikke. Og hans ridderlighed og æresbegreber står ikke tilbage for Flores'. I disse romaner dyrkes ridderidealerne på tværs af religion og landegrænser.