Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den høviske kærlighed

Oprindelig forfatter VAPed

På dansk grund er der kun sparsomme og sene spor af den kærlighedsdigtning, som udfoldedes i højmiddelalderen i det sydligere Europa, især Frankrig og Tyskland, og som man kalder den høviske digtning – af det middelnedertyske ord hovesch, dvs. det, der har med hoffet at gøre (ligesom det franske cour/courtois, som vi kender fra 'at kurtisere'). Den høviske kærlighedsopfattelse har netop sit udspring i Frankrig, hvor klerken og digteren Andreas Capellanus opholdt sig ved Marie af Champagnes hof i Troyes i Nordfrankrig og i 1185 skrev De arte honeste amandi, dvs. om kunsten at elske på en ædel måde. Capellanus opererer med to slags kærlighed, den rene og den blandede:

Der er én slags kærlighed, der er ren, og én, der er blandet. Det er den rene kærlighed, der binder to elskendes hjerter sammen med en følelse af henrykkelse. Den består i sindets fordybelse og hjertets hengivelse; den går så vidt som til kys og omfavnelse og sømmelig berøring af den nøgne elskede, men undlader den egentlige tilfredsstillelse, som ikke er tilladt for den, der ønsker at elske i renhed. Enhver, der higer efter kærligheden, bør elske på denne måde, for den får kærligheden til at vokse uendeligt, og vi ved, at ingen nogensinde har fortrudt at udøve den, og jo mere man har af den, jo mere ønsker man af den. Denne art kærlighed er udmærket ved at være af en sådan dyd, at den er ophav til al ædelhed i karakteren (…). Men det, som kaldes den blandede kærlighed, får sin fuldbyrdelse i kødets henrykkelse og kulminerer i Venus' akt. Den varer kun kort, og man fortryder ofte at have udøvet den.

I den digtning, der udfoldede sig ved Maries morfaders – hertug Vilhelm af Aquitaniens – hof og siden hendes eget, var det dog især den rene kærlighed, der blev skildret. Dén kunne heller ikke komme i karambolage med slægtstænkningen og slægtens krav om legitime arvinger. Hoffets medlemmer kunne underkaste sig en særlig 'kærlighedsdomstol', der kunne afsige domme om, hvorvidt en person havde opført sig korrekt efter kærlighedens love.

Annonce

 En troubadour og hans tilbedte frue. Motivet træffes ofte i den såkaldt høviske digtning. Her figurerer motivet på et par bronze-akvamaniler (bordkander til vand), ca. 1300.

En troubadour og hans tilbedte frue. Motivet træffes ofte i den såkaldt høviske digtning. Her figurerer motivet på et par bronze-akvamaniler (bordkander til vand), ca. 1300.

Erotikken er i denne tradition forfinet, raffineret; det drejer sig netop ikke om sex, passion eller forførelse, men om nydelsen og uddybningen af følelsespotentialet. Den kærlighed, de (omvandrende) minnesangere eller troubadourer nærede til ridderens frue, førte netop (helst) ikke til ægteskabsbrud, og det var heller ikke meningen – men hengivelsen til den stadigt voksende og stadigt utilfredsstillede længsel kunne fremme produktionen af selve digtningen.

Den rene kærlighed kunne have flere varianter – gengældt eller ugengældt, opnåelig eller uopnåelig, i forskellige kombinationer. Og hvis man går til den nordiske digtning, der – evt. via tysk mellemled – kan betragtes som en udløber af den franske, er det i Danmark især den uopnåelige kærlighed, der afsætter digtning. Det gælder, som vi skal se, troubadourtræk, og det gælder „Ret Elskovens Dyd“ med digtets raffinerede kombination af troubadourdigtningens og Mariavisernes hyldestmetaforik.

Når den elskede helst skal være uopnåelig, betyder det mindre, at hun allerede er eller kan blive gift til anden side. Ægteskab med en anden er dybest set ingen hindring for selve kærligheden, måske snarere tværtimod. Ser man på adelens ægteskabspraksis, er det heller ikke uforståeligt, at den unge, giftefærdige pige kunne lade sig opvarte af de unge adelsmænd. For efter al sandsynlighed var hendes tilkommende mindst dobbelt så gammel som hun. Parret kunne fx være henholdsvis 15 og 35 år – han evt. vansiret efter krigsdeltagelse. Og langt de fleste ægteskaber var arrangerede; slægterne vidste bedst! At kærligheden kunne opstå mellem ægtefæller, skal vi uden for de lyriske viser og længere frem i tiden for at finde udtrykt. I Claus Christoffersen Lys-chanders Billeslægtens Rimkrønike fra kort før år 1600 lader han fru Lisbeth Ulfstand (ca. 1499-1540) sige om sin egen død og ægtefællen Claus Billes sorg:

I Barszelseng kalldede Gud mig hen
Min herre til sorrig og quide
(…)
Der huiler min timelig trøst
Oc al min verselig glæde
Elendig den dag ieg haffuer hend' møst [mistet]
Ieg maa det moudelig græde.
Han leffde der effter ved atten aar
Gud ved de sørgelig skrede

I al sin enkelhed virker sorgen her autentisk. Den datter, som blev opkaldt efter sin afdøde mor, kunne hr. Bille da heller ikke tåle at se. I Billekrøniken er Lisbeth Ulfstand farmor til krønikens adressat, så det kan udmærket tænkes, at mindet om ægtemandens sorg over tabet af hustruen stadig levede i slægten.

Men generelt er det ikke den ægteskabelige kærlighed, vi møder i lyrikken. Både i legendernes og visse digtes verden finder vi ligesom i nogle af folkeviserne en holdning til kærligheden, der er mindre ligetil, og hvor der spilles et kompliceret spil på fravær, social modstand og uopnåelighed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vibeke A. Pedersen: Den høviske kærlighed i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476427