Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Visernes formsprog

Oprindelig forfatter VAPed

Folkevisen er en fortælling på vers, ofte med mange dialoger. Der kan trækkes tråde fra den nordiske folkevise til England og herfra igen til Frankrig. Lighederne består både inden for de metriske mønstre og i et fællesskab af motiver; direkte oversættelser kan man derimod næppe tale om. En del af motiverne er endog kendt over det meste af Europa, ikke kun i Nordeuropa.

Formmæssigt ligger de engelske/skotske og de nordiske ballader tættest op ad hinanden, idet sangerne på begge sider af Nordsøen synger to- eller firlinjede viser med fire + fire trykstærke stavelser (i to-linjeren) eller fire + tre + fire + tre (for den firlinjedes vedkommende) trykstærke i verslinjerne og et nogenlunde frit og vekslende antal af tryksvage stavelser. Hertil kommer nogle mere specielle former, fx med udvidede gentagelser eller med meget korte 2.- og 4.-linjer (den sidste kaldet „Stolt Elin“-strofen efter den vise, der har givet formen navn).

De fleste engelske og skotske viser mangler dog den nordiske vises næsten obligatoriske og ofte lyriske omkvæd. Især ved den 2-linjede form har den nordiske vise gerne mellemkvæd. Et omkvæd kan fx lyde: „Så fagerlig ganger os den sommer“ („Ravn fører runer“, DgF 61), mens „Styrer I så vel de runer“ („Hr. Tønne af Alsø“, DgF 34 A) angiver visens runemotiv. Nogle viser begynder med en såkaldt stevstamme. Det er oftest en lyrisk strofe, der på sin vis står uden for den egentlige handling og i stedet anslår visens stemning, som ved DgF 288, „Torbens datter og hendes faderbane“: „Der dagen han dages / og duggen den driver så vide“.

Annonce

Det karakteristiske for genren er også dens vidt forgrenede formelsprog. For folkevisegenren er – både i sin middelalderlige tilblivelses-tid og i 1800-tallets store indsamlingsperiode – ulærd. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at den ikke er formbevidst, tværtimod. De gode viser rummer nemlig altid en pæn portion faste størrelser, som sanger-fortællerne formår at anvende med stor kunstnerisk sikkerhed.

Formlerne har haft en vigtig funktion i forbindelse med den mundtlige fremførelse af en vise. Kunne sangeren blot huske handlingsgangen og navnene på hovedpersonerne, betød det ikke så meget, om visen blev sunget på helt samme måde hver gang. Tværtimod. Undersøgelser af serbokroatiske visesangere og deres 'tekster', som blev foretaget i 1930'erne, hvor den mundtlige tradition dér stadig var levende, viser, at drevne sangere, ofte analfabeter, kunne fremføre viser på mange tusinde verslinjer. Det var imidlertid sjældent præcist den samme vise, de sang. Ved hver fremførelse kan man sige, at der skete en gen-skabelse på stedet. Såvel handlingen i sangen som hovedpersonerne og deres karaktertræk og deres indbyrdes konflikter er de samme, men til 'ægte' mundtlighed hører netop, at en tekst ikke blot er blevet lært udenad og derefter kan gengives mundtligt, men selve det forhold, at sangeren genskaber teksten på ny ved hver ny fremførelse. Det var i øvrigt resultater som disse, der førte til rimelige forklaringer på, hvordan Homers Iliaden og Odysseen har kunnet overleve i måske mange hundreder af år, inden de blev skrevet ned. Homer arbejdede i øvrigt også med formler, fx 'den kvieøjede Hera' og 'den rapfodede Achilleus'.

Formlerne består af faste udtryk, der går igen fra vise til vise, og som kan beskrive eller antyde de fleste af de handlinger og følelser, som viserne rummer. I den mundtlige periode har de været et vigtigt redskab til at kunne huske eller gendigte viserne, hver gang de skulle synges. De fleste formler er bygget op efter principper, der gør dem overordentlig anvendelige som 'byggesten' i balladerne – uanset om stroferne er på to eller fire linjer.

Et lettere konstrueret eksempel: Hvis man tager en tolinjer med mellemkvæd og omkvæd:

Hr. Vellemand og hans væne brud
– strengen er af guld –
de legte guldtavl i deres bur.
– Så liflig legte han for sin jomfru. –

- bliver den med fire linjer og uden mellemkvæd til:

Og det var herre Vellemand
og så hans væne mår.
De legte med guldtavel
alt udi deres bur.
– Så liflig legte han for sin jomfru. –

Der er formler for at komme og gå, ride og sejle, for at drikke og spise og holde bryllup, ja selv for voldtægt eller undfangelse. Bryllup kan lyde: „Det var ungen hr. Villum, / han lod sit bryllup bo“. Vil helten ride, kan det formuleres således: „Det var stolten hr. Nilaus / bad sadle sin ganger grå.“ eller således: „Det var bolde hr. Oluf / han beder lægge sadel på hest“. Disse forskellige formuleringer giver også mulighed for forskellige rimord i fjerdelinjen. Ved siden af disse mere handlingsprægede, dynamiske, formler er der de beskrivende eller statiske formler, som fx angiver skønhed eller rang eller påklædning. Det mest almindelige materiale til tøjet er det noget ubestemte, men meget kost bare stof, skarlagen, der næsten altid er rødt. Beskrivelsen kan gælde både mænd og kvinder: „Det var jomfru Ingeborg, / hun stod i skarlagen rød“. Også mindre betydningsfulde personer af begge køn kan bære skarlagen: „Ind kom den liden smådreng, / var klædt i skarlagen rød“. Som man ser, bliver adjektivet (farven) sat til sidst for at give god rytme i verslinjen. Den kropslige idealskikkelse er den slanke type, „så smal som en liljevånd“. Vånd betyder blot kvist, men det er lettere at finde et rim på 'vånd' end på kvist, ligesom ordet er ældre i det danske sprog. De smukke og uskyldige kvinder har naturligvis sarte, hvide hænder, fx: „Det var stolten Adelus, / hun rækker hannem hviden hånd“.

Det rige formelstof medvirker til, at viserne kan klare sig med en meget stram opbygning. En hel 'novelle' kan fortælles på 20-30 strofer. Kompositionen rummer ofte mange spring, for kun de højdepunkter, der er vigtige for handlingen, får lov at brede sig. Sætningerne er korte og prægnante, uden formidlende forklaringer. Det er hovedsætningernes parade; bisætninger er sjældne. I bisætningerne kan det relative pronomen endda udelades, fx: „Alle de fruer, i Danmark er“ („Dronning Dagmars død“, DgF 135).

Også navnestoffet kan – med passende tilføjelser – indgå i formlerne. Mange navne har to stavelser, og hvis man for mandsnavnenes vedkommende kombinerer det med fx 'ungen hr.', får man en fast størrelse, der med et passende verbum eller blot et 'Det var' kan fylde en linje ud. Hvis 2.-linjen fx skal bruges til „adresselinje“, får man: 'Det var ungen hr. Peder, / han bor sig under ø'.

I en firlinjet strofe kan l.-linjen således være en præsentation, 2.-lin-jen en yderligere uddybning af personbeskrivelsen, 3.-linjen kan rumme en indholdstom forsikring: „det vil jeg for sandingen sige“ eller strofens koncentrat: „Så går han sig i bure“. Altså bliver 4.-linjen enten en uddybning af 3.-linjens udsagn eller strofens egentlige udsagn: „han var i huen så mod [ulykkelig]“.

Digteren og versteoretikeren Ernst von der Recke (1848-1933) arbejdede gennem en snes år af sit liv på et register over formler i den nordiske ballade. Den sirligt udførte, håndskrevne seddelkatalog er stadig tilgængelig på Det Kongelige Bibliotek i København og viser klart, hvordan folkeviserne har formler – eller faste vendinger – til næsten enhver situation.

Recke arbejdede med ikke færre end 327 forskellige grupper af formler, eller paragraffer, som han kalder det. Til hver paragraf hører der et større eller mindre antal sider med flere eller færre eksempler. En kategori kan fx lyde: „Offentligheden vedrørende. Regering, Fællesanliggender og Forhandlinger. Retspleie“. Formlerne dækker både personbeskrivelse og handlinger. Ved hjælp af paragrafferne kunne han nøjagtig vise, hvor mange forskellige muligheder der fx var for at sadle en hest. Registret giver også overblik over de formuleringer, der kun tilhørte enkelte visetyper. Og da Recke mente, at kun de udtryk, han ikke kunne finde i andre viser, hørte til den oprindelige vise, fik han overordentlig korte, men også prægnante resultater ud af sine restitutionsforsøg. For langt op i 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet vedblev forskere og digtere at søge efter „urformen“ af den enkelte vise. Da forskere lagde forskellige principper til grund for deres søgen, blev resultaterne også vidt forskellige. Således mente folkemindeforskeren Axel Olrik (1865-1917), at (næsten) alle strofer, der på et hvilket som helst tidspunkt havde hørt til en visetype, også skulle med. Så hans versioner er alenlange.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vibeke A. Pedersen: Visernes formsprog i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476442