Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Skæmteviser

Oprindelig forfatter VAPed

Mange af skæmteviserne ligner ridderviserne i formen, men synsvinklen er anderledes. De fleste af dem er derfor ikke trykt sammen med de egentlige folkeviser, men i en udgivelse for sig, Danske Skæmteviser, 1928-29 (viser herfra angives med forkortelsen DS foran nummeret). Man kan sige, at de viser tilværelsen på vrangen: det omvendte, det skæve og det grove, underlivet, tarmsystemet og dets funktioner. Ofte er også persongalleriet anderledes; de væne fruer er skiftet ud til fordel for grimme kællinger. Eventuelt kan viserne gøre nar af adelens folk, fx ved at den kloge bonde narrer den dumme herremand. Eller den utro og snedige hustru kan narre sin godtroende bondemand. „Bondens kone besøger hovmand“ (DS LVI C fra Ide Giøs håndskrift) er et eksempel på det sidste. Her forlader hustruen om natten sin mand for at opsøge sin elsker. Visen er 'fortalt' af elskeren, der morsomt forstår at variere omkvædet, så det passer til den enkelte strofe. Derudover er visen fuld af traditionelle folkeviseformler, der her vækker genklang, men alligevel i handlingen får en ny betydning:

Manden vågner ved, at der er koldt i sengen, og går ud for at søge efter hustruen. De mødes på det klassiske folkevisested, stenten, dvs. en overgang over et hegn eller gærde. Bonden vil selvfølgelig gerne vide, hvor hun har været, men hun fortæller, at hun selv om natten flytter hestene og holder øje med, om folkene gør deres arbejde. Han tror hende, men ironien er ikke til at tage fejl af i hendes svar: „Hun toch ham lestelig i sin faffn: / „Du est begaffuit met fuld goed en forstandt. /– Det tøckes mig paa dig.“ Visen er således fuldstændig blottet for moralsk fordømmelse af utroskaben og lader den bedragne ægtemand ganske i stikken. Hanrejen har alle dage været udsat for latter og spot.

Ofte består det morsomme i skæmteviserne ellers i platheder af mere latrinær art, der hurtigt virker kedelige ved deres gentagelser. Men hver enkelt sanger har kun haft få skæmteviser i sit repertoire, ligesom der er langt imellem dem i adelsvisehåndskrifterne. „De fede Pølser“ (DS LXXIV, Grundtvigs kvart nr. 155) beskæftiger sig med en af tilværelsens prosaiske uundværligheder, nemlig mad. De fede pølser er lavet på et føl, og det er ikke småting, der kommer ud af at spise dem:

Annonce

Præstens kvinde var gæld [gal] og gæv [her formentlig: svær],
hun vendte sig så fage [hastigt],
ret aldrig tættes hendes røv,
siden hun fik pølsen at smage;
Deraf så blev de kvinder vise,
så de mon' løbe hver time at fise.

Formålet ved visen har været at vække den lidt rå, indforståede latter. Måske ligger der også en indirekte social kritik i, at præstens ikke er finere end de andre: hverken han eller konen er bedre end de. Heller ikke de rigtigt fine går ram forbi. „Brylluppet paa Stjernholm“ (DS LXXXVII, fra Dorothea Thotts håndskrift) handler om (den senere admiral) Christiern Mogensen Gyldenstiernes bryllup med Abel Mogensdatter Kaas i 1586 på slottet Stiernholm i Skåne. Den er således delvis historisk og rummer bl.a. navnene på en række andre historisk kendte personer som fx Tycho Brahe. Men det historiske virker kun som en undskyldning for den spinkle historie om en brud med skidepine og alle de latrinære ord og vitser, dét giver anledning til:

Esche Bilde lod Nielß Trolle det viide,
at bruden vilde gaa vd att skiide.

Alle di breffue, landtzdommer saa,
dem haffde bruden tørt sin rompe paa.

Visen ender med disse ord: „Dett er nu saa stadfest och giortt, / huem det iche vil tro maa haffue en lortt.“ På denne måde inddrages læseren i det latrinære og fastholdes dér.

Kvinder med appetit på livet i almindelighed og mænd i særdeleshed befolker en del af skæmteviserne. „I bondedatterens vold“ (DS XXXVII, Grev Holsteins håndskrift) fortæller en ungersvend om sine oplevelser, da han skulle besøge en bonde, der desværre ikke var hjemme. Datteren er imidlertid nok så gæstfri og beværter ham. Det varer dog ikke længe, førend hun forlanger gengæld: „Og hør, du faufren unge svend, / nu schalt du giøre min vilge; / eller ieg dig med med egen haand / ved dit unge lif schal schille“. I udlevet form viser mandfolkedrømmen om den villige pige sig altså at nærme sig mareridtet. Der er heller ingen tvivl om visens eksplicitte morale, den sidste strofe lyder:

Raade vil ieg hver dannemand
og saa hver ungersvend bold:
I drager iche inde at gieste der,
som piger tager svenne med vold.

Det er til gengæld bemærkelsesværdigt, at visen hér minder meget om en af trylleviserne (se senere), der ligeledes handler om alt for villige (elver)piger, nemlig „Elvehøj“ (DgF 46 B, Langebeks folio og Vedels Hundredvisebog m.fl.). Denne vise berettes af en ung mand, der med nød og næppe har undgået sin skæbne, og dens sidste strofe lyder:

Det råder jeg hver ungersvend,
som ride vil i skove:
han ride ikke til elverhøj
og lægger sig der at sove.

Strofer som disse viser både det motivfællesskab og det fælles i udtryksmåderne, som folkeviserne er så fulde af. Skæmteviserne er også en leg med genren.

At skæmteviserne udgivelsesmæssigt står i et værk for sig, er et udtryk for, at de i 1800- og begyndelsen af 1900-tallet ikke har været betragtet som lige så 'fine' som hovedparten af viserne fra adelsvisehåndskrifterne og den senere mundtlige overlevering. Men de har ikke desto mindre udgjort en lille del af den enkelte visebogs eller sangers repertoire.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vibeke A. Pedersen: Skæmteviser i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 22. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476437