Folkevisernes kilder

Det var hofadelens herrer og damer, der begyndte at indskrive viserne i de større eller mindre bøger, som vi i dag kalder folkevisehåndskrifter, og deres smag og interesse er medbestemmende for visernes overlevering. Nogle af disse håndskrifter er skrevet af én og samme person, måske en professionel skriver, andre har snarere fungeret som en slags poesibøger, hvor ejerne og deres venner og bekendte har kunnet indskrive deres yndlingsviser, evt. opfulgt af tegninger eller små sentenser om Gud, livet, døden og kærligheden. De mange ejere afspejler folkeviseinteressens opståen blandt hofadelens medlemmer under Christian 3. og Frederik 2. i sidste halvdel af 1500-tallet og dens videreliv blandt velhavende godsejerfamilier i 1600-tallets Danmark.

Der eksisterer stadig en halv snes håndskrifter med folkeviser fra før 1591, det år den første trykte samling af viser udkom på dansk. Af de tidlige håndskrifter er Hjertebogen, der fortrinsvis indeholder kærlighedsviser, og Karen Brahes folio de mest kendte. Men hvert håndskrift har sin egen historie. Formentlig har der også været langt flere, end vi kender i dag. Vi ved i alt fald, at historikeren Anders Sørensen Vedel ejede mindst ét mere end de tre, vi nu har tilbage (nemlig Svaning I-II og Rentzells håndskrift), ligesom vi har registre til bortkomne samlinger.

I langt de fleste af disse overleverede håndskrifter står folkeviserne side om side med lyriske kærlighedsviser bortset fra det såkaldte Karen Brahes folio, grundlagt i 1570'erne, som på to viser nær udelukkende indeholder folkeviser. Håndskriftets egen historie er et illustrativt eksempel på den tidlige folkeviseoverlevering og dens nære tilknytning til enkeltpersoner. Karen Brahe (1657-1736) var kendt for at have fået en for kvinder sjældent omfattende boglig opdragelse. Det hed om hende, at hun „af adskillige fremmede Sprog forstod endog Latin saaledes, at hun med en temmelig Færdighed deri kunde expediere [udtrykke] sig“.

Men Karen Brahe har ikke grundlagt håndskriftet; dets første kendte ejer hed Margrethe Lange og ejede det formentlig fra 1583 til sin død i 1622. Måske er det grundlagt af Margrethes første mand, hærføreren Jens Kaas, og kommet til Brahefamilien via hendes anden mand, Knud Brahe. Hans datter Birgitte Brahe (1576-1619) var oldemor til Karen Brahe. Karen Brahe fik imidlertid håndskriftet af sin grandtante, bogsamleren Anne Gøye – oprindeligt stavet Giøe – (1609-81), og stiftede som ugift et adeligt frøkenkloster i Odense i 1716. Her var det meningen, at otte ugifte adelsfrøkener kunne bo og studere under trygge økonomiske forhold i en art intellektuelt kvindekollektiv. Klostrets hovedattraktion var dog ikke de adelige jomfruer, men den bogsamling, som Karen Brahe testamenterede til stiftelsen. Ud over Karens egne bøger rummede den hendes øvrige arv efter morfaderens søster, Anne Gøye. Af bibliotekets omkring 3.400 numre er ca. 2.100 danske; og blandt de håndskrevne værker findes – ud over Karen Brahes folio – flere vigtige folkevisehåndskrifter. Samlingen er det eneste privatbibliotek fra den tid, der er bevaret for eftertiden i nogenlunde uskadt stand. Nu befinder håndskriftet sig, sammen med resten af bogsamlingen, på landsarkivet i Odense.

De adelige genealogiske interesser er tæt forbundet med interessen for folkeviserne. Herom vidner det håndskrift, der bærer adeldamen Anne Krabbes (1552-1618) navn. Som 36-årig var hun i 1588 blevet gift med den ni år yngre, svagelige, bogligt interesserede Jacob Bjørn til Stenalt, der døde 1596 efter et barnløst ægteskab. Og det er i sin lange enkeperiode, Anne Krabbe dyrker sine slægtshistoriske interesser. Som noget helt usædvanligt – især for en kvinde – rejste hun rundt i Danmark for selv at se de steder, hvor nogle af de historiske begivenheder havde fundet sted. Hun var også en aktiv samler, der gerne opsøgte gamle mennesker, der fortalte stedsagn eller på anden måde kunne berette om fortiden.

Anne Krabbes visehåndskrift indeholder 88 viser, hvoraf hele 75 er folkeviser, mens de øvrige viser er lyriske. Det er desværre ikke Anne Krabbes original, vi sidder med i dag, så de små tegninger, der åbenbart har illustreret nogle af viserne, kan vi ikke se. Hun har selv forsynet en stor del af viserne med indledninger, der i mange tilfælde også rummer forsøg på dateringer af visernes indhold. Disse indledninger bidrager til kendskabet om, hvad adelige visesamlere tænkte, når de bevarede og eventuelt redigerede for eftertiden. I sine til- og omdigtninger lægger Anne Krabbe nemlig først og fremmest vægt på at fremstille adelige frem for kongelige personer – og ikke mindst sin egen og sin mands slægts historie – eller på at henføre visernes handling til kendte steder, helst på Djursland og allerhelst i nærheden af Stenalt! Anne Krabbes visebog adskiller sig på denne måde fra alle de andre håndskrevne visebøger, men ikke fra de trykte, nemlig Vedels Hundredvisebog (1591) og Mette Gøyes Tragica (1657).

Et andet stort visehåndskrift kaldes i dag Dronning Sophias visebog, men trods navnet har det intet at gøre med Frederik 2.s folkevisebegejstrede dronning Sophia. Det er grundlagt af en skånsk adelsdame i årene op mod 1584, hvilket fremgår af en dateret indholdsfortegnelse til størstedelen af viserne. Via familiekontakter kom det til Sverige engang efter 1603. Efter 1643 og indtil det dukker op ved en auktion i 1866, hvor Kungliga biblioteket i Stockholm køber det for 200 rdl., hvilket fremgår af en indskrift på visebogens side 1, er dets skæbne uvis. Den sene genopdukken betød bl.a., at Svend Grundtvig ikke kendte det, da han påbegyndte udgivelsen af DgF, men først kunne anvende materialet herfra fra DgF's bind IV.

Tre af håndskriftets ejere kan identificeres; deres egenhændige indførsler findes i selve visebogen. Det drejer sig om de danske (skånske) ugifte adelsdamer Beate Clausdatter Urne (1547-1601) og hendes ligeledes ugifte niece Magdalena Tordsdotter Bonde (1579-1603) og den svenske adelsdame og statholderdatter Karin Pärsdatter Ulfsparre (d. 1650), der i 1635 blev gift med Christoffer Torstensson Forstena. I alle tre perioder blev der indskrevet viser, og under de to sidste ejere også kommentarer og småhilsener. I Beate Urnes 'afdeling' (1584-98), der findes i midten af håndskriftet, er indførslerne rent danske og skrevet af samme, øvede, næsten professionelle hånd. Under hendes niece, Magdalena Bonde, der har en dansk mor og en svensk far, er indførslerne både danske og svenske (1598-1603), mens de er rent svenske i den svenske Karin Ulfsparres ejerperiode (1629-43). Karin og Christoffer har indført et par af viserne sammen.

Det er formentlig Beate Urne, der har ladet grundstammen af håndskriftet anlægge. Til de midterste 75 viser hører registeret fra 1584. Foran og bagved disse viser findes indførslerne fra Magdalene Bondes og Karin Ulfsparres tid. Et træk, der peger på en connaisseurs holdning bag anlæggelsen af visebogen, er, at den første vise i denne ældste afdeling er „Terkel Trundesøn“ (DgF 480 A), næsten en hel roman i folkevisestil på 207 strofer. Det virker, som om en sådan mammutvise helt bevidst er valgt som den perfekte indledning til en samling af yndlings-viser. Visen, der rummer flere handlingstråde, samler netop mange af de kendte elementer fra andre viser op i en lidt løs komposition. De fleste typer af viser er repræsenteret i Dronning Sophias visebog, mange i meget fine versioner. Det gælder både de historiske viser, fx er der to om dronning Dagmar (DgF 132 E og 133 Ab), og viser om det overnaturlige, som fx „Elvehøj“ (DgF 46 Be).

Ser man på de øvrige adelsvisebøger fra før 1591, er det interessant, at de fleste visebøger rummer en nogenlunde ligelig fordeling af lyriske viser og ballader. Eneste undtagelse er som nævnt Karen Brahes folio, der næsten udelukkende indeholder DgF-stof, og så det, som kaldes Vedels visearkiv, dvs. Svaning I & II og Rentzells håndskrift. For de fleste af indsamlerne har der altså ikke nødvendigvis været tale om, at de kun gik efter den ene type eller fandt den ene eller den anden slags mere eller mindre interessant.

Således er mange af de viser, der stammer fra Karin Ulfsparres hånd, lyriske eller åndelige. Man kan se, at hendes mand, Christoffer Torstensson, tilsyneladende havde mere smag for ballader end for åndelige viser, idet der i perioden, efter at han er kommet til, dukker flere ballader op, til dels indført med hans hånd. Sammenligner man med et andet samtidigt dansk visehåndskrift, nemlig Vibeke Bilds kvart, er tendensen den samme: kvindernes interesse for ballader forskydes til fordel for en større interesse for tilværelsens mere åndelige værdier. Det er nærliggende at se Trediveårskrigen 1618-48 som en medvirkende årsag til dette.