Brætspil med terning. Således kan folkevisens ædle ungersvende vinde deres udkårne jomfru. På dette træsnit fra Olaus Magnus' De nordiske folks historie (1555) ser de spillende dog lidt ældre og meget ægteskabelige ud, idet kvinden bærer konehue.

.

Prinsessen sad i højeloftmed hånden under kindså kom en fagren gangerpiltog tittede derindFor de spillede guldterning

Dette er vel for mange et eksempel på den danske folkevise; og det er da heller ikke helt galt. Men det er også et eksempel på, at romantikken greb fat i en gammel genre og bearbejdede den. Bearbejdelsen er Svend Grundtvigs fra 1847, og den findes endnu i Højskolesangbogen fra 2006. Folkeviserne er et af senmiddelalderens litterære højdepunkter. „Ebbe Skammelsen“, „Elvehøj“ eller „Hr. Torbens datter“ er titler, der vækker genklang og genkendelse hos mange. Og historiske personer som Kong Valdemar eller Marsk Stig kendes måske snarere fra viserne om dem end fra historiebøgerne.

Folkevisen hører til på tærsklen mellem middelalder og renæssance. Historien om folkeviserne er ikke én, men flere historier, og få genrer er så omdiskuterede som den. Der er uenighed om dens opståen, dens alder, dens tilblivelsesmiljø, dens oprindelige nationale udspring. De største samlinger af folkeviser er først overleveret i renæssancen fra 1550'erne og frem, altså i en periode præget af aktiv interesse for fortiden, ikke blot den klassiske, men også den særligt nordiske historie. Og som det er tilfældet med de hedenske træk hos Saxo, der passerer gennem et kristent og litterært filter, er også de middelalderlige træk i folkeviserne i et vist omfang fortolket ud fra en antikvarisk interesse hos indsamlerne, mest markant hos Anders Sørensen Vedel.

Men hertil kommer, at bruddet med middelalderens forestillingsverden ikke finder sted et bestemt år, uanset om man nu lægger skellet omkring år 1500, hvor renæssancehumanismen så småt trænger frem, eller ved reformationsåret 1536. Begge årstal er blot markører for en langstrakt forandringsproces, der løber fra senmiddelalderen og helt frem til 1600-tallets begyndelse. Der er således også tale om en vis selvspejling hos dem, der har nedskrevet viserne.

Adelens interesse i visernes skildring af forholdet mellem den enkelte og den magtfulde slægt – og af dæmonskildringerne som eksempler på den ondes argelist – har kunnet læses som udtryk for velkendte konflikter. Fanden går ikke af mode med Reformationen, og den adelige slægtstænkning, som har dybe rødder i middelalderen, nedbrydes kun langsomt i takt med, at kongen retsligt og praktisk overtager og centraliserer udøvelsen af magten over undersåtterne. Op gennem 1500- og 1600-tallet skærpes i øvrigt kravene til det at være adelig. Viserne har måske været et felt, hvor slægtstænkningen har kunnet hævde sin fortsatte autoritet i kraft af sin ælde. I den forstand handler renæssancens fortidsinteresse i høj grad om samtiden.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Folkeviser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig