Sven Aggesens pionerværk, Brevis historia regum Dacie (Kortfattet historie om Danmarks konger), kan dateres ret præcist til 1185 og er med overvejende sandsynlighed blevet til inden for præcis den samme ramme som Saxos. Begge forfattere var kannikker i Lund, begges familiebaggrund var i den våbenbærende elite (begges fædre havde tjent i kongens hird), begge havde formentlig studeret i Nordfrankrig, begge var involveret i det administrative og ideologiske arbejde som Valdemar den Stores (konge 1157-82) og Absalons (biskop af Roskilde 1158-91, ærkebiskop 1178-1202) statsbygning og effektive imperialisme definerede. Det politiske udgangspunkt for begge værker var tydeligvis ønsket om at understrege den danske magtsfæres selvstændighed i forhold til Det Tyske Rige. Man kan efter behag se værkerne som historiskpolitisk ønsketænkning eller som overivrig kulturel manifestation, men pointen var i hvert fald, at den grad af formel frihed for tysk overhøjhed, som Valdemar den Store og hans søn Knud 6. (konge 1182-1201) endelig opnåede (eller mente de havde opnået), i virkeligheden havde en meget lang forhistorie, som gik helt tilbage til hedenold.

Svens Historie er kortfattet (ca. 40 sider) og velstruktureret: efter en fortale handler kap. 1-7 om førkristne herskere, og kap. 8-20 om kongerne fra Harald Blåtand frem til begyndelsen af Knud 6.s regering (1185). Sven skifter mellem kortere notitser og mere udviklede episoder. I den hedenske periode lægger han særlig vægt på historierne om Vermund og Uffe og om Thyra Danebod. Kong Vermund er fortvivlet, da den tyske kejser truer danskernes rige og udfordrer den bedste af danskerne til tvekamp. Vermund er selv gammel og blind, og hans søn Uffe er uegnet og har aldrig sagt et ord. Ingen andre melder sig, og Uffe står nu pludselig frem med styrke, beslutsomhed – og mæle. Hans kampevner fejler heller ikke noget, og han bryder det ene efter det andet af de sværd, som bliver tilbudt ham under forberedelsen. Der står kun én mulighed tilbage, nemlig at Vermund får gravet sit eget gamle sværd op. Med dette lykkes det Uffe at besejre to mænd, som de feje saksere har sendt imod ham.

Senere i rækken finder vi Thyra Danebod som den vise dronning og energiske organisator af Dannevirke. Hun narrer de tyske udsendinge, som bejler til hende fra kejseren: hun går ind på at blive skilt fra sin (i øvrigt uduelige) mand Gorm og blive kejserinde, men udbeder sig tid og penge for at kunne gennemføre det. De bliver nu brugt på at bygge Dannevirke, og da kejser Otto får underretninger om byggeriet, lykkes det hende at holde ham yderligere hen med snedige påfund. Til sidst er hun klar til at give ren besked, og tyskerne, som er kommet ledsaget af højtklingende bryllupsmusik, må lide den tort at blive afvist ved Dannevirke af Thyras direkte og velformulerede tale.

Historierne har klart samme antikejserlige pointe og er begge flot fortalt med variation, visualitet og formfuldendte taler. Beretningerne om de kristne konger fra Harald Blåtand og frem byder også på fint beskrevne episoder, men Sven tillader sig også at gå meget kort hen over flere af kongerne. Der lægges særlig vægt på Knud den Hellige og Knud af Ringsted (Lavard) – og til sidst på Valdemar den Stores statsbygning, som opsummeres fyndigt i tre punkter: Han undertvang og kristnede venderne på Rygen, han byggede en permanent vagtpost på Sprogø (som gjorde Storebælt sikkert), og han forstærkede Dannevirke med en teglstensmur.

Sven skriver et 'moderne', noget manieristisk latin, og han behersker vekslen mellem forskellige fortællerytmer. Han citerer gerne oldtids-forfattere, bruger bibelske vendinger og spiller på de samtidige kirkelige sange om de to danske helgener. Hans værk er den første længere gennemarbejdede fortælling i dansk litteratur, vi kender siden Ælnoth omkring 60 år tidligere. Ligesom Ælnoth arbejder han bevidst med at spille på halvskjulte og åbenbare undertekster: Da Uffe først tager ordet, citeres indledningen fra Æneidens anden sang, hvor Æneas rejser sig og begynder sin fortælling. Thyra besad Nestors klogskab, Odysseus' snilde og Salomons visdom. Sulten under Oluf Hunger sammenlignes med de syv år i Ægypten, og Magnus' had til Knud Lavard illustreres med det ofte citerede vers om, at ingen magt tåler en partner (oprindeligt fra den romerske digter Lucan: omnisque potestas / impatiens consortis erit).

En særlig charme ved Brevis historia er Svens fortællerstemme, som pludselig dukker op her og der: I Harald Blåtands historie omtales Jomsborg (Julin), „hvis mure jeg, Sven, med egne øjne har set jævnede med jorden af ærkebiskop Absalon“; i beretningen om kong Niels hører vi, at Svens farfar blev taget til fange, og senere, at han blev løsladt, da Niels havde tabt borgerkrigen. Kong Valdemars hustru, den polsk-russiskfødte dronning Sofia, er genstand for Svens grænseløse beundring: ingen oldtidsforfattere ville kunne skildre hendes skønhed fyldestgørende, „jeg har jo nemlig mange, mange gange beskuet det såre beundringsværdige værk, naturen her har skabt, og kan beråbe mig på mine egne øjnes vidnesbyrd“ (overs. M.Cl. Gertz).

Den mest spændende, og af forskerne mest diskuterede, personlige kommentar drejer sig om Saxo. I kapitel 10 siger Sven, at han ikke vil skrive noget særligt om Svend Estridsens fem sønner (som alle blev konger), fordi hans fælle, Saxo, er i færd med at beskrive det mere udførligt. Denne undskyldning gælder velsagtens hele Svens fremstilling af samtidshistorien, dvs. de sidste ca. 100 år fra Svend Estridsens død: „Deres historie synes jeg det ville være overflødigt at gennemgå, for ikke at tilhørerne skal kede sig over at få det gentaget for ofte, eftersom min fælle Saxo, på grundlag af ærkebiskop Absalons beretninger, har sat sig for at skildre historien om dem alle mere udførligt og i en højere stil.“ Sætningen kan også tolkes på andre måder, men denne læsning antyder følgende: Både Sven og Saxo var omkring 1180 gået i gang med den savnede nationale historie, Sven med et overskueligt og hurtigt afviklet projekt, Saxo med et 30-40-årigt livsværk – som i første række synes at have drejet sig om samtidshistorie med Absalon som den centrale ophavsmand (hvad han også tydeligvis er i den sidste tredjedel af Saxos værk). Hvis ikke Absalon og kannikefællesskabet havde valgt at satse på Saxos livsværk samtidig, ville Svens glimrende lille bog have påkaldt sig langt større interesse i eftertiden og i moderne forskning.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Sven Aggesens kongehistorie.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig