Saxos danmarkshistorie – Gesta Danorum (Danskernes bedrifter) – er den danske middelalders indiskutable storværk. Det hylder Absalon og Valdemarerne og udtrykker et dansk patriotisk standpunkt i forhold til Det Tysk-Romerske Rige. Det er tydeligvis påbegyndt for at markere danernes rettigheder i forhold til kejser Frederik Barbarossa (d. 1190). Men Saxos værk er meget mere end en politisk manifestation – dét kunne være gjort meget kortere og mere effektivt. Det er en geografisk, kulturel og sproglig markering med en særlig vægt på danernes lange vej fra hedenskab til kristendom.
Oldtidshistorien har hos Saxo samme etnografiske og geografiske horisont som samtidshistorien, men der er også glimt af en historisk bevidsthed, når det ofte moraliserende fremhæves, hvordan skik og brug var anderledes i gamle dage (som regel mere heroisk). I europæisk sammenligning præsenterer Saxo et overflødighedshorn af religions- og kulturhistorisk stof i et væld af velkonstruerede episoder og længere fortællende forløb. Saxo er i nyere tid blevet tolket på mange forskellige måder: han er blevet set både som modstander af og som ivrig fortaler for kongemagten; som kirkens tro eller modvillige tjener; værket er i en nyere litteraturhistorie blevet erklæret utilgængeligt som litterær komposition; det er blevet læst som en nøgleroman for filosofiske strømninger m.m. Saxos tiltrækningskraft har under alle omstændigheder været kolossal i nordisk sammenhæng, og i den seneste tid har han også påkaldt sig interesse som en ganske særlig europæisk forfatter.
Om forfatteren vides stort set intet konkret, men indirekte får han dog selv sagt nok til, at man kan stykke et billede sammen. Han må være født engang over midten af 1100-tallet som søn af en, sandsynligvis sjællandsk, godsejer. Og hans værk viser med al ønskelig tydelighed, at han havde fået den fineste uddannelse, tiden gav mulighed for, formodentlig på en af de kendte domskoler i Nordfrankrig. Professionelt var han knyttet til domkapitlet i Lund. Stort mere ved man ikke, men det er til gengæld en baggrund, der i de grundlæggende træk svarer nøje ikke alene til kollegaen Sven, men også til den mand der bestilte hans værk, nemlig ærkebiskop Absalon. De tilhørte samme intellektuelle elite af uddannede medlemmer af krigerstanden. Meget tyder på, at Saxo var kannik, en position, som meget vel kan have været forbundet med hans arbejde som historiker.
Det har ofte været hævdet, at en mand med Saxos tydelige interesse for krig og krigermoral og tilsvarende manglende interesse for teologi ikke kan have været gejstlig. Men det er en fejlslutning. Gejstlig er ikke ensbetydende med præst i moderne forstand. Og selv om Saxo ikke beskæftiger sig meget med teologi, er han levende optaget af kirkehistorie og kirkens institutioner – og ikke mindst ærkebispesædets position og interesser.
Absalon døde, inden Saxos værk blev færdigt, hvorefter det blev dediceret til hans efterfølger Anders Sunesen og til kongen, Valdemar Sejr. Heraf følger dateringen: bogen er skrevet både før Absalons død i 1201 og efter Valdemars tronbestigelse i 1202 – sikkert mange år på hver side. Sven Aggesens omtale af ham må betyde, at han var i gang med projektet allerede i 1180'erne.
Saxo skildrer Danmarks historie fra rigets navngiver Dan til forfatterens egen tid under Knud 6. eller helt præcis til 1185. Dette omfattende og særdeles heterogene materiale har Saxo gjort sig stor umage med at forme til en ensartet og sammenhængende fortælling. Hvad enten der er tale om nordiske gudesagn som i de første bøger eller samtidshistorie med indskudte referater af relevante dokumenter, så er det udtrykt i samme retoriske og stilistiske form: et formfuldent og gennemretorisk klassisk latin, der nøje er modelleret over sproget hos et par historikere fra romersk kejsertid, først og fremmest Valerius Maximus (1. århundrede e.Kr.).
Saxo går så vidt i sin sproglige klassicisme, at han kun vil anvende gloser, han kender fra de antikke, hedenske forfattere. Og det er i meget vidt omfang lykkedes: Alle de nyere ord, som hans samtids politiske og kirkelige liv vrimlede med, er bandlyst og må i stedet oversættes til antikke begreber. En kirke (ecclesia) bliver til et tempel (templum eller aedes), en biskop (episcopus) bliver til en ypperstepræst (antistes) osv. Af samme grund, må man formode, indeholder Saxos tekst, som noget helt usædvanligt for sin tid, ikke et eneste citat fra Bibelen – mens det vrimler med citater fra og allusioner til hedenske forfattere.
Et andet træk, som bidrager til ensartetheden er, at værket – trods det lange forløb, der vel må strække sig over op imod 2000 år i Saxos egen kronologi – ikke indeholder et eneste årstal (medmindre man vil regne Kristi fødsel som et årstal). Det ville skille de seneste århundreder ud fra det samlede billede. Resultatet er et billede af Danmark, eller rettere de danske kongers rige, som et land med en lang og ubrudt, glorværdig historie.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.