De to tidligste værker med en sammenhængende fortælling om danske konger er Roskildekrøniken (1138) og Lejrekrøniken (ca. 1170). Roskildekrøniken er et ganske beskedent værk, som på mindre end 20 sider beskriver kongerne og kristendommen fra den første mission i landet (Harald Klaks dåb i Mainz 826) frem til drabet på Erik Emune i 1137 og Eskils valg til ærkebiskop i 1138. Værkets (moderne) titel skyldes, at det må være skrevet af en kannik ved Roskilde Domkirke, for Roskilde-bisperne vies mindst lige så meget interesse som de danske konger. Værket er ikke – som det ellers var normalt for selvstændige skrifter – forsynet med nogen indledning eller afslutning, og det er også holdt i en ret simpel annalistisk stil. Årbogsstilen brydes dog af forfatterens meget direkte moraliseringer over konger og bisper, især i den mest kødfulde del af beretningen, fra ca. 1070 og frem.

En nyere undersøgelse har godtgjort, at både synspunkterne og den noget uformidlede struktur kan forklares med en helt bestemt kirke- og rigspolitisk situation. Det danske ærkesæde stod efter pres fra den tyske kejser reelt til afvikling eller genforhandling i disse år, og skriftet kan læses som et forsøg fra Roskildekirken på at lægge billet ind på ærkesædet i stedet for Lund.

I litteratur- og kulturhistorisk sammenhæng er der særligt grund til at fremhæve to ting ved krøniken: For det første fremgår det, at den lokale kristne myte om Knud den Hellige i løbet af fyrre år var blevet et klart omdrejningspunkt for opfattelsen af fortiden. Knuds hellighed var blevet et konstituerende træk for den danske elites identitet på dette tidspunkt.

For det andet giver Roskildekrøniken nogle meget værdifulde oplysninger om bøger og tekster i Danmark på dette tidspunkt. Ligesom det kirkepolitisk og militært var vigtigt at markere sig over for det store kejserrige mod syd, var Danmark også i bøgernes verden et appendiks til det Sachsen, som det fik kristendommen fra. Ved at gøre danskerne til historiens subjekt snarere end objekt, prøver krøniken at udbygge og korrigere Adam af Bremens storværk, som efterhånden var ca. 60 år gammelt, men som netop i denne situation har været relevant som tekstligt og ideologisk fokus.

Lejrekrøniken (ca. 1170) har flere træk tilfælles med Roskildekrøniken: Den er kort og uprætentiøs (kun ca. 10 sider), er formentlig skrevet af en kannik ved Roskilde Domkirke, udviser en lignende lokalpatriotisme (interessen for det gamle høvdingesæde i Lejre har givet anledning til den moderne titel) og markerer også en tydelig afstandtagen fra Kejserrigets indflydelse i Danmark.

Den repræsenterer dog noget vigtigt nyt: nedskrivningen af fortællinger fra det førkristne Danmark. Der er først og fremmest tale om fortællinger, der skal forklare stednavne: Dan var danernes første konge, Ro grundlagde Roskilde, og kæmpen Læ kom fra Læsø. Den slags fortællinger må der have cirkuleret tusindvis af; det bemærkelsesværdige er, at den anonyme kannik har anset dem for værdige til at blive skrevet ned på pergament – for første gang bogføres fortællinger om det hedenske Danmark, ganske vist meget kortfattet og uden de store forsøg på orden. En del af motivationen har vel været den samme, som vi skal se udfoldet i de store nationale værker, nemlig et ønske om at fremvise en langvarig selvstændig lokal kultur. Selv om kristendommen kom fra Sachsen, er der alligevel en kontinuitet mellem nutiden og de gamle danske konger. Vi kalder det i dag sagn og myter, men at fæstne dem på pergament i evighedens og frelsens sprog har ikke været nogen spøg – det har været et seriøst bud på at fortælle sande historier om den fjerne fortid.

Der kan være grund til at standse op et øjeblik og spørge, hvor repræsentative disse kendte småskrifter egentlig er. Hverken deres overlevering eller ambitionsniveau tilsiger, at vi her har at gøre med andet end toppen af et isbjerg, hvilket gør enhver beskrivelse af et litteraturhistorisk udviklingsforløb i denne periode til et vovet foretagende. Hvor mange andre småkrøniker af forskellig lokal observans kan der have været i perioden mellem ca. 1100 og 1300? Formentlig ganske mange, selv om antallet af bispesæder og klostre dog sætter en vis begrænsning. På trods af denne usikkerhed kan Lejrekrøniken alligevel med en vis sikkerhed hævdes at høre til et sekundært trin: Først når den kristne historie (eller mytologi) er etableret i bogform, begynder man at skrive den førkristne historie (eller mytologi) ned. Hvis vi ser os omkring i den omkringliggende periferi som Norge, Polen, Bøhmen og Ungarn, så kredser den første fase i den hjemmeproducerede litteratur også om de nye lokale helgener, deres plads i himlen og den nærmeste nationale fortid.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet De første krøniker - Roskildekrøniken og Lejrekrøniken.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig